Afhængig – men ikke misbruger

Ok – hvis I tror jeg skal ud i en længere fortælling om mit misbrug, kan I tro om igen. Jeg er nok ret afhængig af kaffe. Og lakrids. Og måske rejser. Men derudover altså ikke noget behandlingskrævende.. medmindre altså det er behandlingskrævende at være afhængig af andre mennesker?

Jeg havde en samtale med en god ven omkring konceptet afhængighed. En meget stimulerende intellektuel affære, der fik mig til at tænke godt og grundigt over min afhængighed – den følelsesmæssige, vel og mærke.

Vi drøftede blandt andet dét at være afhængige af andre mennesker. Er det godt eller skidt? Eller; det er jo selvfølgelig skidt at være så afhængig af et andet menneske, at det nærmer sig stof- eller alkoholafhængighed. Du ved.. typen, der truer med alt muligt ubehageligt hvis de bliver forladt (og som nogle gange faktisk gør noget ganske forfærdeligt, når de bliver forladt) og typen, der ikke kan tage stilling til noget eller nogen uden et andet menneske som krykkestok. Det er heller ikke smart at være så afhængig af kærlighed, at man fuldstændig slipper sine principper, sin selvrespekt og sin identitet.

Men altså vi fødes jo fuldstændig afhængige af andre mennesker, vores  fysiske overlevelse afhænger af, at nogen tager opgaven på sig –  og ofte forlader vi også livet, efter at have været afhængige af andre menneskers hjælp i kortere og længere perioder. Så i virkeligheden er afhængigheden jo et helt grundlæggende livsvilkår og overlevelsesvilkår for alle mennesker. Det er det første – og ofte også det sidste – vi oplever i dette liv.

Efter fødslen, og efterhånden som vi bliver ældre, oplever vi den (indrømmet) berusende følelse af større og større selvstændighed. Vi kan selv spise, så kan vi tage bussen, flytte hjemmefra, forsørge os selv – vi bliver uafhængige. Eller gør vi? Er det godt at være så selvkørende, at vi til enhver tid ved, at vi kan klare os selv, uden andre? Og er det i øvrigt sandt?

En historie fra mig eget liv kan belyse sagen: I forbindelse med min livskrise tilbage i 2014 besluttede jeg at gå på deltid. Den beslutning har jeg tæsket rundt i her på bloggen, men for lige at opsummere kan jeg fortælle at jeg op til det punkt i mit liv,  havde insisteret på at bevare mit fuldtidsjob. Jeg skulle fanme ikke være afhængig af en mand for at forsørge mine børn og mig selv. Men på det tidspunkt indså jeg jo så, at jeg levede et liv, der overhovedet ikke matchede mine værdier og ambitioner om at være en god mor. Og vores families omstændigheder vanskeliggjorde også mine drømme om uafhængighed. Så efter lange overvejelser gik jeg på deltid. Og blev afhængig. Af min mands indtjening. Gjorde mine børn afhængige af min mands indtægt. Jeg spekulerede længe over det, at jeg sådan havde opgivet min økonomiske frihed og gjort mig “afhængig”. Det tog laaaaang tid, men efterhånden fandt jeg ud af, at beslutningen var rigtig. At afhængigheden var et vilkår, hvis jeg ellers skulle leve et liv, jeg ønskede mig og kunne holde til under de omstændigheder, der nu engang udgjorde mit liv.

Jeg er ofte blevet spurgt om, hvorvidt det nu er klogt, sådan at være afhængig af en mand. Og det  ved jeg ikke nødvendigvis om det er. Det er jo et spørgsmål om, at min mand lever op til det ansvar for min og børnenes afhængighed, at den tillid jeg har vist ham, er noget, han tager alvorligt og forvalter med omtanke.

Og er det bedre med den totale frihed.? Altså en viden om, at jeg til enhver tid vil kunne gøre mig fri af mit ægteskab, uden den afhængighed. Individualisme og frihed står jo som det store lysende neonskilt for lykke i vores tid. Dét at man ikke er afhængig af andre, at man har frihed til at blive den person, man ønsker – man kan frigøre sig uden de store konsekvenser – fra alle afhængigheder. Man er sig selv nok. 

