Fru Appel er mopset!

Jeg er jo igang med det her C9 halløjsa (dag 1 update følger senere) – og det betyder jo blandt andet, at jeg har en lille pose fiberpulver med på arbejde. Det røres i vand og indtages imens resten af kollegerne hygger sig med brød og frugt.

Der bliver selvfølgelig spurgt venligt ind til, hvad jeg nu har gang i (på spisefronten er kontoret vant til lidt af hvert fra min side).

Jeg forklarer det, som det er, at jeg har ladet mig lokke/besnære af de gode erfaringer jeg har hørt og læst om, rundt omkring – og nu giver jeg det så en chance.

Straks hører jeg i baggrunden en stemme – ikke henvendt til mig, men til sidemanden – men selvfølgelig højt nok til, at jeg uden problemer kan høre det

Tynd kvinde: “ja, ja.. man kan jo tro på hvad man vil, men der er kun én ting, der virker”

Tynd kvinde (lidt senere, imens jeg stadig taler med en anden) “i virkeligheden tror jeg, man skal passe på med alt det der op og ned i vægt”

Mig (nu en anelse sur): “Jamen altså – nu røg jeg på slankekur for første gang som 8-årig – og jeg har haft problemer med vægten lige siden. Jeg har altid haft elevatorvægt og er ved at finde mig til rette med, at sådan er det. Faktisk er det en personlig sejr, at jeg nu kun svinger med max 10 kg – hvor det før var op til 40 kg”

Tynd dame: “……..” (ikke noget)(hvisker dog lidt senere noget om, at man ikke må gå på kur, man skal ændre sin livsstil)

Mig (nu med lidenskab): “I virkeligheden tror jeg de fleste overvægtige mennesker udemærket godt er klar over, hvordan de skal leve, hvis de gerne vil tabe sig. Blokeringen er mental. Det hele sidder i hovedet – og det er brandenbrølemig svært at ændre et helt livs tankemønstre. Viden om kost, gør det ihvertfald ikke. Langt de fleste overvægtige følger med i hvad der rør sig på ernæringsfronten hele tiden. Men man spiser på følelser, gør oprør mod de stramme madregler, og kan føle egentlig sorg over, at man må opgive visse fødevare (ja – det der “alt med måde” gælder for mange overspisere på samme måde som alkoholikere – bedst at holde sig fra junk -helt og aldeles) Faktisk er det sådan, at det først er, når man har et mentalt overskud det er muligt at tabe sig. Overskuddet kommer ikke AF at tabe sig. Man skal være et godt sted med sig selv, for at det overhovedet er muligt”

Tynd dame (stadig intet svar)

Nå  – men imens jeg stadig venter på tynd dames svar er min pointe: HOLD.NU.OP med at kritisere de valg andre træffer, hvis de gerne vil tabe sig eller ændre livsstil. I det mindste gør vi da noget – forsøger at ændre status quo. Hvis man ligefrem udgør en fare for sig selv, så er sagen selvfølgelig en anden – men hvis man vil prøve noget nyt, som ens omgivelser måske ikke er enige i er, er den korrekte metode – så lad dog være med at at fordømme. Hvis du ikke har prøvet det – eller ikke kender det – så kan du jo UMULIGT vide, om det er godt eller skidt.

Den der asketiske “det lange seje træk” er selvfølgelig sand – men lad være med at prædike det konstant. Vi VED det godt. Ja vi gør. Men derfor kan det jo være meget rart med 9 dages meget stram kontrol, for lige at smide de værste uvaner fra sig, inden man igen selv skal lave reglerne.

For mit vedkommende har jeg lært at finde ro med mine kurver – og vægtmæssigt er jeg også et sted, hvor jeg har det ok med mig selv.  Men jeg vil gerne være mere fast og sundere. Derfor bruger jeg C9 som en (forhåbentlig) motiverende kickstart, der giver noget at bygge videre på. Men det kan øjensynligt provokere visse (tynde) dele af befolkningen, at jeg forsøger mig med noget, der minder om et “quick-fix” for der er jo kun en ting der virker. Den kedelige måde. Det er som om, man helst skal leve i en form for asketisk skam, hvis man vejer for meget. Sone sine synder, så at sige. Sundhed og mad er en ny religion med rigtig mange disciple – og stramme regler for, hvad der er rigtigt og forkert. Og ligesom indenfor traditionel religion påtager den verdslige verden sig gerne at dømme andre hårdt og uden et fuldstændigt grundlag.

Andre kolleger har også sat spørgsmålstegn ved effekten af mit projekt – men på en høflig måde, der gør det klart, at de selvfølgelig støtter op om, og respekterer noget, der er mit personlige valg.

Endelig vil jeg sige, at mennesker, der ikke har prøvet at være overvægtige (og altså ikke bare de der 5 forfængelighedskilo) bør stikke piben ind. Jeg udtaler mig da heller ikke om andres måde at leve på – eller gør det til en offentlig debat. Det er ikke sjovt at være overvægtig i en verden, der tilbeder tynd. Og det er ikke fedt at det kan virke enormt provokerende på andre mennesker, når tykke mennesker (som fx modellen Tess Holiday) kræver retten til at elske livet og sig selv – til trods for, at de er fede. De ønsker jo ikke at alle skal se ud som dem. Men de har erkendt, at de kun (afhængig af religion selvfølgelig) har ét liv. Og det hjælper INGEN, hvis de går og er deprimerede og kede af det, på grund af fysisk fremtoning.

Tess Holiday, der har formået at score en kæmpe modelkontrakt, til trods for stor overvægt og kun 165 cm at fordele dem på

Som en sidste bemærkning vil jeg lige sige, at det gælder begge veje – folkens. Bare fordi du er begavet med bløde kurver skal du jo ikk ditche dem, der ikke har disse kurver. Fat-shaming har vi hørt længe, men nu er skinny-shaming også kommet på banen. Giv dog plads til, at alle kan være den person, de ønsker at være. Fed, tynd eller lige midt imellem. Just sayin’

Fru Appel