2-ugers boob-update

Det har været en heftig vej med bump op- og nedture…

Først og fremmest lidt bikinishopping, der havde været fuldstændig utopisk for et par uger siden:

Superbillig bikini fra HM – der kan købes her

Nu starter jeg på arbejde igen i morgen – nye boobs and all…

Jeg har stadig ingen “størrelse” på dem, udover jeg indimellem synes de virker RET store på min korte overkrop. Hr. Appel er BEGEJSTRET.

Havde egentlig slet ingen problemer, før jeg havde været til 2-ugers kontrol og fået at vide, at “stroppen” (et torturinstrument, der bindes rundt om nyopererede bryster for at holde implantaterne nede) kunne droppes. Det var så en RIGTIG dårlig ide.

Samme nat vågnede jeg op med en smerte, der uden at overdrive kan sammenlignes med en god, lang udvidelsesve. For dem, der ikke ved hvordan sådan en føles kan jeg fortælle, at det er i familie med at blive flået midt over. Jeg skreg og græd. selvom jeg ikke har spist morfin i over en uge, måtte jeg tage både morfin OG Panodil/Ipren cocktail for overhovedet at kunne bevæge mig.

Natten efter gentog historien sig, nu blot på min mors sofa (var selvfølgelig flygtet ud til min moar, fordi jeg havde det skidt – OG fordi Hr. Appel skulle spille golf i London). Jeg kunne så konstatere at højre implantat har forrykket sig op igen – og det må jo presse på et eller andet af betydning.

Så røg stroppen på igen, og nu glæder jeg mig til at høre fra klinikken, hvordan jeg skal forholde mig. Har på intet tidspunkt før i processen følt mig så syg som jeg har gjort de sidste 3-4 dage. Det hele var måske også gået lidt for let for mig, trods alt.

Ellers har min nye krop det fint. Jeg har fået talje og mine dansehåndtag er transformeret til en blød sexet kurve… utroligt hvad sådan en omgang sugning kan gøre. Var trods alt ikke mere end små 700 ml, der røg. Har så til gengæld ingen problemer haft i forhold til sugning, overhovedet. Ingen smerter, ingen gener – ingenting.

Nu glæder jeg mig meget til at komme på arbejde. Keder mig – selvom jeg jo stadig har ondt indimellem og er træt. Jeg undrede mig lidt over kedsomheden, da jeg ikke kunne huske at sygemelding og orlov i forbindelse med stress-diagnosen gav anledning til kedsomhed. Men dengang var jeg jo også syg i mit hoved. Denne gang er jeg (så’n nogenlunde) rask i mit hoved, det er kun min krop, der er medtaget. Og det er faktisk bedre, hvis man skal vælge!

Fru Appel