Lange parforhold og leverpostej

Da jeg var 19 år gammel forelskede jeg mig. Vildt og vanvittigt, som kun en teenager kan forelske sig. Sommerfugle i maven – og for en gangs skyld mistede jeg appetitten. Jeg har aldrig, hverken før eller siden været så tynd som i de første, hæsblæsende måneder med hr. Appel. Og det er så det. Jeg har faktisk ikke været rigtig forelsket i andre end hr. Appel.

I år har vi været sammen i 21 år og været gift i 17.

Jeg læste Jakob Olriks indlæg “Hvorfor skal det lange parforhold hyldes” (her). Det handler dybest set om, at lange parforhold handler om tryghed, fremfor alt det vigtige (passion, eventyr, lidenskab, opfyldelse af vilde drømme)

Det er lidt tid siden jeg læste det, og det har så ulmet i mit hoved.

Skal det lange parforhold hyldes – og er det mere tryghed og leverpostej, end udlevelsen af de vilde følelser?

Som en kvinde, der har haft den samme partner i 21 år, må jeg jo nok sige, at havde det været lidenskabsløst og leverpostejsagtigt – tjahhh… så var vi nok ikke blevet sammen. Vi er begge varmblodede og lidenskabelige mennesker.

Det er sgu lidt billigt at sige, at tryghed er den primære årsag til, at to mennesker bliver sammen. Det kan sagtens være at det er sådan i nogle tilfælde. Men jeg nægter at tro, at det er flertallet – det er alt for nemt at blive skilt og gå fra hinanden i dag. Måske var det anderledes for 50 år siden, hvor skilsmisser var tabu. Men idag? Der er da ingen, der gider at blive sammen uden vægtige årsager? Måske skal man selv have afprøvet sådan et 20(+) års parforhold for virkelig at kunne udtale sig med vægt om sagen?

Bevares.. der er bestemt også leverpostej i mit liv. Det er ikke vilde rejser og hot sex døgnet rundt. Overhovedet ikke. Det er vilde rejser indimellem, hot sex indimellem og også leverpostejsrejser og leverpostejssex bliver der plads til.

Og selvfølgelig kommer man igennem håbløse, mørke og rædselsfulde perioder, hvor man kæmper, for det man har. Altså sit forhold. Men det er jo ikke en dårlig ting. Kommer man ud på den anden side, bliver alting endnu mere intenst og dejligt – ihvertfald i mit tilfælde, og tro mig; jeg taler af erfaring.

Og selvfølgelig er der tryghed forbundet med et langt parforhold. Men er tryghed en dårlig ting? Jeg mener, at tryghed danner en base for at turde, at gøre det vilde. At turde at satse. Ikke alle er lidenskabs-junkies der går fra forhold til forhold for bekræftelse, og neverending forelskelse. Vi er mennesker der elsker hinanden lidenskabeligt, dybt og inderligt. Og netop derfor er vores liv fyldt med de ting, som Jakob Olrik efterlyser (passion, lidenskab, opfyldelse af vilde drømme osv.)

Så bør det lange forhold hyldes: Ja for fanden. Selvfølgelig skal det hyldes. For et langt parforhold her i 10’erne beviser netop, at der er 2 mennesker der virkelig VIL hinanden og er villige til at ofre noget for det. Leverpostej og alting. Just sayin’

Fru Appel