Mig, Midtvejskrisen og den forslåede offer-lænkehund.

 

Kender I det?

Nogen har såret jer helt vildt. Altså; vi taler hjerteknusende, ar-fremkaldende, livsændrende såret. På den pinefulde måde, så man nærmest kan føle sjælens hudløshed fysisk. Hvordan sjælen vånder sig og smerter næsten hver gang man rører sig, tænker eller forsøger at komme videre.  En slags åndelig asfalteksem. Og desværre findes der jo ikke Panodil til sjælesmerter, ej heller en eller anden sjælesmertedræbende creme. Så det nemmeste er at vælge at dvæle i uretfærdigheden, i svigtet, i smerten. At smede en offerlænke, og forvandle sig til en forslået lænkehund, der er helt afhængig af andre for at overleve.

Man har ellers prøvet det hele. Læst og gemt 100 velgørende citater, tændt 100 lavendel-duftlys og skrevet 100 sider i dagbogen. Taget fodbad (here I come, #selfcaresunday), tænkt positivt og læst 100 selvhjælpsbøger, talt med sine fortrolige i et omfang, så de nærmest er bedøvede af alt den smerte, man bor i. Og sjælen giver stadig ondt af sig i en blanding af sorg, undren og måske mest af alt en vrede, der kaster lange skygger ind over livet – hver eneste dag. Sådan nogle skygger, der holder solskin og glæde ude og påvirker selvværd, selvtillid og livsglæde på den trælse måde.

Vrede – og følelsen af at blive behandlet så uretfærdigt, at man næsten ikke kan bære vægten af det på sine skuldre – det kan fortære en allerede såret sjæl fuldstændig.

Og alle drømmene om hævnen, undskyldningen, den der store gestus, der skal gøre det hele ok igen opfylder den lille-bitte sjæle-del, der ikke er formørket af vreden og følelsen af uretfærdighed. Alle de giftige fantasier, der i sidste ende betyder, at man har givet et andet menneske hele magten.

Jeg har tilladt mig selv at være meget vred, meget såret og meget, meget ked af, at nogen, jeg stolede ubetinget på, har behandlet mig på en måde, der har rykket på min kerne. Jeg har afgivet noget af min kontrol med den jeg er. Min ellers solide kerne, der normalt består af et godt selvværd og en inderlig tro på eget intellekt og egen fabelagtighed- og ellers bare en grundfølelse af at være god nok. Ikke at jeg ikke anerkender mine fejl og mangler – hey, jeg er fabelagtig, ikke perfekt. Men jeg har oplevet en mig, der sætter spørgsmålstegn ved om jeg mon er god nok? Om jeg mon er værdig? Om jeg i virkeligheden bare ER den forslåede lænkehund, der skal stille sig tilfreds med det jeg kan få? Fremfor det jeg ønsker og mener jeg fortjener? Skal jeg i det hele taget bare tage imod de lunser, der tildeles mig – og sige tak? Og så være stille? For som man siger “beggars can’t be choosers”

Eller – et eller andet sted ved jeg jo stadig godt, intellektuelt, at jeg har masser at byde ind med, og at mange mennesker er glade for, at have mig i deres liv. Jeg får serveret en masse kærlighed, uden tvivl. Problemet er bare at kærlighed kan være meget svær at indtage, når sjælen smerter. Jeg mener; hvem har ikke prøvet at sidde med mavepine ved middagsbordet? Så er selv den lækreste, mest veltillavede ret helt umulig at få ned.

Men helt ærligt gider jeg ikke mere. Jeg er træt af at være i besiddelse af et hjerte, der knirker, en sjæl der smerter og de der tanker om hvad ANDRE skal gøre, for at gøre mig glad igen, for at jeg kan få den retfærdighed, jeg hungrer efter. Jeg er TRÆT af at føle mig som et offer. Som en lænkehund. At lade andre eje magten over mine følelser, min lykke, mit værd. Og i øvrigt er det jo som oftest sådan, at når mennesker er nogle røvhuller, handler det i meget høj grad om dem selv og deres eget lort og meget lidt om de mennesker, de sårer og hælder deres gift ud over. Og jeg kan jo ikke fikse andre og deres lænker. Kun mine egne.

Jeg kan heller ikke ændre på fortiden . Jeg har kun én ting at arbejde med, og det er mig og mine reaktioner på de kort, livet tildeler mig. Og hvordan jeg spiller dem. Og her er mit nye mantra: “Jeg har ALTID et valg”. Jeg er ikke fastlåst eller lammet. Jeg kan altid handle. Jeg er ikke en forslået lænkehund.

I virkeligheden er det jo stadig de, der sårer os, der har magten over os, så længe vi tillader os selv at være vrede, hævngerrige og ja.. ofre. Kun ved selv at handle og styre sine tanker i den rigtige retning kan man tage den magt tilbage, man har ofret på en relations alter.

Er det retfærdigt, at jeg skal fikse mig selv? Nej. Overhovedet ikke. Og hvad er retfærdighed i øvrigt for en størrelse, når det kommer til stykket? Tjah… denne lænkehund har gjort op med sig selv, at hun hellere vil være glad end at have retfærdighed. Til gengæld får hun, hvis det lykkes, sin egen magt tilbage. Og så må man give slip på tanken om retfærdighed. Lidt som når man slutter et skænderi med de kætterske ord: “Ok, du får ret, og jeg får fred”

Er det svært? Oh yes. Jeg er typen, der har svært ved at slippe, når de, jeg stoler mest på, gør noget, der sårer mig. I virkeligheden kan jeg ikke ærligt sige, at jeg har lyst til at være konstruktiv. Jeg har lyst til at skrige, råbe og tage hævn. Men inderst inde ved jeg jo godt, at den,  der kommer til at betale den højeste prisen for hævn og raseri er … mig. Så jeg appellerer til mit voksen-jeg og ikke den forslåede lænkehund, der gemmer sig indeni. Appellerer til fornuften og den konstruktive side af mig selv. Skær den lænke over. Genvind din frihed. Få truffet de nødvendige beslutninger, tag ansvar for de nødvendige handlinger. Vær modig. Vær sårbar. Vær autentisk.

Så indtil videre har jeg nu identificeret to punkter på min “Fru Appels Midtvejskrise To-Do Liste”, en liste, der gerne skal hjælpe mig med at realisere en sund sjæl i en sund krop i livets 2. halvleg.

1. Forholdet til min krop (projekt sunde kurver)
2. Droppe offerrollen og selv tage styringen over mit liv

Jeg tror på, at jeg er nødt til at arbejde med en form for heling (hvad end det så indebærer) før jeg for alvor er parat til at tage næste skridt ud i alt det sjove, kreative, fantastiske jeg gerne vil bruge resten af livet på. Fundamentet skal være i orden.

Det bliver et travlt år, kan jeg mærke, men hvis jeg kan genvinde magten over eget liv og egen lykke, så er det jo det hele værd.

Kærligst

Fru Appel