Overfladisk – mig? | Alt Det Andet

Forskellige oplevelser har på det seneste fået mig til at tænke lidt over, om jeg egentlig er for overfladisk? Om jeg går op i de forkerte ting – og om jeg savner en intellektuelt dybde i mit liv og i mine interesser?

Lets face it. Jeg er en bonde-poptøs gone housewife i forstaden. I provinsen, vel at mærke. Man kan jo tage pigen ud af Vestjylland – men man kan ikke tage Vestjylland ud af pigen. Min kerne er den samme, som den altid har været. Og jeg lever faktisk ret godt med den jeg er. Alle snakker om at finde sit “autentiske jeg”. Gæt hvad – mit autentiske jeg fandt jeg for mange år siden, i en lille bondeby, så langt ude vestpå at kun tyskere og lokale har hørt om det. Og derude var det ikke nødvendigvis så nemt at rende rundt med lige netop mit autentiske jeg!

Min almene dannelse kan ligge på et meget lille sted – jeg læser ikke intellektuelle bøger (til gengæld sluger jeg en krimi om dagen, når jeg er på ferie), jeg hører ikke intellektuel eller indie-musik (men eeeelsker Phill Collins, Bon Jovi og latin-pop). Jeg dyrker ikke yoga, Pilates eller andre former for træning der også er lagt an på en vis spiritualitet – til gengæld bliver jeg enormt glad i låget af Zumba, selvom det ikke længere er den seneste craze (hvis man har en booty kan man lige så godt shake den). Og så har jeg en vis form for kvindeligt street-smart som man automatisk får ind under huden, når man hellere vil være glad end at vinde alle kampe.

Jeg er mere til bøf end til det Nye Nordiske Køkken (I ved, sådan en orn’li’ gang velhængt oksekød) – og jeg er kun i stand til at bedømme om jeg synes en vin smager godt – ikke hvor den kommer fra, eller hvilken årgang den har (til gengæld diskriminerer jeg ikke på vinfronten – er det rødt, drikker jeg det!)

På papiret er jeg forholdsvis veluddannet, og i virkeligheden er jeg heller ikke så dum endda.

Så kan man jo spørge sig selv, om det er “spild af mit talent” at jeg fortrinsvis interesserer mig for (og skriver om) ret overfladiske emner som

slankekure, kost og træning – noget der har været en fast del af min tilværelse siden jeg var 8 år gammel og stadig fylder (alt for) meget. Kan dog godt finde på at bitche over kropsidealer. Ikke fordi jeg er misundelige – men fordi jeg HADER når man skuer hunden på hårene. Der gemmer sig jo mennesker inden i kroppene (uanset størrelse, udseende og andet, der er synligt for omverdenen) – derfor er det selvfølgelig lidt paradoksalt at jeg også interesserer mig enormt meget for:

Beauty – jeg er noget af det mest forfængelige, og bilder mig ind, at det er et forsonende træk, at jeg i det mindste er klar over det selv. Og så giver jeg også lidt hr. Appel skylden – det er jo i og for sig ham, der har ansat mig som “udstyrsstykke” og forstadsfrue.

Shopping – laster har vi alle – i det mindste holdt jeg op med at ryge for mange år siden

Mit forhold til hr. Appel – som også er en slags last – men han smager og dufter bare SÅ meget bedre end cigaretter – og så finansierer han mine øvrige laster

Og indimellem supplerer jeg så med lidt kommentarer om stress, som jeg jo også har personlig erfaring med – og diverse opråb, når jeg synes verden eller menneskene i den bliver for meget. Men som oftest vil man ikke opleve mig i en dybdeanalyse af verdenssituationen – det overlader jeg til andre mennesker med bedre forudsætninger og interesse for det.

Mit formål er at underholde, forhåbentlig får jeg et par stykker til at grine hen ad vejen. For i mine øjne er underholdning en væsentlig faktor i livet i almindelighed – mit i særdeleshed. Det at få et andet menneske til at smile er noget jeg sætter stor pris på. Virkelighedsflugt er faktisk en udemærket måde at tage sig en time-out fra tilværelsens fortrædeligheder. Både herinde på min blog – men også ude i verden. Det betyder noget for mig, at mennesker omkring mig har det godt. Og kan man mixe det med lidt hausfrau-livsvisdom bliver det jo ikke ringere.

Jeg kan jo ikke sådan løse større problemer for andre. Dybest set kan jeg lytte, hvis de ønsker at fortælle – komme med gode råd – og så er det jo sådan set op til den problemramte person selv, at finde en løsning. Men hvis man har problemer i sit parforhold, er ked af sin krop eller ungerne bare er nogle små kaos-piloter på den trælse måde – så er det fedt, hvis man i en kort stund kan få sit medmenneske til at smile eller endda grine. Gerne af sig selv. For det er bare enormt svært at bevare negativiteten imens man griner. Lige i det øjeblik hvor man kan mærke, at mundvigene, trods en træls situation, vender opad. Dét er i mine øjne noget værdifuldt, som man skal værne om. Så kan man altid finde sit autentiske jeg senere (mig bekendt render det jo ingen steder).

Ikke at der er noget galt med at være nede og ked. Selvfølgelig skal man ikke narre sig selv til at tro, at ALT kan løses med et godt grin. For livet kan være en bitch – men i min verden, når jeg har problemer, også de alvorlige – så er det humoren, der hjælper mig igennem. Den lille skæve bemærkning – eller en humoristisk perspektivering af emnet. Det der lille-bitte afbræk fra de svære tanker.

Så – hvis der er nogen, der mener at jeg burde debattere dybere samfundsrelevante emner (som om SKO ikke ALTID er relevante, i enhver sammenhæng) så må jeg nok skuffe. Jeg hviler sikkert nok i mig selv til at vide, at humoren og min ganske almindelige hverdag er dét jeg formidler bedst. Nu og indtil jeg selv beslutter noget andet.