YAY Mandag.

SERIØST. Der er en grund til, at jeg HADER mandage. Særligt første mandag efter en ferie. Og i særklasse denne mandag. Mandag den 19. oktober 2015. Yrk. Det er en af de dage, hvor jeg bare glæder mig til at lægge mig i min seng og SOVE!

Vækkeuret larmede kl. 5.30 – men det gjorde sådan set ikke noget, for jeg var allerede vågnet 20 min. før. 20 min!! Det betyder at det ikke kan betale sig at lægge sig til at sove igen – man kan bare ligge der og vente på at stå op, imens man i sit hoved gennemgår aaalt det man skal nå den dag. OH THE JOY.

Hoppede på vægten. Mandag-morgen-efter-ferie-med-masser-af-kulhydrater-og-rødvin – SIKKE EN FEST (not)

Således stresset fra morgenstunden fik jeg med nogen besvær banket ungerne op. De var også ferie-trætte og mandagsknotne. Og Hr. Appel glimrer jo stadig ved sit fravær – han spiller golf og går i byen på Mallorca. Og jeps…han kalder det arbejde!!! Han siger altid at “Skat…i virkligheden er det slet ikke sport sjovt at rejse så meget, jeg ser jo ikke andet end mødelokaler, hotelværelser og lufthavne” men dertil kan man så med god samvittighed tilføje: Golfbaner og diskoteker. Jeg KUNNE nok leve med det. Hvis jeg tog mig sammen.

Kom på arbejde. Har holdt ferie i sølle 2 dage. Og alligevel var min indbakke fyldt til bristepunktet med mails, der krævede en eller anden form for stillingtagen/forklaring/arbejde af varierende grad fra min side. SERIØST! Er folk holdt op med at holde ferie i dette land. I sundhedsvæsenet? Skulle vi ikke lige prøve at tage det roligt i forhold til offentligt serviceniveau? Hele den politiske verden/folkedomstolen har alligevel travlt med hvor elendige vi er – så er der da ingen grund til ligefrem at droppe ferien?

Hjemme igen brændte jeg fingrene eftertrykkeligt, da jeg skulle vende min omelet (1 helt æg og 2 hvider, jævnfør morgenvægten). Den endte med at få et hul. Omeletten altså. Vablen på min ene finger er stadig ved at beslutte sig for, hvad den skal blive til.

Iførte mig efterfølgende mit nye toturinstrument (latexkorset – læs mere her). Heldigvis var der Kardashians på TV3, så jeg blev mindet om, hvad filan jeg egentlig lavede med en tingest rundt om livet, der besværliggjorde enhver form for åndedræt og betød, at jeg ikke kunne sidde, så jeg måtte stå og gå et par timer, indtil jeg endelig flåede tingesten af med blævrende fedt og jublende lunger.

Så ringede hr. Appel. “Det har regnet idag, her på golfbanen på Mallorca” beklagede han sig. Med en venlig tanke til morgenens tætte tåge og 3 graders forrygende varme, samt en dag fyldt op med arbejde, børn og alskens fortrædeligheder, måtte jeg bede ham tørre sine øjne. Desuden skulle han i bad og gøre sig klar til aftenens festivitas. Den søde mand har iøvrigt valgt at shoppe smykker på sin tur. TIL SIG SELV.

Au Pairen fik blomster. Det gjorde jeg ikke.

Aarstiderne afleverede mandagskasserne. De tog ikke de gamle kasser med. Selvom vi har tømt dem for alt og sat dem frem hvor de er nemt tilgængelige. Økofacister.

Yngstebarnets lærer mailede mig, og orienterede mig om, at barnet (der ellers er mit flittige barn) havde afleveret en opgave, der slet ikke ydede ham retfærdighed (underforstået: Gør noget ved det, barnemoder!!). Mellembarnet faldt i søvn, så han helt sikkert ikke kan sove i nat og ældstebarnet måtte blive på arbejde til kl. 18.30 på grund af travlhed. Han havde ingen penge, ingen mad og var sulten. Hvilket han på en måde bebrejdede sin mor. The joys of motherhood.

Lavede aftensmad fra Aarstiderne – økologisk og overskudsagtigt (selvom jeg altså kører med det minimale overskudskoncept – nemlig kvikkassen. Ville være blæret hvis det havde været dogmekassen, men lets face it – det kommer ikke til at ske). Lækre pandestegte kartofler og gulerødder krydret med dejlig rosmarin. Frikadeller med revet squash og en skøn salat med pærer. Ungerne gad ikke spise det. Au Pairen og jeg sad så alene og guffede frikadeller og panderet. Smagte faktisk godt. Orkede ikke at skælde ud på ungerne over manglende entusiasme over sund mad. Havde dog lyst til at råbe af alle andre. Nøjedes med at knurre lidt af hunden.

Heldigvis skulle jeg til Zumba. Gav den gas og endte med at smile. Trods alt. Svært at se sur ud imens man shaker sin booty!

Ligger nu i min seng og tænker, at det er en dag, jeg aldrig får tilbage. Heldigvis.

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin