Og så lige trofæ-frue-looket

OMG en weekend

fødselsdag

Børnefødselsdag. Gotta love it. Not.

Yngstemanden fyldte 8 år i lørdags og weekenden var i store træk afsat til passende fejring af den lille prins.

Vi startede fredag med at mor (selvfølgelig mor) tog fri fra beskæftigelsesterapien, indkaldte bedste og au pair for at afholde gilde for drengene fra 2. a. Kager og andet hjemmegjort var klart. På grund af dårlig samvittighed (jeg kommer tilbage til årsagen senere) havde jeg givet den hele armen på overskudsfronten. Hjemmebagte spelt(!!!)boller, hjemmegjort kage – som godt nok var pyntet af kreativ au-pair – og skumfiduser på pind.

Kl. 14 kom den hærgende flok 8-årige drenge til huset og underholdt os i et par timer med skrig, skrål, krigsleg og masser af våben. Desværre udviklede det sig – så undertegnede måtte indtræde i ny rolle som krigsherreinde for den ene hær – for lige at holde lidt orden på tropperne.

Ret hurtigt følte jeg mig dog i mit es. Det viser sig, at det at lege krig, er lidt ligesom at arbejde henne i det offentlige. Der blev konstant indkaldt til ledermøder – hvor der skulle aftales nye og stadigt mere komplicerede regler (fx… når én dør, skal én fra eget hold udnævnes til læge. Lægen kan hele en person levende igen. Hvis lægen fra det modsatte hold, rører en, der er død, kan man “gidsle” dem – og så bliver man kun sluppet fri efter en forhandling mellem de to ledelser)…. herefter skulle reglerne sendes i høring hos de menige soldater, der så igen sendte deres bemærkninger retur til ledelserne, der på deres side ikke gad genforhandle de nøje udregnede aftaler og derfor desværre måtte trække “lederkortet” Totalt som offentlig administration. Hele MED-systemet i en nøddeskal. Er ret sikker på at den børneflok rummer en hel generation af offentlige topledelser.

På selve fødselsdagen skulle ravnemor forvandles til “glam-wife”. Dette skete hovedsagligt med et frisørbesøg med farvning og reflekser samt en udvidet føne-seance. Herefter blev make-uppen påsmurt i et ret tykt lag (havde været oppe kl. MEGET tidligt og kokkereret dårlig-samvittigheds-brunch til fødselsdagsbarn og øvrig familie). Shapewear af den virkelig ubehagelige, men effektive, slags blev trukket på kroppen (ved brug af en del vold, eder og forbandelser) og jeg blev hældt i min nye Just Cavalli kjole. Endelig – aftenens stjerner – mine nye guldstilletter, som er MEGET høje, selv for en stilletfanatiker som undertegnede (Sarah Jessica Parker – eat your heart out). Bang. Klar.

Aftenen blev tilbragt i Esbjergs bedre kredse med god mad, vin og en masse advokater, der havde lidt svært ved at holde talelængden i skak. Generelt en flok, der er ret vilde med lyden af deres egne stemmer. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at havde jeg levet i “Matador” havde det været gilde på Postgården med hele det bedre borgerskab samlet til dannet fejring.

Søndag var det hjem igen og afholde fødselsdagskaffe for resten af den nære familie, før jeg faldt sammen på sofaen i en tilstand uendelig udmattelse. Du godeste. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide børn, fødselsdag, fest-med-frue og min nære familie – men sgu da ikke når det altsammen skal ske på sammenlagt 60-70 timer….

Idag har også været stramt optaget af kursus. Jeg skal lære at forhandle. Den første test viser at jeg åbenbart er en “konkurrende forhandlertype” What? Mig?

Dog glæder jeg mig til at bruge mine nyerhvervede kompetencer på bedre halvdel, Hr. Appel, når jeg lige har været den nye kollektion fra “Free People” igennem med tættekam og udvalgt de Items (så ser man lige mig bruge mode-jargon) jeg ikke kan leve uden her til vinter. På hippiemåden. HOLD.NU.OP hvor er det fedt. Og fuldstændig anderledes i forhold til min ellers MEGET damede sensuella-garderobe. Tjek det ud her:

http://www.freepeople.com

I aften skal der ses engelsk krimi (man har vel klasse og drømmer om engelsk landaddel) drikkes te (da jeg allerede for længst har overskredet min kage-spisnings kvote for idag) og bare stirres ud i luften.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og så lige trofæ-frue-looket