Hjemme igen

Nye boobs til fruen?

Der kommer en dag i enhver trofæ-kones liv, hvor hun bør overveje (eller evt. genoverveje) sine attributter – eller måske manglen på samme.

Jeg har nu tabt 8 kg (siden januar) – og er pænt tilfreds. Det er primært via kostomlægning og så er jeg jo begyndt at løbe. Jeg løber ikke stærkt. Det er ikke kønt. MEN – jeg løber!

Endelig har jeg eksperimenteret med noget hjemmetræning – men jeg er ikke helt i mål med, hvordan det skal være, og må derfor nok regne med at bruge lidt mere tid online med at få et træningsprogram, der sidder lige i skabet.

Så; problemet er jo lidt, at jeg er vant til ret flotte, store fyldige fordele… og det har så ændret sig til noget mere i retning af…hud. Jeg har født (og marathon-ammet) 3 sultne unger – jeg har ramt det uhyggelige 4-0 – og skal det være; ja så skal det være nu.

På torsdag drager jeg derfor til forundersøgelse hos plastikkirurgen. Ude i det private sundhedsvæsen. Det er jo interessant på flere plan, må man sige – når man som jeg er beskæftiget i, og dårligt lønnet af det offentlige sundhedsvæsen. Jeg håber på bedre service og måske lidt mere fedte-røv-seri – men det er nok for meget at forlange. Det er trods alt læger, vi har med at gøre.

Planen er at tale 1)brystløft og forstørrelse og 2)fedtsugning i et par problemområder (mave og hofter) som jeg har kæmpet med hele livet. Det er som om, da jeg blev skabt, havde man lige lidt ekstra fedt, man ikke vidste, hvad man skulle gøre af – og det landede så i tre puder – en på hver hofte – og så en maven. Alle 3 har jeg kæmpet med – og de har altid været der, uanset om jeg har vejet 50 eller 100 kg.

Jeg har endnu ikke besluttet mig endeligt. Synes jo det er en stor ting at lade sig bedøve og skære i af rene forfængelighedshensyn. På den anden side, kunne jeg godt tænke mig at foretage nogle justeringer, jeg faktisk har drømt om det meste af livet.

Jeg regner jo ikke med, at mit liv bliver en bønne bedre af større/fastere bryster og/eller et mindre fedtrigt midterområde. MEN måske ville jeg synes det var meget federe at se mig selv i spejlet. Måske ville mundvigene vende mere opad, og selvtilliden få et nøk, når min muffin-top ikke var helt så markant. Det er så det, jeg skal finde ud af.

Jeg må også sige, at jeg er holdt op med at drømme om “Tynd”. Tynd er ikke idealet mere. Min kurvede krop er et ganske fortrinneligt sted at være. Vil gerne tabe omkring 5 kg mere  – men så tror jeg også jeg er ved at være i mål (særligt hvis jeg kan få lidt teknisk assistance fra en plastikkirurg). Jeg synes bløde kvinder er smukke. Det har jeg altid syntes. Så jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg altid selv har stræbt imod “tynd”. Måske fordi jeg altid fik at vide, at min spinkle knoglestruktur SLET ikke kan bære kurverne med ynde. Men det har jeg så sidenhen fundet ud af, er en lodret løgn!

Nå; jeg har stadig nogle dage i tænkeboks, og så må vi se, om jeg lægger mig under kniven.

Fru Appel

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemme igen