Sejr over sukkermonsteret

Kender I det?

Bedst som man sidder efter aftensmaden, og er enormt højhellig og tænker “det her sukker-afhængigheds-fis har jeg da bare TOTALLY styr på” imens man pudser sin glorie og føler sig en a-n-e-l-s-e bedre end alle andre – så sker dét her:

Man hører Bountybaren kalde fra skabet “kooooom nu Liiiiine…. du veeeed du vil ha’ mig…jeg smaaager såååå godt” en indladende blød stemme med en sensuel klang, der næsten automatisk får min krop til at flyde hen imod skabet…..bare lige for at se (og kun se) om det faktisk passer, at der ligger sådan en lille lækkerfis af en Bounty derinde og er ensom. Stopper mig selv på halvvejen og sætter mig beslutsomt tilbage i sofaen. NEJ. Siger min fornuft. Det er ikke det værd. Du har kæmpet og knoklet for at tabe dig – trænet som en gal og lidt afsavn. Det er ikke det VÆRD skriger min fornuft. Men nogen overdøver den.

Og sukkermonsteret danser på mine skuldre. Disko. “Du har brug for sukker..” traller det ufortrødent, imens min hjerne opfinder 1.000 årsager til at liiiige netop IDAG er det ok, at vælte sig i det hvide stads. Lige netop idag er det faktisk ret synd for mig, hvis jeg ikke giver efter for mit monster. Lige netop idag er mine gode intentioner intet værd. “Det har jo været en hård dag” forklarer den professor-lydende fornuftige stemme i mit hoved.  Overbevisende og faktuelt. Men jeg VED jo godt, at sukkermonsteret taler med mange tunger og idag har monsteret iklædt sig den rationelle uniform, der skal overbevise mig om, at det faktisk er dumt, ikke at kaste sig ud i orgiet. Der er så mange gode grunde til at gøre det. Så mange rimelige årsager til, at min krop skal have sit sukker-kick.

Jeg sidder i sofaen med hænderne knyttet i skødet. Imens monsteret danser videre. Hurtigere og hurtigere i sin vilde disko og med sin lokkende sang. Jeg er sikker på, at hvis jeg løsner grebet i mine knoer vil jeg kaste mig over køkkenskabene i en desperat søgen efter ALT, der indeholder sukker. Frådende og vild. En misbruger på jagt efter sit stof.

Sukkermonsterets dans bliver vildere. Tonerne af dets sang snor sig uden om min fornuft. Indimellem alle de gode argumenter. Lægger sig sirupsagtigt over dét, der er tilbage af min tyndslidte viljestyrke.

Men nej. Ikke idag. Lige netop IKKE idag. Idag NÆGTER jeg at give efter. Selvom det faktisk næsten gør fysisk ondt. Selvom det er forbundet med en sær fornemmelse af.. sorg.

“NU ER DET SLUT” siger jeg højt ud i stuen. Jeg rejser mig og går lidt rundt. Ryster mine skuldre og mine arme, for at ryste sukkermonsteret ned og væk, væk.

Og jeg kan høre sukkermonsterets piben, da det rammer gulvet og triller væk fra mig. Dets desperate hiksten og hulken. Men jeg bøjer mig ikke.

Idag vandt jeg. SÅDAN!

Fru Appel