Repost: At være frue…

Blev inspireret af et andet indlæg (se det her) til at reposte dette indlæg fra februar… det handler om at være den berygtede “kvinden bag manden” enjoy:

I løbet af årets første måned har jeg hørt om ikke mindre end 2 skilsmisser i min trygge forstad. Begge hvor det er manden, der tjener pengene – og kvinden, der tager sig af det hjemlige (på den ikke-timelønsbetalte måde).

Ikke alene skrider ens livs kærlighed, som man har nurset – leget psykoterapeut, værtinde, sparringspartner og ordnet en masse andre opgaver for. Han tager sin indtægt med. Og med de gældende regler kan de fleste af os veluddannede trofæ-typer (og altså ikke de unge blonde kone-nr. 2-eller 3-typer) godt spejde langt efter hustrubidrag (fordi vores indsats ikke kan/bør prissættes – eller noget). Vi kan også spejde langt efter en fair share af pensionen – den skal som regel ikke deles – selvom vi har holdt barsel og gået på deltid for at støtte op om mandens karriere.

Og nu er det jo sådan, at det blandt moderne forretningsmænd faktisk er populært at have koner og børn. Man kan “bonde” og small-talke en masse om børn og familie og koner for ligesom at skabe en god stemning inden det forretningsmæssige på mødet går igang. Der er prestige i familie. I at have det hele. Og løbe marathon og dyrke Triathlon – eller som i Hr. Appels tilfælde drøne rundt på en cykel og tro man er 20 og en slags professionel, imens man bruger en uge på at drøne rundt i de franske alper med en udvalgt flok kolleger (det er åbenbart en moderne form for teambuilding)

Men imens man passer sin forretning og dyrker ekstremsport og insisiterer på også at have en familie skal NOGEN jo tage sig af det, derhjemme. Som oftest med hjælp fra en au pair, ung-pige-i-huset, reservebedste eller lignende. Og det er så der, VI, fruerne kommer ind i billedet.

Men det er altså ikke noget værd, selvom vi karrieremæssigt sætter noget til – og selvom vi repræsenterer en selvstændig værdi i forholdet.

I virkeligheden faciliterer vi jo deres perfekte liv. Efter eget valg, vil nogen nok mene – og “enjoy the ride while it lasts” for hvor dum er man egentlig, når man baserer hele sit liv på en mand.?

Som jeg ser det, er vi et team. Et team der i fællesskab har skabt noget. Både en familie og en masse økonomi. Det er jo ikke sådan at jeg freeloader på hr. Appels hårde arbejde. At komme dertil, hvor vi er idag, har kostet blod, sved og tårer. Nåja…ihvertfald sved og tårer, hvis man ikke tæller 3 fødsler med. Og det har kostet os begge to. Det har kostet mig en masse penge, fordi den del af mit job, der er “frue” ikke kaster andet af sig end hr. Appels goodwill (og en del andre kvinders forargelse). Beskæftigelsesterapien (som hr. Appel ynder at kalde min mindre godt lønnede offentlige ansættelse) er jo også udtryk for, at jeg har valgt de økonomiske ambitioner fra på egne vegne. Det har kostet hr. Appel en masse tid væk fra sine børn og mig. Men vi har jo valgt det sammen – og vi udgør et hele. Så når man regner alting sammen, altså både hans og min indsats – ja så giver det faktisk en pæn bundlinje på flere fronter. Fordi vi samarbejder og begge er klar over, at det er sådan, det er.

Men når forholdet ophører – ja så er sangen en anden. Så skrider han med sin indtægt og man står der med sine talenter, sine børn og et kæmpe hul i pengepungen. Nogle af os har været kloge nok til ikke at underskrive ægtepagter, men tro mig – de mænd vi taler om her, kan med hjælp fra revisorer og advokater finde måder at regne på, der medfører, at den halvdel af fællesboet vi er berettiget til, pludselig ikke er så glamourøs som først antaget. Og kompensationen for, at den del vi bidrager med, den ikke-betalte mor, kone, elskerinde, psykoterapeut, personlig assistent osv. – den kan vi se meget langt efter. For moderne kvinder klarer jo sig selv, ikke? Hustrubidrag er da undertrykkende og gammeldags, ikke?

Tjahhhhhh…

Indtil videre elsker jeg hr. Appel – og som den helt normale kvinde jeg er, kaster jeg mig tillidsfuldt ind i vores forhold og favner vore forskellige roller – og nyder at vi to, vi er to dele af et hele. Jeg er nok naiv – men jeg er nødt til at have tillid til den konservative ide, at når man gifter sig – så er det for evigt.