Nyt kluns til fruen

Regel 10: Projekt Slangeskinds-Bikini-Klar

Regel10

Sidste regel – og den, der skal gøre hverdags/weekendlivet til at leve indimellem.

Det er ikke en blankocheck til at fylde sig med alt muligt mærkeligt – men bare en lille “hundelem” der gerne skal gøre, at man ikke går rundt i en tilstand af selvhad og dårlig samvittighed, hvis man indimellem spiser noget, man godt ved, ikke er ideelt for kroppen (og spejlbilledet).

Med denne regel slutter mine 10 dage med leveregler. Nu gælder det så bare om at have dem in mente, når jeg arbejder videre med mit bikini-projekt.

Den 10. juli tager jeg på sommerferie. Det vil altså sige, at jeg har en måned og 7 dage tilbage, til at blive tæske-bikinilækker.

Hvad er tæske-bikinilækker så? Altså…. i min optik er der ikke en enkelt løsning på det, der er cirka lige så mange løsninger som der er kvinder (der gerne vil gå i bikini). Jeg har fx taget en aktiv beslutning om, at SUND er vigtigere for mig end TYND.

Sidstnævnte ideal har jeg jagtet som en gal igennem de seneste mange år. Indimellem har jeg nået det, for derefter omgående sætte det hele til og tage på igen. Men livet er bare for kort til at være så selvkritisk. Jeg har former. De passer til mig. Jeg har røv, hofter, lår, mave og bryster – og det klæder mig.

En kollega sagde til mig: “Du må ikke være meget tyndere end du er nu – så ser du bare alt for skrap ud!” Og måske er der noget rigtigt i, at mine kurver og min tydelige kvindelighed, som jeg også dyrker i min tøjstil, bløder lidt op for min indre rappenskralde. For jeg er jo rapkæftet og har en, nogle gange, barsk omgangstone.

Det har været en proces, der har taget et par år, at finde ud af, at det er sådan, det skal være. Jeg har altid sat lighedstegn mellem tynd og lykkelig. Men i de perioder hvor jeg har været tynd, ja der har jeg faktisk ikke været særlig glad (det er man generelt ikke, når man er sulten).

Heldigvis er verden også på vej mod en større accept af, at alle kvindekroppe skal elskes. De tynde, de tykke, de lange, de korte. Man skal arbejde med dét man nu engang har, istedet for at tro, at græsset altid er grønnere et andet sted. Og det gælder ALLE. Det vil sige, at der heller ikke rigtig er en idé i, at komme med grimme kommentarer om tynde piger – det er nøjagtig lige så slemt.

Det betyder dog ikke, at jeg kaster håndklædet i ringen. Jeg vil nemlig gerne være sund så jeg kan leve længe og godt (og se godt ud). Jeg har fokus på min kost, på økologi, på træning. Men det er svært. Mange års ensidig fokus har ødelagt noget for mig. Træning har altid bare været et redskab til “tynd” – sund mad det samme. Nu skal jeg så – på den længere bane – redefinere min tilgang til begge dele. Så det kommer til at handle om livsglæde, glæden ved at bruge kroppen, glæden ved, at fylde sin krop med gode ting, fordi jeg holder af den. Nydelsen skal bære projektet – for livet er bare for kort til sult, kedelig mad og kedelig træning. Der må være en anden vej til “SUND”.

Jeg tror selvaccept kommer før den vedvarende sunde livsstil – for jeg tror på, at man kun vil behandle sin krop godt og rigtigt, hvis man rent faktisk holder af den. Holder man ikke af sin krop, er der jo ingen grund til at være god ved den…

Når man tager i betragtning, at jeg kæmper mod noget, der har været et livslangt problem for mig, og som har fyldt rigtig, rigtig meget siden jeg var barn, er det måske nok lidt optimistisk at tro, at jeg er i mål inden den 10. juli.

Men jeg kan bruge mine regler som guide – og så handler dét at være helt fantastisk i sin bikini lige så meget om, hvad man føler, som det handler om, hvor meget appelsinhud man har på lårene. Hvis man rocker sin bikini og bærer den med fremskudt bryst, løftet hage og et smil – så er man faktisk allerede godt på vej. I virkeligheden er de fleste andre tiltag blot mindre justeringer.

Her på bloggen kan I følge mit bikini-projekt videre mod den 10. juli.

 

ass

Fru Appel

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt kluns til fruen