Tanker om skønhed

Idag tog jeg godt nervøs hen til min skønhedspusher (her) for at få foretaget en indsprøjtning under hver af mine trætte øjne – i det håb at en omgang Restylane kan få mig til at se frisk og forfrisket ud.

Skønhedspusher har indgået en samarbejde med denne klinik om at deres medarbejdere kommer her til byen for at foretage behandlinger med Botox og Restylane.

Det gik nemt, gjorde ikke ondt og var overstået på 5 minutter. Selvom jeg er HELT VILDT bange for nåle, synes jeg det var “piece of cake”.

Nu sidder jeg så her med lidt hævede øjenomgivelser og en lidt varm og øm følelse under øjnene. Men det er ikke det, der fylder mine tanker.

Det jeg tænker over, er mere bevæggrundene for at få foretaget små og større indgreb.

Straks jeg kom hjem, lagde jeg selvfølgelig et billede på FB af mine nu hævede øjne og straks indløb en kommentar om, at jeg jo slet ikke har brug for “den slags” (og at den kommenterende kvinde iøvrigt ikke kunne se forskel. Det håber jeg sandelig ikke passer, for jeg er bestemt ikke nogen skønhed, på det billede jeg lagde op af trætte mig med hævede øjne – og concealeren under øjnene sprittet væk). Der er MANGE, der har givet udtryk for, at de synes, det er åndssvagt, at jeg har ladet mig indsprøjte med denne substans.

Her er det ikke-så-flatterende “Restylane dag 1 – billede”

 

Det er lidt min egen skyld, for jeg har jo talt fuldstændig åbent om det – om min nervøsitet, om mine bevæggrunde osv. Så selvfølgelig vil man kommentere både ude i verden og inde på FB. Det er åbenbart stadig lidt tabu (ligesom stress). Den søde sygeplejerske fortalte iøvrigt også, at de fleste patienter ønsker at hemmeligholde “små-indgrebene”. Men altså – er der EN ting, jeg har lært af mit “stress-eventyr” så er det at jeg ikke orker at gå og gemme mig. Jeg er mig. Som den jeg er. Take it or leave it. Jeg træffer gode og dårlige beslutninger. Men de er mine og en del af mig.

Men hvorfor er det så, at jeg har ladet mig rippe for kr. 4.000 – for en forandring der næppe er rigtig synlig for andre end mig selv – men som dog gerne skulle give et indtryk af, at jeg ikke altid er træt, eller syg. Eller begge dele.

Det oplagte svar er jo: Fordi jeg kan. Fordi jeg har råd, og synes det kunne være spændende at se, hvad hele denne “Botox-Filler” ting handler om. Og fordi jeg altid har været rigtig ked af de rande under øjnene, der giver et indtryk af, at jeg altid er træt og/eller syg.

Jeg gør det med andre ord helt for min egen skyld (hr. Appel synes det er åndssvagt og sagde til mig i morges, at han ikke kunne forestille sig, at mit ansigt kan blive smukkere end det er i forvejen). Gør det fordi jeg har en mulighed for at få fjernet et irritationsmoment, der har fulgt mig altid.

Og nu skal jeg ikke være hellig. Det er da bestemt en mulighed at jeg vil lade andre/flere substanser indsprøjte i ansigt/krop. Måske vil jeg endda på et tidspunkt lægge mig under kniven.

Jeg vil gerne se godt ud. Jeg vil gerne fjerne småirritationerne i spejlet – fordi jeg er så afsindigt forfængelig. Fordi jeg altid har været køn – og fordi jeg godt ved, at kampen for at forblive køn kun bliver mere intens som årene går. Men jeg er ikke parat til at droppe den krig endnu.

Man kan jo vende spørgsmålet om: Hvorfor skulle jeg IKKE gøre det. Når jeg nu gerne vil? Bør jeg “ældes med ynde” (hvad end det betyder), acceptere det naturlige forfald og ruste mig til, at jeg skal søge efter andre værdier end skønhed? Bør jeg lade være med at være så forfængelig, at jeg ikke lader mig genere af alle de små mangler?

Både og. Jeg har hele livet kæmpet en hård kamp mod min krop. Været meget tynd og meget tyk. Og alt derimellem. Været på samtlige slankekure, der har været moderne siden 70erne. Jeg nævner i flæng: Tomatkuren, Rigshospitalets diabetes-kur, suppekuren, low-fat, Low Carb, LCHF, Flade-mave bøgerne, “spis dig smuk, slank..osv.” bøgerne… you name it. I tried it.

Jeg ved godt at jeg aldrig (blivende) vil være en str. 36. Jeg er rund, fyldig (som Meghan Trainor synger i “All about that Bass” – “I’ve got all the right junk in all the right places”) med stor barm, store numse, hofter, mave og lår.

Jeg har været ked af det. Mange gange. Men de seneste år er jeg begyndt at indse vigtigheden af, at jeg også lever et godt liv i den krop, der nu er min. Ikke fordi jeg ikke gerne vil smide et par kg – men efterhånden lever jeg med, ikke mod, mine kurver.

Når jeg nu kan det – hvorfor så ændre på mit ansigt? Tjohhhh… fordi det her med Restylane er noget jeg kan gøre. Og tør gøre. Det der med at tabe mig er jeg ikke så god til. Eller jo – det er jeg faktisk, men jeg er ikke god til at holde vægten nede. Jeg har forsøgt og fejlet lige mange gange, og er ved at være træt af det. Men det skal da ikke forhindre mig i at gøre andre gode ting for mit udseende?

Jeg tror jo ikke jeg bliver lykkeligere af at have pænere øjenomgivelser. Lykke opstår ikke af ydre ting. Lykke er forbeholdt det, der arbejder indeni en. Men de ydre ting er en god glasur til livets kage. Sød som bare pokker, man bliver glad i munden – og får et rush, omend det kun er kortvarigt.

Fru Appel