Mig og samfundsdebatten

Stram mås – jeg, en gås!

Mascha1

Nåmen…jeg har fået sådan en virkelig cool countdown app til min telefon, hvor jeg kan tælle ned til alt det, jeg glæder mig til. Og det skulle jo være en fest – men panikken breder sig så småt. Der er nu kun sølle 62 dage til, jeg er tilbage i bikini på en lille hurtig kæreste-sol-afstikker med hr. Appel. Og alle ved jo, at hr. Appel primært udgøres af stel og betræk.

Det er sådan jeg ved, at der ikke findes en gud. Havde der været en, havde hun ikke udstyret mig med en mand, der udover at være mere end 30 cm højere end mig, også er udstyret med en smallere bagdel.

Så – summasummarum – gode råd er dyre. Men ikke uoverkommeligt dyre. Faktisk kan man få dem for kr. 149. Jeg har nemlig købt Mascha Vangs nye bog “Kom i Gang med Mascha Vang” med undertitlen “Bliv en lækker gås med stram mås” 149 kr. er faktisk billigt for en stram mås, synes jeg.

Dybest set er det den allestedsnærværende Anne Bech der har begået bogen (sammen med Mascha, der så tilføjer lidt kendis-faktor) – og den adskiller sig ikke særligt fra tidligere bøger fra Anne Bechs hånd. Ja – jeg ejer dem alle…selvfølgelig. Der er ikke udkommet mange slankebøger siden sen-halvfemserne som jeg ikke ejer (eller har ejet, men har kylet ud i hidsighed)

Det sjove er, at jeg egentlig ikke har den store fidus til Anne Bech. Jeg diskriminerer nemlig slanke-forfattere helt vildt ud fra devisen “har de ikke prøvet at veje for meget selv, aner de ikke, hvad de taler om”. Anne Bech er sådan en virkelig…asketisk type. Og det er jeg så ikke. Bliver det heller aldrig.

At tabe sig er jo ikke som sådan raketvidenskab – langt de fleste af os, der har prøvet det, ved udemærket godt, at det dybest set handler om at forbrænde flere kalorier end man spiser. Det svære er at komme derhen, hvor man faktisk får det til at ske – og siden at fastholde det. Med min elevatorvægt-historie, der strækker sig over mere end 30 år, er jeg et levende bevis på, præcist hvor svært det er. Jeg er jo ikke dum. Eller har rygrad som en regnorm i andre sammenhænge – men jeg er altså kaloriemæssigt udfordret.

Nåmen. Så vil den opvakte læser jo nok spørge: “Fru Appel – hvis du ikke rigtig er vild fan af hende der Anne Bech, hvorfor så kaste sig over det der med gæs og og stramme numser?”

Svaret er faktisk ret enkelt. Der er ingen tvivl om, at konceptet virker. Der er tale om en helt traditionel low carb, low fat kur, hvor kalorieindtaget er begrænset – kombineret med et træningsprogram. Det er en no-brainer. Overholder man madplan og træningsplan (eller bare madplan) skal man nok tabe sig. Ingen hokus pokus eller genialitet der.

Dét der frister mig er sådan set mere, at man får 4 ugers komplet madplan og træningsplan – måltid for måltid, træning for træning. Så behøver jeg jo ikke tænke selv. Og DET er en fordel. Er kørt helt enormt træt i at tænke selv, når det kommer til kost, sundhed osv. Det har jeg bare gjort alt for meget i mit liv. I denne bog skal jeg bare gøre som der bliver sagt – og så skal det nok gå, og bikinikroppen dukke frem af flommen, inden vi når til medio april, hvor jeg sætter mig i flyet til sydligere himmelstrøg.

Desuden trænger jeg til et projekt af en art, for lige at give mit hoved en pause fra alle de store verdensomvæltende problemstillinger jeg har diskuteret, studeret og debateret både her og alle mulige andre steder. Min hjerne koger – så jeg skal lige finde tilbage til mit gamle, overfladiske selv, om ikke andet så bare lige for en stund (eller indtil jeg faktisk er den lykkelige indehaver af en stram mås).

Dagen er derfor gået med diverse forberedelser. Først et marathon af et indkøb i Bilka, der netop idag havde 20% på alt økologi (er ikke fanatisk i den retning, men det skader jo nok ikke….). Der var så også MANGE mennesker. Og jeg er ikke særlig vild med mennesker om søndagen. Der er jeg mere vild med min sofa.

Efter Bilka-helvedet var det tid til den store runde “Domestic Goddess” i det hjemlige køkken. Der er produceret kyllingekødboller, oksekødboller, hakkebøffer, kyllingeinderfiletter og blomkåls-tabouleh.

NU er jeg klar til at give den gas. Mascha Vang watch out – jeg er i dit kølvand (ps: jeg synes faktisk Mascha Vang er en ret sød og sjov kvinde – i modsætning til Anne Bech, der som sagt er alt for disciplineret og broccoli-agtig for min smag).

Mascha collage

Alle opskrifter er fra Anne Bech og Mascha Vangs bog “Kom i gang med Mascha Vang” der kan fås overalt samt fra Anne Bechs bog “Spis dig Fit” – jeg købte min i Fakta.

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mig og samfundsdebatten