21 to life…

21 år siden jeg mødte den høje, ranglede, mørkhårede (og meget generte) hr. Appel. Lige præcis omkring midnat, altså. På et diskotek i Ølgod. Ikke meget vild romantisk “over-the-top” historie der. Vi er dog aldrig blevet enige om, hvem der egentlig scorede hvem – selvom vi jo egentlig godt begge ved at hr. Appel var byttet, den nat!

Vores vilde historie handler nok mere om, hvordan det er lykkedes 2 ret egocentrerede, inderligt forskellige og på papiret fuldstændig uforenelige mennesker at have klaret sig igennem 21 år. SAMMEN (hvilket jo er mere end halvdelen af alle de år jeg rent faktisk har levet) UDEN at ende med at myrde hinanden, uden at få en eller anden parterapeut indlagt på psykiatrisk afdeling – og UDEN vores børn er fuldstændig fucked up (eller det er de ikke i skrivende stund, kan ikke garantere for, at det ikke bryder ud i lys lue på et senere tidspunkt). Jeg skal ikke kunne sige om det også gælder hunden – kan godt komme lidt i tvivl, dér.

Det er en historie om store følelser, store egoer, vulkanagtige skænderier og en masse lidenskab, der af uransagelige årsager stadig er intakt. Det er historien om virkelig at ville hinanden og forholdet. Ikke at smutte når tingene bliver trælse, svære eller leverpostejsfarvede. Men også en historie om hvordan guldkrukken faktisk venter for enden af regnbuen, hvis man orker at tage den lange vej derhen. Og så er det på alle måder en historie om 2 mennesker der ikke kan undvære hinanden (selvom guderne skal vide vi begge indimellem har ønsket, det ikke var sådan)

Nogle gange bliver jeg spurgt, hvad vores hemmelighed er – og den vil jeg gerne dele. Selvom den faktisk ikke ved første øjekast virker særligt inspirerende eller revolutionerende. Men det er heller ikke vanskeligt at forstå ordene med hovedet. Mange vil mene, at det jo giver sig selv. Og det gør det også i gode tider. Der er det jo nemt at være ærlig, tillidsfuld og respektfuld. Men når man er så rasende, at hele verden føles rødglødende af had, er det straks en anden sag. Så er det nødvendigt også at forstå ordene med en dybereliggende fornuft.

Så selvom du lige nu sidder og nikker af min banale “hemmelighed” og siger til dig selv: “Selvfølgelig, det er der jo ingen ben i” så tænk lige over, hvor svært det egentlig er; at invitere et andet menneske helt ind i kernen af sin sjæl, opleve at blive såret (for det gør man i et mere end 20-årigt forløb) og alligevel holde fast i grundreglerne:

1. Ubetinget ærlighed – altid (altså om de vigtige ting – man behøver ikke nødvendigvis at være helt ærlig omkring den egentlige pris på de nye sko.. det er der ingen grund til, for husfredens skyld). Også når det er hjerteskærende svært.

2. Ubetinget tillid til, at den anden er loyal, respektfuld og værd at stole på. Altid. Ingen jalousi. Nogensinde. Jalousi er mangel på tillid. Til sin partner. Og det kan man ikke bruge til noget i et forhold. Punktum.

3. Respekt. Respekten for hinanden som selvstændige individer, der ikke er sat på denne jord for at behage sin partner (altså det gælder jo selvfølgelig ikke på dansegulvet – eller i sengen. Selvsagt). Vi er forskellige – og vi kan ikke lave grundlæggende om på os selv eller hinanden. Det vidste vi, da vi giftede os. Det ved vi nu. Og det holder vi fast i. Det er sådan lidt “take-it-or-leave-it” og det er hele pakken man får. Fejl og mangler og det hele. Og det skal man gøre sig HELT klart (og JA, hr. Appel, det gælder også min uorden). Der er dog altid plads til småjusteringer! (og NEJ hr. Appel – mit sjuskegen er et grundlæggende træk, ikke noget, der kan fixes med en “småjustering” men muligvis med en større garderobe)

Thats it. Lyder ikke særlig sexet eller lidenskabeligt. Men har man styr på de 3 faktorer, så kommer det andet helt af sig selv. På den overvældende “hvordan-kan-man-overhovedet-elske-et-andet-menneske-så-højt” måde. Punktum.

Så selvom jeg ofte fortæller sjove, eller mindre flatterende historier om hr. Appel (og der er mange, også rigtig mange som jeg  – til min store irritation – har fået forbud mod at fortælle) så betyder det ikke, at jeg ikke gerne nupper 21 år mere. Eller ligefrem livstid.

Fru Appel