Knaldeferie - Forberedelser

Knaldeferie: Fra Glam til Gloomy

Knaldeferien er slut.

Jeg har haft 10 vidunderlige dage i Mexico med hr. Appel. Vi har talt, spist, drukket – og selvfølgelig knaldet – til den store guldmedalje. Vejret har været fantastisk, maden lækker (og sund!!) og hr. Appel en drøm i sine velsiddende (ret sparsomme) badebukser.

Det hele startede ellers lidt vaklende, da yngstemanden i dagene op til ferien redede sig en rigtig væmmelig lungebetændelse, der kostede nogle søvnløse nætter. Heldigvis var han rask nok til, at vi kunne tage afsted med den planlagte afgang – uden alt for megen dårlig samvittighed – men til gengæld med et kæmpe søvnunderskud i bagagen.

Air France er sgu ikke, hvad det har været. Hr. Appel er notorisk nærig, når det kommer til flybilletter – så den stod på “monkey class” til Cancun. Omgivet af 3 skrigende babyer. Maden var nærmest uspiselig – og i modsætning til tidligere, var der ingen portvin…hrmpf….

Men vi ankom planmæssigt til Cancun, hvor vi så ventede i 1,5 time på vores kufferter….argh

Velankommet til resortet blev jeg som sædvanlig tvunget til at pakke alt ud, inden jeg måtte drikke, spise eller tisse,  da hr. Appel ikke rigtig har forståelse for, at jeg er træt, når jeg har været vågen i et døgns tid. Der må være orden, mener han…så jeg stod der midt i stilletter og aftenkjoler og var ved at brække mig af træthed, imens hr. Appel med alvorlig mine anviste mig de 2 bøjler, der kunne tildeles mine kjoler, når nu hans skjorter alle skulle hænge (han havde på det tidspunkt allerede bestilt 7 ekstra bøjler!!)

Vi valgte en hurtig middag – og var nærmest ved at falde i søvn, imens vi nød en ellers virkelig lækker italiensk inspireret middag.

Efter et par Margaritas bliver dog alt som bekendt bedre, og det lykkedes os at besøge diskoteket og få rørt musklerne lidt på dansegulvet, inden vi måtte bide i dynen – efter at have været vågne i 28 timer!

Men jetlag er en bitch. Første morgen var jeg PLING-vågen kl. 6.50 og hundesulten – så jeg måtte improvisere:

mexico1

Derefter en tur i vores private “hot tub” på terrassen, inden morgenmaden blev bragt til døren kl. 9.

mexico2

mexico3

Og dagene gik med afslapning, med at møde nye mennesker, med at feste, drikke og danse – at bære (alt for) afslørende kjoler til middagen og give make up’en en ekstra omgang glam, for at leve op til de amerikanske forstadsfrue-kolleger. De kvinder kan sgu  noget med en make up børste. Siger det bare.

Men billeder har jeg som sædvanlig ikke rigtig fået taget – fordi jeg altså har haft så travlt med at leve. Jeg har kun læst én bog – men har til gengæld virkelig fået studeret hr. Appels øjne (og andre dele af hans anatomi). Og så har jeg ikke savnet børnene. Før det øjeblik, hvor jeg satte mig i sædet i flyet i Cancun. Så fik jeg ondt i maven af savn.

Heldigvis fik vi en god deal på en upgrade til hjemturen – så god, at selv hr. “jeg-bliver-så-nærig-når-det-handler-om-flybilletter-Appel” ikke kunne sige nej. Så gode sæder, gode tæpper og godt med benplads sikrede en ok nattesøvn over Atlanten. Og så blev vi bumpet op til business fra Paris til Billund. Og jeg kan kun sige, at fru Appel altså egner sig bedst til business class. Hvis nogen skulle være i tvivl.

I øvrigt har jeg lært at drikke “Skinny Margaritas” og “Virgin Blackberry Mojitos” og så har jeg selvfølgelig taget rigeligt for mig af en god gammel favorit: Mimosa.

Desværre er jeg nu røget ind i en kæmpe forkølelse, der ligesom indledte sin hærgen de sidste par dage i Mexico. Det er brutalt at komme hjem med jet-lag fra 30 grader til minusgrader, brutalt at gå fra at være überglam Fru Appel til snotforkølede Line i hjemmetøj og med lommetørklæder i alle lommer.

mexico5

Og alligevel er det dejligt at være hjemme. Dejligt at vide, at hr. Appel og jeg stadig er i stand til at opføre os som fjantede, forelskede teenagere. Dejligt at hr. Appel er mr. Latino på dansegulvet. Dejligt at han kun har øjne for mig. Dejligt, at han også er min helt almindelige hverdags no-nonsense hr. Appel, der betaler mine sko og komplimenterer min madlavning herhjemme i kolde DK.

Så; HURRA for knaldeferiens glæder og HURRA for, at det også er dejligt med en hverdag.

mexico4

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook, Instagram og Bloglovin’

2 kommentarer

  • Lifestylebloggerne

    Super godt indlæg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fru Appel

      Mange tak!

      Det er ellers skrevet i en rus af jetlag og forkølelse 😉

      Kærligst

      Fru Appel

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Knaldeferie - Forberedelser