De gennemsnitlige dage

De dage, hvor der ikke sker noget helt fantastisk, men heller ikke noget helt forfærdeligt.  De dage, hvor man står op, gør sig klar uden at der sker afvigelser i morgenrutinen. Man kysser farvel og tager afsted.

Arbejdspladsen venter. Skrivebordet står som man forlod det. Kaffekoppen venter, den varme kaffe bliver hældt op og nydt. Kollegerne drysser ind “godmorgen” Indbakken tjekkes. Mails besvares, møder afholdes. Der grines lidt med kolleger og spørgsmål vendes, vinkles og besvares.

Han skriver, at han har ordnet en træls opgave for mig. Jeg skriver tilbage. Takker. Fortæller at jeg henter hans pakke på posthuset. 

Farvel til kollegerne. I bilen. Købe ind.. “hvad skal vi have til aftensmad”?… hjem. 

Børnene drysser ind, vi taler. Om deres dag. Om min. Hygger i stuen, får noget at drikke og kommer på intellektuelle afveje i det, der optager ungdommen. Eller den del af ungdommen, jeg har givet liv til.

Der laves mad.  Han  kommer hjem Kys på kinden “hvordan var din dag”? Vi taler over aftensmaden. Om min trælse sag, om hans trælse sag – om børnenes dag. Om en sjov oplevelse på kontoret og en artikel en af os læste. Familien drøfter dagens politiske nyheder og der diskuteres holdninger, forskelle og der smiles sejrsikkert, når man har et særligt stærkt argument.

Rydder af. “Skal vi se en serie”? Drøfter om det skal være “New Amsterdam” eller måske “Outlander”? 

Børnene forsvinder op på deres værelser. Til lektier, sociale stunder online eller hvad de nu har gang i. 

Sidder tæt i sofaen og mærker den velkendte varme fra hinandens hænder og nærhed. Den trygge duft af hans parfume. Smiler af ting, som er indforståede og implicitte i den trygge luft imellem os. Vi taler mere om almindelige ting. Intet stort og meget småt. Min hånd igennem hans hår, hans tommelfinger, nusser min.

Taler om serien, og om hvordan den seneste sæson er ringere end den forrige.  Og hvor meget vi savner den karakter, de dræbte i et tidligere afsnit.

Kigger på uret.. klokken er mange. “Skal vi i seng nu”? “Johhh – jeg skal tidligt op i morgen”

Børster tænder.. “lufter du hunden?” Pjatter lidt ved håndvasken med tandpasta om munden. Siger godnat til ungerne og råber af hunden, da den stikker af.

Kravler under dynen. Ansigtet mod hinanden. Smiler. “Godnat, min skat.”

Vågner om natten. Mærker halvt i søvne hans varme hånd på min ryg, inden jeg igen glider væk i søvnen. Endnu en morgen venter forude. En dag fyldt med alle de almindeligheder, der gør livet stort og kærligt.

….

Nogle ville nok mene, det er kedeligt og forudsigeligt. Det er det måske også. Men det er de dage, jeg lever for. Dage med stilfærdigt nærvær. Med snak om alt og ingenting. Med en følelse af at høre til hos hinanden. I familien. De dage, der giver næring og cement til fundamentet. De dage, hvor man ikke behøver store armbevægelser for at bevise sin kærlighed og mærke andres.

I en verden, der handler rigtig meget om at sætte sig store mål og om at arbejde for at opnå dem, tror jeg ofte vi glemmer det smukke i bare at være i vores liv, med de mennesker, vi er tættest på. 

Dét er en af de ting, jeg vil forsøge at fokusere mere på. Den lille, varme lykke midt i det alt det almindelige. Det kæmpestore og priviligerede i hverdagens små trivialiteter.

Kærligst

Fru Appel