Politisk korrekt..min bare

Ok.. indlægget er ikke for sarte sjæle – så hvis du har meget nemt ved at blive forarget, fornærmet, lider af politisk korrekthed eller lignende vil jeg anbefale, at du ikke læser videre.

Here goes:

KÆFT hvor er jeg træt af al den politiske korrekthed. Altså at man ikke kan kalde en spade for en spade, men skal omskrive ting, tage hensyn hver gang man åbner munden, selvom det man ville sige, faktisk ikke er særligt kontroversielt.

JEG.MAGTER.DET.IKKE.

Som de fleste, der kender mig IRL kan bekræfte, er jeg rapkæftet, og nogle gange skyder jeg, før jeg sigter. Jeg gør/siger sjældent noget i en egentlig ond mening og er også hurtig til at beklage og sige undskyld, hvis jeg går for langt i min nogle gange meget sorte, kradse sarkasme. For jeg har såret mennesker indimellem og sagt dumme ting. Og det er ikke ok.

MEN – når så gode mennesker føler sig fornærmet på andres, ikke-tilstedeværende mennesker eller grupper af menneskers vegne, kan jeg godt blive sådan lidt pigesur – for hvad giver egentlig dig ret til at udtrykke hvad dette/disse mennesker egentlig mener om, hvad jeg siger? Hvorfor bliver du fornærmet og får sårede følelser på andres vegne – særligt, hvis du ikke kender den/de personer det handler om – eller har noget samkvem med den gruppe af personer, det drejer sig om.

Nu har jeg jo ellers erklæret mig selv for upolitisk – men visse grupper af den politiske scene har en udpræget tendens til at fortælle om, hvordan grupperne i den mindre priviligerede ende af samfundet egentlig har det. At gøre dem til stakler, der ikke kan tænke selv. En lokalpolitiker jeg engang var i en heftig diskussion med, om prostitueredes rettigheder fejede mig af med en bemærkning om, at det kun er “toppen af poppen” (altså typer som forkælede forstadsfruer) der altid “himler op om” personlig frihed. Som om, at visse grupper af mennesker, i dette tilfælde prostituerede, ikke er i besiddelse af en sådan.

Gad vide hvad de prostituerede, eller andre i samfundet egentlig ville sige, hvis man kom til dem med den holdning: “I behøver ikke selv mene noget om jeres situation – for vi har vedtaget det er synd for jer – og hvis I mener noget andet, så er det bare fordi I ikke rigtig kan overskue hvor synd det egentlig er for jer. Bare rolig – vi løser problemet – vi behøver ikke engang at spørge jer hvad I mener, for personlig frihed kan I jo ikke rigtig bruge til noget, sølle stakler”

Jeg synes helt sikkert vi skal bevare en dannet, ordentlig omgangstone – og hvis jeg siger ting der er direkte racistiske, sexistiske, ondskabsfulde eller på anden måde forkerte ud fra et alment og fælleskulturelt værdigrundlag – så blander du dig, alt det du orker.

Men hvis jeg udtrykker en holdning på en proper måde, eller hvis du føler jeg “sætter andre i bås” eller er uretfærdig ud fra din politiske/etiske/whatever holdning – så må du gerne være uenig i min holdning – man lad dog for guds skyld være med at dømme mig som et afstumpet, ubehageligt menneske, der vil andre det ondt. Jeg er bare et menneske med en holdning. Og så er jeg stærk, stærk tilhænger af grundlovens § 77, der handler om ytringsfrihed – som i min optik er den mest geniale opfindelse EVER. Det er ytringsfriheden der står vagt om vores demokrati – og ytringsfriheden der sikrer at ALLE kan komme til orde. Og det er nogle gange nødvendigt at tale om dét, der ikke er behageligt.

Der er bare en øget tendens til, at vi i samfundsdebatten går efter personen istedet for bolden i enhver debat. Det er selvfølgelig nemmere at få et menneske til at tie stille, hvis man anklager personen for at være et dårligt/afstumpet/dumt menneske; med den politiske korrekthed som det primære våben – fremfor at gå ind i en konstruktiv debat med det pågældende menneske om holdningen.