40erne er bare federe

Kender I det?

En tidlig morgen, får man set sig selv i spejlet – og i stedet for den der sprøde, 19-årige med sit “I-woke-up-looking -like-this” look, man forventede, stirrer en træt, 41-årig mor til 3, med alle tegn på bitterfisse-syndrom, tilbage. Det er jo nærmest magisk. På den der fuldstændig ufede, sort-magi-brygget-på-sarkasme-måde.

Man overvejer hvordan man gik fra at være “hende den unge” på arbejde, til at være hende, der (såvel opfordret som uopfordret) stikker livsvisdom og gode råd til højre og venstre og især til enhver ung kollega man møder på sin vej. Ved enhver lejlighed. Og undrer sig over den manglende taknemmelighed.

Hende, der godt nok synes, at dem der går rundt med barnevogne, er de rene børn – og at små børn iøvrigt burde forbydes på hoteller og i fly. Man er simpelthen forvandlet til hende, der sidder dér på 2. række og ruller med øjnene, når en børnefamilie med små poder larmende, grædende og grinende indtager 1. række i flyet. Selvom man lige igår var den der unge mor. Men altså ikke kan huske, at man nogensinde selv har været lige så irriterende. Og larmende. For i de gode gamle dage var spædbørn bedre opdraget!

Man kan mærke, hvordan man bare er ved at være rustet fast i sine gamle mønstre, hvordan man minder mere og mere om sin mor, for hver dag der går. Og hvordan der ALTID, bare ALTID, er et eller andet sted på kroppen, der er ømt, når man vågner om morgenen.

Hver gang man sætter sig ned og rejser sig op, er det ledsaget af en eller anden ucharmerende, stønnende lyd, som fuldstændig automatisk slipper ens læber. Og i øvrigt har man lige pludselig fået fripas til at have en mening om ALT. Altså en rimelig fastlås holdning. Selv til det, man ikke rigtig ved noget om – imens man fortæller børnene om de gode gamle dage, hvor der kun var EN TV-kanal og Disney var noget man så til jul.

Men når man så har glippet med øjnene og set nærmere på hende den 41-årig bitterfisse – har kradset sig lidt på højre balle, gabt højlydt og ømmet sig over sin hofte – så ser man også noget andet.

En selvsikkerhed, der gemmer sig i dont-mess-with-me blikket. En selvsikkerhed, der kommer sig af, at man har været igennem det der følger med et liv, der leves.  Ægte sorg og ægte lykke. Og selvskabt drama. Og man har overlevet og er blevet stærkere. Og er klar over sit eget værd. og hvad man kan. Og andre har ikke længere held med at fortælle én, hvem man er, og hvad man kan – og navnlig ikke kan.

Man har fundet fred med sin krop, for man ved, hvad den er i stand til at udrette. På lagnerne, på dansegulvet, i barselsengen. Og det er egentlig nok.

Man er indtil videre kommet ret heldigt at sted med at opdrage de der børn, der virkede som en fuldstændig uoverkommelig opgave for få år siden. Nyder at tale med dem og få et friskt perspektiv på tingene fra deres unge hjerner, der er fuldstændig upåvirkede af livserfaring og sortsyn. At hygge sig med at tænke “ja, ja…de bliver klogere” med så megen stolthed, at man næsten eksploderer.

På jobbet kan man udtale sig med autoritet – fordi man har en erfaring, der berettiger til det. Man behøver ikke bevise noget. Respekten er opnået og fortjent.

Skosamlingen er så omfattende, at man faktisk burde ansætte en arkivar, til at holde styr på dem – og de sko man kun turde drømme om som ung, spreder skønhed i garderoben og på fødderne.

Hjemme i privaten er kanterne ved at være slebet runde efter mange års ægteskab. Der er faldet ro på skænderierne efter børnene ikke længere kræver mere, end man kan give. Der atter er tid til at se hinanden i øjnene efter de unge års slid og slæb med karriere, småbørn, etablering af villa i forstæderne og indkøb af diverse materielle goder, som engang virkede vigtige, men nu blot danner smukke rammer om det, der for alvor betyder noget.

Alle knald er gode knald – fordi man er tunet ind på hinanden, på en måde, man aldrig troede ville være en mulighed, da man for mange år siden rodede rundt i en ny, usikker forelskelse. Og så behøver man heller ikke længere trække maven ind. Efter begge parter var til stede i fødestuen er INTET længere en hemmelighed.

Man griner sammen. Er groet sammen i en slags symbiose af “dig og mig”. Lige præcis alt det man drømte om i sit ungpigeværelse, dengang man stadig læste kærlighedsromaner om “lykkeligt til deres dages ende”. Og pludselig står man der, og kender et andet menneske bedre, end man kender sig selv. Intensiteten giver åndenød. Det er også magi. På den der Askepot-møder-sin-fegudmor-og-scorer-prinsen måde. Og man er stolt. Fordi man har set det bedste  og det værste i hinanden og ikke givet op. Selvom man har haft lyst indimellem. Og været tæt på.

Og så har man råd til knaldeferier og take-out, når man ikke gider lave mad. Og man fniser stadig som teenagere, når man er hjemme uden børn, og beslutter sig for at bunde en halv liter Ben & Jerrys foran fjernsynet istedet for ordentlig aftensmad.

Og rynkerne? Forfaldet? Tjahhhh….det er jo en pris man betaler for det privilegium, det er at blive ældre – og heldigvis findes der plastikkirurger og kosmetologer, hvis man ikke har lyst til at opgive uden kamp. Som mig. Og hoftesmerterne kan fixes med en pille. Endnu. Men ellers klares det meste med det overbærende smil, man har gjort sig fortjent til at bære, når man har ramt 40.

40erne er bare federe. Så er det sagt.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Bloglovin