Mig og samfundsdebatten

Jeg har lært noget nyt efter jeg aktivt er begyndt at deltage i samfundsdebatten.

Tilsyneladende skal min sociale og økonomiske status tages med i overvejelserne, når jeg udtaler mig i debatten. Der er en skala – faktisk – der afgør hvor tungt en argumentation vægter.

Det vil altså sige, at sådan en frue-type som jeg, med vila, vovse og Mini – på deltid og virkelig godt forsørget af en mand – jeg har en særstatus. Og nu skulle man jo tro, at det her med at være økonomisk og socialt priviligeret ville give nogle fordele – for det gør det jo som regel, forlyder det ude i samfundet.

Men nej – det viser sig, at min stemme i debatten nok skal tages knap så alvorligt. Fordi jeg tilsyneladende ikke kender “det virkelige liv”. Jeg er så ikke helt klar over, hvilket liv, jeg lever – men virkeligt er det ihvertfald ikke.

De livserfaringer, jeg har gjort mig igennem de sidste 40 år er således meget mindre vigtige, end hvis jeg havde været enlig mor på kontanthjælp – fx. Fordi man nu engang ved mere om livet, den samfundsmæssige orden og alle de vanskeligheder, der er forbundet med at være samfundsborger, når man har været nede at skrabe bunden i samfundet (og nej, inden I hidser jer op – jeg mener ikke, at enlige mødre på kontanthjælp er bunden af samfundet. Jeg mener de er samfundsborgere nøjagtig ligesom mig.)

Det er lidt som en diskussion, jeg engang havde med en anden kvinde,  om at rejse. Som sædvanlig gjorde jeg mig uheldigt bemærket ved at sige, at jeg nu helst bor på dejlige, luksuriøse hoteller når jeg rejser, end på vandrehjem. Dette medførte en bemærkning fra min samtalepartner om, at det er noget fis, for det er jo langt mere autentisk at bo på et vandrehjem og VIRKELIG opleve det land man besøger. Ok så. Let’s break it down:

Når man bor på et 5-stjernet hotel med pool, spa og turn-down service – så bor man sammen med andre besøgende på det pågældende sted.

Når man bor på et vandrehjem, med sovesal, fællesstue og sovepose – så bor man sammen med andre besøgende på det pågældende sted.

Den eneste forskel er sammensætningen af besøgende (og sikkert også muligheden for room-service). Siden hvornår har indkvarteringssituationen haft noget at gøre med en autentisk oplevelse af et andet land (med den ene undtagelse, at man tager ophold hos en lokal familie)? Seriøst? Det giver jo ingen mening.

Men der er nuancer.

Havde jeg nu stemt til venstre for midten, havde det set lidt anderledes ud. Så havde jeg jo trods alt været solidarisk med de svage i samfundet – og det havde så også givet mig en fribillet til at udtale mig om deres forhold, uden det havde betydet, at jeg “sparker nedad”.

Politikere er et klasseeksempel på dette. Man tjener godt som folketingsmedlem og står i en økonomisk priviligeret situation – og er i realiteten en del af det segment, jeg også tilhører (se nedenfor). Men med sit politiske ståsted signalerer man, at man er solidarisk med de svage. Og så er det ikke “at sparke” når man udtaler sig på de stumme massers vegne (med de stumme masser menes i denne sammenhæng samfundets svage, der vel oftere kan have svært ved at finde energien til at ytre sig om overordnede emner i en presset, hård hverdag)

Modsat har vi så os. De veluddannede, overskudsagtige typer med styr på livet og masser af tid til at kaste os ud i debatten. Når vi drister os til at stemme borgerligt/liberalt og så udtaler os på vegne af de stumme masser,  så er det pludseligt at “sparke nedad” og det er bare ikke god tone. Har nogen bestemt. For mig er det bare rigtig svært at se forskellen.

Det sjove er, at jeg dæleme aldrig har hørt nogen fra højrefløjen henvise til en fra venstrefløjens sociale og økonomiske baggrund som diskvalificerende i debatten. Ikke at eksemplerne ikke findes, det kan man sikkert grave frem,  men det er ikke noget man oplever i den daglige debat.

Dybest set vil vi allesammen det samme: Så mange mennesker som muligt,  skal have det så godt som muligt.

Og der stopper enigheden – for der er selvfølgelig forskellige definitioner på, hvad det så indebærer.

Vi kan diskutere fra nu af og til dommedag – vi bliver nok aldrig helt enige om, hvordan vejen til vores fælles Utopia skal brolægges. Men lad os da for søren have respekt for hinanden og have den fælles holdning, at det netop er givende og berigende at mennesker fra alle samfundsgrupper har mulighed for at udtale sig. Lyt til andres erfaringer – vær nysgerrig – spørg ind.

Langt flere mennesker har jo fået en stemme i debatten efter de sociale medier er kommet til. Lad os ikke dømme nogen ude på grund af deres økonomiske og sociale baggrund. Uanset hvad den baggrund så måtte være.

Og så vil jeg ellers tørre mine højreorienterede, priviligerede tårer væk – tage en tudekiks  – – og fortsætte min nysgerrige, videbegærlige vej ind i samfundsdebatten.

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin