Diva-Tirsdag.

“Hun er bare for meget”

En sætning man ofte hører blandt kvinder, der taler om andre kvinder. Som altovervejende hovedregel er det ikke ment som et positivt udsagn om en medsøster.

Men hvad vil det egentlig sige – at være “for meget”? Hvordan er man for meget – og i forhold til hvad?

Jeg er ret sikker på, at det er en sætning, der ofte er brugt om mig. Jeg er ikke just anonym med alle mine kurver presset ned i stramme pin up kjoler, på høje hæle sådan en ganske almindelig tirsdag i Netto. Og da slet ikke I Herning, Midtjylland.

Når du så tilføjer en stemme, der kan skære gennem glas, en larmende latter og en trang til konstant at udtale sig om alt og ingenting – ja så er det ret nemt at være “for meget”. Både min fysik og personlighed fylder meget. Ingen tvivl om det. Og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg aldrig selv bliver træt af “Fru Appel” men det er nu engang, det menneske jeg er – på godt og ondt.

Vi lever i et land, hvor det ikke nødvendigvis er ønskeligt at stikke for meget ud, i forhold til normen. Og jeg har bare altid været anderledes. Hele min barndom gik med at ønske, at jeg var ligesom alle de andre børn i det lille samfund ved Ringkøbing Fjord. Men uanset hvor meget jeg prøvede at være “normal” gjorde jeg mig altid mere eller mindre uheldigt bemærket som værende anderledes og mærkelig. Og “for meget”. Anderledes tøj, anderledes forældre – og senere for korte shorts og for mange kærester i forhold til normen for en “pæn vestjysk pige”.

Da jeg blev mor, fik job og hjem, var ambitionen mere at være “perfekt” at signalere superwoman med styr på mand, børn, hjem og karriere. Ligesom de der damer i damebladene.

Selvom jeg udefra set, havde fuldstændig styr på tilværelsen og balancerede mand, børn, karriere, fritid og mig selv med hård hånd, så var der stadig en lille nagende stemme, der konstant hviskede til mig, at jeg ikke var god nok, som den jeg var.  Som “Line” med alt hvad det indebærer af manglende ordenssans, temperament, sårbarhed, skærebrænderstemme, skarpe holdninger, kurver og og en vild kærlighed til smukke kjoler, høje hæler og glamour.

De kræfter jeg har brugt på, at søge mod “normalitet” og “anonymitet” kan ikke beskrives. Det gør ondt at tænke på, hvor meget energi, jeg har brugt på, at leve op til andres forventninger og på at nedtone mine mest larmende karaktertræk. Energi jeg kunne have brugt på at pleje mig selv, og de ting og mennesker jeg holder af. Men det nytter ikke at græde over spildt mælk (eller spildte kræfter) – til gengæld kan man lære af sine erfaringer.

Da jeg i sin tid gik ned med stress, måtte jeg træffe nogle alvorlige livsvalg. Blandt meget andet,  gik det op for mig, at jeg bare ikke orker at være en anden, end dén jeg rent faktisk er. Det gik op for mig, at hvis jeg har lyst til at hælde mit legeme i en bestemt slags tøj, hvis jeg har lyst til at leve mit liv på en måde, der ikke nødvendigvis er den samme som andres, eller matcher en eller anden standard, hvis mine holdninger ikke er de samme som normen i mit nærmiljø, så er det faktisk min egen sag.

Jeg nægter at tale mine valg og min personlighed ned. Så hellere “op” med et hånligt blik på janteloven. Hvis andre mennesker irriteres over min væremåde, min påklædning, min attitude, så siger det faktisk mere om dem, end det siger om mig.

Den erkendelse satte mig fri. Jeg fandt hurtigt ud af, at de ting, jeg har forsøgt at undertrykke, faktisk er dét der gør mig unik. Og det er muligvis det, nogle mennesker finder irriterende – hvorimod andre mennesker tiltrækkes af min larmende, flamboyante stil. Og det har jeg det faktisk helt ok med. Ligegyldig hvor meget man forsøger at være den pæne pige, så vil man aldrig kunne gøre alle glade. Til gengæld risikerer man at miste sig selv.

Så kære ladies. Mit tirsdagsbudskab er: DROP pleasermentaliteten. Den eneste, du har ansvar for at gøre lykkelig, er dig selv. Til gengæld er det også alene dit ansvar. Og hvis du bruger hele din tilværelse på at tilfredsstille andres behov, leve op til urealistiske idealer  – eller at gøre alle glade, så risikerer du grumme konsekvenser som stress, bristede drømme og ulykkelige tanker.

Du har ret til at kræve din plads i verden. Det er bare om at sætte foden ned og sige “det her er mig – ta’ mig som jeg er – eller la’ vær”. Mit bud vil være, at du vil møde både respekt og beundring. Og muligvis også en vis negativitet – men helt ærligt; det kan tolkes som misundelse over dit diva-mærke i verden.

Og jeg siger jo ikke, at MIN måde er den rigtige. Det er netop bare min måde. Jeg er ret sikker på, at der findes lige så mange forskellige måder at være kvinde i Danmark på – som der findes kvinder i Danmark. Så længe du holder fast i dig selv, og insisterer på at leve et liv, der gør dig glad, så kan resten af verden være ligeglad – eller misundelig.

Og så lige en bøn: Bare fordi en medsøster vælger at leve sit liv på en måde, du finder tåbelig, overfladisk eller bare “for meget” så lad være med at dømme. Hvis det fungerer for hende, og hun iøvrigt ikke generer dig personligt, så lad hende være glad på egne præmisser. Dybest set rager det ikke dig. Hvis hun ikke beder om din holdning, så har hun nok ikke brug for den.

Det var bare dét, jeg ville sige.

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin