Farvel Kompressions-tingester!!

Jeg har været lidt “off” ikke bare her på bloggen, men i det hele taget.

Sidste uge var præget af fødselsdagsfejring for min yngste (der så lige røg op på et to-cifret tal!) – og sådan en børnefødselsdag tager jo en uges tid. Og vi er iøvrigt stadig ikke færdige…..i weekenden fejres hans lille højhed hos mine forældre, der havde den frækhed at være væk på selve dagen.

Men altså… udover at lege supermor for fødselsdagsbarnet, var jeg lidt småsyg – og i denne uge måtte jeg så betale prisen for ikke at tage mig ordentligt af eget helbred i sidste uge. Så jeg røg lige i seng med feber og diverse andre symptomer, sat i verden for at minde mig om, at INGEN – ikke engang supermor – slipper afsted med den slags sløseri, uden at betale prisen.

Efter store mængder te, store mængder franskbrød med ost og en ordentlig portion søvn har jeg dog formået at slæbe mig selv på arbejde idag. Men du godeste, hvor er jeg dog træt.

Dog er der grund til at fejre.

Jeg har nemlig sagt endegyldigt farvel til kompressionsbukserne. 

Der er ikke just tale om en kærlighedsaffære, snarere et fornuftsægteskab – og skilsmissen har været længe ventet. Havde godt nok vænnet mig til dem – men det er da en utrolig lettelse, ikke at skulle være pakket ind i dem mere. Nu kan jeg så også nyde synet af mine “skinny knees” hele tiden. Mine inderlår er naturligvis også tyndere…men dem må jeg så  nøjes med at beundre i spejlet herhjemme.

Jeg er virkelig glad for, at jeg kom under kniven – og selvom det altså ikke har været en fest med de her bukser, så har det været det hele værd. De første dage efter operationen var ikke så sjove – og jeg vil ikke anbefale at tage på arbejde på 2. dagen efter sådan en operation – det var hårdt. Men alt i alt har det faktisk været ret smertefrit og ukompliceret. Må indrømme, at jeg synes plastikkirurgi er en fantastisk løsning, hvis man har nogle ting, man går og irriteres over i det daglige. Selvom det jo selvfølgelig er ret indgribende – og jo bestemt ikke uden risiko. For mig har det dog været kilde til øget selvtillid – men vigtigst: Flere smil, når jeg ser mig selv i spejlet. Hr. Appel påstår hårdnakket, at han overhovedet ikke kan se forskel på knæ og inderlår – og han grynter lidt over, at husholdningspengene er gået til den slags. Men det er jeg nu ret ligeglad med. Plastikkirurgi er ikke noget, man skal gøre for andres skyld. Overhovedet.

Selvom jeg joker med at jeg som 40+’er burde bevilges en operation om året, for ligesom at vise tyngdekraften at jeg mener det alvorligt, når jeg siger at jeg ikke overgiver mig til alderdommen uden kamp, ja så holder jeg nu en pause med den slags, imens jeg træner til mit store cykeleventyr. Og nu hvor kompressionsbukserne er væk, har jeg ikke længere en undskyldning for, ikke at tage fat. Det er så den eneste nedtur ved at sige farvel til klædningsstykket.

Nå – men dette efterår/vinter vil primært stå på indendørs cykeltræning på hhv. hjemmetræner og så må jeg jo hellere få begyndt på det der spinning. Jeg har prøvet det én gang i mit liv. I 90’erne. Og jeg husker tydeligt, at jeg efterfølgende proklamerede: “Dét der, gør jeg ikke igen”. Well – man har et standpunkt til man tager et nyt, ikke?

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Instagram, Facebook og Bloglovin’