Popo-pains

Nåmen, som det efterhånden er almen viden for jer, der læser bloggen, skal jeg jo på en lille charmerende cykeltur i Australien. For jer, der bare er på gennemfart, ja så kan I læse mere her.

Men det betyder jo så, at der ikke rigtig er nogen vej udenom, at denne skønhed bliver min bedste “frenemy” i det næste 1 1/2 års tid.

 

Hvis der er andre, der som jeg, er nye ud i denne særligt masochistiske afart af sport – som er landevejscykling, kan jeg fortælle, at den cykelsaddel, der er påmonteret en jernhest med gedebukkehorn, er noget af det mest ukomfortable man overhovedet kan sidde på. Den er hård. Den er smal. Den er ubønhørlig i sit tryk imod særligt sensitive områder af min anatomi. Den er kort sagt ondskab i sin reneste form.

“ja,ja – Fru Appel – du kan da bare tage cykelbukser på” tænker du måske. Jeps. Og det GØR jeg også, selvom jeg i virkeligheden mest føler det som om jeg pludselig er begyndt at lide af inkontinens af middelsvær grad. Fordi det er nøjagtig – forestiller jeg mig – som at være iført blebukser. Den der gele-tingest gør heller INTET godt for min i forvejen omfangsrige bagdel.

Men ikke desto mindre, har jeg altså iført mig disse bagdels-forstørrende blebukser for at undgå ømhed og smerter i de nedre, udsatte regioner. Og min oplevelse er, at hvis man kan have SÅ ondt når man har haft bukserne på, så kan jeg slet ikke forestille mig omfanget af smerterne, hvis man ikke ifører sig dem.

For det føles lidt som om cykelsadelen har lavet fordybninger i mine knogler, kombineret med diverse blodansamlinger i den tynde hud. AV.

Og det er jo så bare en af de pinsler, jeg som totalt nybegynder må udholde – så Australien føles lige lidt langt væk endnu. Tanken om 6-8 timer på en cykel med min stakkels popo placeret på sadlen, er nok til at få sveden til at springe. På den ufede, ildelugtende angstens-sved måde.

Idag har jeg sat “personlig rekord” i cykel-saddel-sidning. 1 time (+ cooldown) på hjemmetræneren i kælderen – omgivet af hr. Appels vinsamling og med så høj musik i ørene, at jeg næsten undgik at høre min egen besværede, højlydte vejrtrækning. Det er altså sjovere at opholde sig i kælderen, når jeg faktisk drikker vinen. Siger det bare. Bliver aldrig gladere for sport end for vin.

Hele tiden har jeg i hovedet sætningen “Australien, Australien…det bliver så pinligt, hvis du ikke kan få popo’en og resten af kroppen over de der bjerge”. Måske ikke lige det nyeste indenfor positiv motivation, men ganske effektivt – da tanken om en eventuel ydmygelse på opstigningerne virkelig kan ekspedere mig lige til grænsen af tilsyrede ben og høj puls.

En time i kælderen, på hjemmetræneren, virker som en dråbe i havet, når jeg tænker på 1.200 km på 10 cykeldage i de australske bjerge. Men hey – havet består jo af dråber, og selv en brednumset, 41 årig forstadsfrue skal jo starte et sted, når hun sigter mod sportslige triumfer.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Instagram, Facebook og Bloglovin’