Mit glamourøse liv

Efter en jul med sygdom, et nytår der mest huskes for 12 timers tiltrængt søvn og en travl december, der virkelig trak på de sidste husmoderreserver lykkedes det mig jo at komme ind i 2017. Klar til en frisk start.

(Selfien er autentisk og blev taget midt i dramaet. Dog sort/hvid for at skåne eventuelt sarte læsere!)

Eller…. næsten. Desværre ville skæbnen, at jeg natten til mandag (hvor jeg skulle på arbejde) fandt mig selv siddende på knæ foran toiletkummen imens jeg gylpede stort set alt undtagen indvolde ud i toilettet. Meget, meget lidt damet – og meget, meget ubehageligt. Og pænt ulækkert.

Til min store irritation måtte jeg gentage denne manøvre flere gange i løbet af natten og morgenen, og kom således ikke på arbejde den 2. januar som planlagt.

Da jeg så lå der i min seng mandag morgen og forsøgte overhovedet ikke at bevæge mig, fordi bare et blink med øjet fremprovokerede et helt akut anfald af kvalme, ringede min mor. Mellemstebarnet måtte på penicillin for halsbetændelse. Seriøst. Det er som om, der er en lille rest 2016, der har sneget sig med ind i mit nye år og bare insisterer på ikke at overgive sig til nye tider.

I løbet af eftermiddagen fik jeg det bedre. Drømmen om et sundere liv i 2017 måtte jeg dog lige udskyde, da det eneste jeg havde lyst til var Cola (med sukker) som jeg ellers ikke bryder mig særligt om. Og så saltkringler (heldigvis havde jeg stadig et lager efter nytårsaften). Sidst på eftermiddagen fik jeg endda nedsvælget et par lakridspiber – og så udfordrede jeg for alvor min mave, da det eneste jeg havde lyst til ved aftensmadstid var en Kina-box fra den lokale Kina-grill med ris og dybtstegt kylling, smadret til i rigelige mængder karrysovs.

Det gik fint. Overraskende nok.

Inden sengetid nød jeg de nye afsnit af Big Bang Theory (Den bedste serie, ever!! Hvis du ikke allerede ser den, så kom i gang. Intet mindre end stor TV-kunst!) sammen med endnu et par lakridspiber. Og karrypletter på tøjet.

Heldigvis havde selvmedicineringen virket og jeg var forholdsvis frisk, da jeg stod op i morges for at tage på arbejde. Vi kan altså konstatere, at hvis man har et alvorligt maveonde, kan det hele kureres med en blanding af lakridspiber, cola, saltkringler og kinesisk frituremad.

Det var faktisk rart at komme på arbejde. At sidde kl. 7 på sin kontorstol i fred og ro og høre lidt radio, og blive stimuleret intellektuelt, eller ihvertfald professionelt. Ingen hostede, ingen kastede op og ingen forlangte “pasning og pleje”.

Nu har jeg dog besluttet at det er tid til at tage det der sundhed/slank/grøntsager/hvad-ved-jeg alvorligt. Og cykling, ikke mindst. Det føles mest af alt som om jeg er idømt en meget ubehagelig straf, kun mildnet af, at straffen modtages i eksotiske omgivelser. Men hr. Appel insisterer på, at jeg heeeelt sikkert vil komme til at eeeeelske at cykle. Jeg selv tror aldrig nogensinde min popo bliver placeret på en cykelsaddel igen, når jeg har gennemført det vilde ræs! Men mirakler sker jo som bekendt, og jeg er ret sikker på, at hr. Appel hver aften sender en stille bøn til cykelguderne om, at fru Appel bliver besat af cykler, dimser og dutter samt de der hæslige ble-bukser. Han forestiller sig i sine drømme, hvordan vi kan bruge lange søndage på at drikke elektrolytter imens vi diskuterer frempinde og pedaler i en salig rus af muskelsmerter og blodsmag i munden. Pyha.

Men følg med, for nu går den vilde jagt efter kilomenter i benene og en fastere bagdel (en bonus som hr. Appel har LOVET mig automatisk vil blive udbetalt af moder natur, når der kommer gang i pedalerne)

Nå; foreløbig har jeg investeret i nogle D-vitaminer og noget mere urte-te og så må vi jo tage den derfra! Jeg samler for nærværende mod til at melde mig til spinning. Jeg har prøvet det én gang. I 90erne. Da jeg ikke havde fået børn og slet ikke havde brug for en fastere bagdel. Da timen dengang var overstået, sagde jeg: “Det gør jeg ALDRIG mere!” Ak ja.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Instagram