Så er det vist tid til en opdatering på cykel-situationen og min vej mod Australien og velgørenhedsløbet i marts 2018. Det løb, hvor jeg skal køre 1200 km fordelt på 10 dage, over diverse australske bjerge, herunder (men ikke begrænset til) Australiens højeste bjerg. Gys. Vi skal jo helt tilbage til sensommeren/det tidlige efterår sidste år, hvor jeg af – for mig ukendte årsager – sagde ja til at følges med hr. Appel på den vanvittige tur fra Melbourne til Sidney i foråret 2018. På cykel. Uden motor. For dem, der gerne lige vil orientere sig lidt nærmere om galskaben (og forhistorien) så kan I læse mine indlæg om cykeleventyret her Dengang startede jeg ud med kældertræningen, som så blev...

Som jeg har skrevet om før, skal jeg jo til Australien og cykle for at samle penge ind til syge børn. Og det er jo ubetinget en god ting. For børnene, altså. Er stadig lidt i tvivl om, hvorvidt det også er en god ting for mig. Det mener hr. Appel, der også skal cykle i Australien, at det er – og han synes også det vil være rigtig godt for vores parforhold med fælles interesser. Hvis de fælles interesser altså er cykling og/eller golf. Generelt har jeg aldrig været særlig vild med at udsætte mig selv for ubehagelige ting. Selvom jeg jo gør det, i form af voksbehandlinger og andet. Det gode ved denne type ubehagelige oplevelser er dog,...

Efter en jul med sygdom, et nytår der mest huskes for 12 timers tiltrængt søvn og en travl december, der virkelig trak på de sidste husmoderreserver lykkedes det mig jo at komme ind i 2017. Klar til en frisk start. (Selfien er autentisk og blev taget midt i dramaet. Dog sort/hvid for at skåne eventuelt sarte læsere!) Eller…. næsten. Desværre ville skæbnen, at jeg natten til mandag (hvor jeg skulle på arbejde) fandt mig selv siddende på knæ foran toiletkummen imens jeg gylpede stort set alt undtagen indvolde ud i toilettet. Meget, meget lidt damet – og meget, meget ubehageligt. Og pænt ulækkert. Til min store irritation måtte jeg gentage denne manøvre flere gange i løbet af natten og morgenen,...

Nåmen, som det efterhånden er almen viden for jer, der læser bloggen, skal jeg jo på en lille charmerende cykeltur i Australien. For jer, der bare er på gennemfart, ja så kan I læse mere her. Men det betyder jo så, at der ikke rigtig er nogen vej udenom, at denne skønhed bliver min bedste “frenemy” i det næste 1 1/2 års tid.   Hvis der er andre, der som jeg, er nye ud i denne særligt masochistiske afart af sport – som er landevejscykling, kan jeg fortælle, at den cykelsaddel, der er påmonteret en jernhest med gedebukkehorn, er noget af det mest ukomfortable man overhovedet kan sidde på. Den er hård. Den er smal. Den er ubønhørlig i sit...

Cykelsko, drikkedunk, cykel i hjemmetræner og en noget svedig fru Appel efter blot 40 minutters kørsel på stedet. _________ Nu går skørlevned og dovenskab ikke længere – om 1 1/2 år venter der mig 1.200 km i Australiens bjerge – mellem Melbourne og Sidney. De 1.200 km skal køres på cykel – på 10 dage. Af en totalt amatør og nybegynder. Mig. Jeg måtte jo holde pause i 6 uger på grund af min operation i august – men nu er alle undskyldninger opbrugt – og der er ikke andre muligheder end at bevæge min omfangsrige bagdel op  på den meget smalle, hårde saddel. Stakkels saddel i øvrigt. Og så give den gas på hjemmetræneren. Idag var lidt en “prøve-dag”...