Personligt indlæg: At se sine dæmoner i øjnene

Så er det vist tid til en opdatering på cykel-situationen og min vej mod Australien og velgørenhedsløbet i marts 2018. Det løb, hvor jeg skal køre 1200 km fordelt på 10 dage, over diverse australske bjerge, herunder (men ikke begrænset til) Australiens højeste bjerg. Gys.

Vi skal jo helt tilbage til sensommeren/det tidlige efterår sidste år, hvor jeg af – for mig ukendte årsager – sagde ja til at følges med hr. Appel på den vanvittige tur fra Melbourne til Sidney i foråret 2018. På cykel. Uden motor. For dem, der gerne lige vil orientere sig lidt nærmere om galskaben (og forhistorien) så kan I læse mine indlæg om cykeleventyret her

Dengang startede jeg ud med kældertræningen, som så blev afbrudt af en længe planlagt fedtsugning, der satte 8 ugers stopper for de fysiske udfoldelser. Så skulle vi lige et smut på knaldeferie og så blev det december…. og træningen var – i bedste fald – sporadisk.

Jeg kom dog igang igen her i 2017. Jeg har forsøgt at tage de der ture i kælderen hver 2/3. dag. Opgav spinning, da tiderne i det lokale træningscenter bare ikke kan harmonere med mit øvrige liv.

Jeg kan godt mærke, at jeg er i bedre form, bevares. Men der er lang, lang vej igen.

en træt Fru Appel efter 5 kvarters intensiv cykeltur på stedet!

Noget så simpelt som at komme på landevejen på helvedesmaskinen (som jeg har døbt min racercykel) har jeg ikke rigtig præsteret endnu. Det kommer, når jeg melder mig ind i den lokale cykelklub her i foråret. Og jeg er ved at dø af skræk. For gear, klikpedaler og alle de andre cykelryttere, der med statsgaranti er i meget bedre form end mig (i mit hoved er det jo nærmest et Tour De France-klart cykelhold, jeg skal cykle med, i Hammerum Cykelklub).

Den værste barriere for mig er helt klart den psykiske. For de fleste kan jo, objektivt set, opbygge en form, der vil være god nok til at deltage i et løb af denne art.

Men jeg var – da jeg var barn og ung – altid den sidste, der blev valgt til sport. Jeg er langsom, har tvivlsom motorik, og har ingen naturlig tæft for sport. Jeg bryder mig dybest set ikke meget om at presse mig selv fysisk. Måske fordi jeg fortæller mig selv, at jeg, uanset hvor hårdt jeg presser på, stadig ikke vil kunne opnå det, jeg vil. Så er det nemmere at lade være. Af samme årsager har jeg aldrig deltaget i konkurrencesport, hvis jeg på nogen måde kunne blive fri. Jeg orkede simpelthen ikke at være nr. sjok. Igen.

Så angsten for at fejle, for at være hende den tykke, langsomme og trælse som de andre skal vente på hele tiden, og som de egentlig helst var foruden, ligger og lurer under overfladen, og holder mig  tilbage.

Når jeg sidder alene på cyklen, i kælderen med høj latin-musik i ørerne og kan mærke pulsen nå, for mig, ukendte højder, virker det måske overskueligt. Fordi jeg kan mærke, at jeg jo godt kan det der med at presse mig selv ud over kanten på en ny grænse. Men tanken om at gøre det offentligt, at skulle presse mig selv til det yderste i selskab med andre, provokerer den Line, der bare altid var en fiasko i sportslige sammenhænge. Jeg er ellers ikke et menneske, der lider voldsomt under mangel på selvtillid – men i denne sammenhæng, er jeg bestemt hende, der bare helst vil trække sig og falde i et med det beige tapet med mantraet: “se-ikke-på-mig, se-ikke-på-mig” kørende i ring som en slags selvhypnose.

Og så var det jo jeg sagde ja til dette projekt. Fordi hvis det skal være – ja så skal det være nu. At jeg kan bevise overfor mig selv, at jeg kan, hvad jeg sætter mig for. Og hvis det inkluderer 1200 km over bjerge i Australien, så er det sådan, det er. I denne sammenhæng betyder det intet, om jeg er den dårligste i selskabet, alene det at gennemføre en sportslig præstation af denne kaliber, vil være nok til én gang for alle, at få hende, den lille djævel, der sidder på min skulder, til at holde mund med sit “Du kan lige så godt lade være, du kan alligevel ALDRIG blive god nok til at være med blandt de andre”

Det er måske også årsagen til, at jeg aldrig har set sport som andet end endnu et middel til vægttab. Den eneste sport jeg har dyrket for min fornøjelses skyld er Zumba, hvor jeg dels kan flippe ud til min elskede latin-musik, og hvor jeg har fundet et fællesskab af kvinder, der – for manges vedkommende – har samme indstilling til tingene som jeg. Det er et mentalt fristed.

Men ellers har sport altid blot været en pligt, pålagt mig selv, under endnu en slankekur. Noget jeg bare skulle igennem. Jeg har aldrig nydt processen og har egentlig ikke set det “som at gøre noget godt for mig selv” men mere som en straf, tildelt undertegnede af – nåja – undertegnede, på baggrund af for voldsom en kærlighed til søde sager og med deraf følgende uønsket polstring.

Så; det er ikke bare muskelsmerterne i benene, forpustelsen og mine fysiske grænser, jeg kæmper med, men mange års sammensparede dæmoner og forestillinger om mine egne begrænsninger.

Men jeg har besluttet, at nu må det briste eller bære. Og egentlig mest bære. Og det er den tanke, der atter får slæbt mig ned i kælderen til 1 times cykeltræning med høj puls og tilsyrede ben. Den tanke, der får mig til at give den ekstra gas, selvom jeg ikke synes, jeg orker at trampe mere i pedalerne og mine ben er ved at krampe. Den tanke holder jeg fast i, når jeg er ved at give op og stå af cyklen i afmagt over mine manglende form og mine dæmoners hvisken i ørerne (utroligt at de ikke lader sig dæmpe af min meget høje latinmusik?).

For nu skal det altså være, Fru Appel. Og de eneste jeg skal bevise noget overfor er – ja; mig selv og mine dæmoner. Det handler jo dybest set ikke om, hvad andre tænker om mig – men om hvad JEG tænker om mig.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Instagram og Facebook