I virkeligheden tror jeg ikke på, at den type frihed er særligt befordrende for ens tilfredshed eller lykke.  Jeg tror på, at de meget stærke bånd til familie, kultur, slægt og historie er en art afhængighed, der giver os fokus og formål. Dét at vi lever i en slags gensidig afhængighed styrker simpelthen følelsen af at høre til. At være en del af noget større. Jeg tror på at den uendelige frihed (og troen på at man kan frigøre sig fra alle snærrende bånd), manglen på en egentlig, ubrydelig forpligtelse kan ende med følelsen af rodløshed og formålsløshed. For hvis man kun er afhængig af sig selv – er sig selv nok – bliver man så ikke ensom?

Nå – men for lige at få et yngre perspektiv på sagen, spurgte jeg filosofisk anlagte mellembarn (17 snart 18 år og en glimrende repræsentant for Gen Z):

Mig: “Jeg har brug for indspark. Afhængighed af andre – er det godt eller skidt?”

Barn: “Det ved jeg ikke – det er da et mærkeligt spørgsmål”

Mig: “kom nu.. jeg har brug for en frisk hjerne”

Barn: “Altså – det er jo som med alt andet i livet et spørgsmål om balance. Men jeg tror ikke man får et godt liv, hvis man slet ikke er afhængig af andre, det har man brug for, tror jeg”

Altså.. retfærdigvis skal det siges, at barnet jo er opdraget af undertegnede, og derfor er et meget fornuftigt og velreflekteret menneske. Og fællestrækkene viste sig tydeligt her.

Måske er det også fordi jeg selv er opdraget til – og har opdraget mine egne børn til – at det her med familie, det er ikke noget, man sådan vælger til og fra. Er man i en familie, tager man ansvar – og man har tillid til hinanden. Man accepterer, at der er tale om et gensidigt forpligtende afhængighedsforhold. Man er ikke bange for den følelsesmæssige (og nogle gange praktiske) afhængighed, det fører med sig at være en del af noget, der er større end en selv.

Det betyder jo selvfølgelig ikke, at man ikke skal vare sig for at blive patologisk i sin afhængighed, og ende som stalker, eller som en sølle stakkel, der ikke kan eksistere uden at få kunstigt åndedræt af den eller de, vedkommende er følelsesmæssigt afhængig af. Men det er jo altså sygeligt, og repræsenterer ikke en “normal” afhængighed.

Man skal heller i kke tro, at man kan lægge hele ansvaret for sin egen lykke i hænderne på andre. Det går jo ikke. Det er heller ikke sundt. Det er ansvarsfralæggelse, som er noget helt andet.

Hvad der derimod er sundt – tror jeg – er de ubrydelige bånd til de mennesker, der er vigtigst. Den tillid, man viser de mennesker ved uforbeholden at lægge en del af sin lykke, sit liv, i deres hænder er også en form for afhængighed, der kræver rigtig meget på det personlige plan. Og prisen for at gøre det kan være helt urimelig hård. For hvis det bånd brydes.. så går man i stykker. Så kan man forhåbentlig samle stykkerne op og lime dem sammen efterhånden, men man vil altid have nogle svagee punkter i den lim, der holder sammen på den sårede sjæl. 

Store tanker, som jeg ikke er færdig med – men jeg kan mærke, at jeg det på en eller anden måde byder mig imod, når man afviser “afhængighed” af andre mennesker som noget ubetinget dårligt. Særligt fordi vi fødes afhængige af mennesker, familier og andres opofrelse for vores skyld. I min optik er det et livsvilkår og en naturlig samhørighed og gensidig afhængighed, som det moderne menneske forsøger at kæmpe sig ud af – med ikke specielt gode resultater i forhold til mentalt helbred, ensomhed og følelsen af at være en del af noget større. Frihed er fedt. Men det er de stærke bånd – afhængigheden af vores medmennesker – der holder os groundede i tilværelsen, tror jeg.

Bare et par fredagstanker – indtaget under indflydelse af en af mine afhængigheder: God kaffe.

Hav en dejlig fredag og en skøn weekend.

Fru Appel