Stress er en bitch

Dejlig kæresteweekend – virkelig dejlig – med hr. Appel i Hamborg. Holde hånd, spise ude, shoppe og hygge…

Søndag hjem til de kære unger og gøre klar til endnu en uge. BUM. Stressbitchen rammer mig som en hammer, da jeg kommer til at tjekke mit ugeskema. Ikke at der skal ske særlig meget i forhold til, hvad jeg skulle nå på en normal uge i mit “tidligere liv”

Restylane, tandlæge, frisørbesøg med børnene, møder på arbejde…

Og så kom jeg til at købe fuldt løbegear nede i Hamborg. Sko, tøj, hele det forkromede udstyr. Og et spejlreflekskamera – som jeg har ønsket mig længe, og som hr. Appel mente jeg skulle have “bare fordi”

Så er det man ligger i sin seng og ikke kan sove, imens man tænker på, at man nu har forpligtet sig – dels på løb, dels på at lære at tage gode billeder med et kompliceret kamera (det tog mig flere timer at finde ud af, hvordan man tager et helt simpelt foto).

BUUUUM… stressen lander om natten. Svært ved at abstrahere, svært ved at tænke klart og få afdramatiseret ting som en løbetur, eller et kamera. Turen til frisøren med ungerne bliver til en ulidelig rejse – og helt galt går det, når jeg kommer i tanke om, at jeg også skal bestille tid til mig selv. Og mellemstemanden skal til fodbold. Han skal klædes om. Der skal laves mad.. Zumbaaften…små søm drøner rundt i mit hoved med alle de forb….. ting jeg skal. Ubetydelige ting, der ikke burde fylde – men de råber til hinanden inde i mit hoved.

Det hele ryger – ufortyndet – ned i den store røreskål, der er min hjerne, og små fragmenter kan ses. En lille bid “åhh nej, gad vide hvordan det går hos tandlægen” en snas “åhh nej, vi har ingen mælk til børnenes morgenmad” det hele ryger sammen i et uoverskueligt mix af forpligtelser, gøremål og ansvar. Hæver op som gærdej i et lunt køkken, indtil det hele eksploderer og der bare er klatter af uoverskuelighed over alt

Hvorfor siger man ikke bare til sig selv:

“Sødeste Line, du kan slappe af, når du kommer hjem fra arbejde – det tager max en halv time hos frisøren” Du BEHØVER ikke tage til Zumba, og hvis du vil vente med at løbe til næste uge, hvor der hverken er tandlæge eller Restylane på programmet – så gør du bare det.”

Det gør man ikke… fordi sådan er det at have stress. Man kan ikke rationalisere og afgrænse. Den evne er kompromitteret af sygdommen. Jeg arbejder på det. Og jeg arbejder på at komme videre. Det går hele tiden fremad – men det er svært, og vejen er fyldt med tilbagefald.

Derfor er der også mange indlæg på denne min blog om ting, der virker ubetydelige.. tøj, make-up, hygge.. men det er med vilje. Det er nemlig vigtigt, synes jeg, at fokusere positivt på de små ting – og så tage de store psykologiske kampe, når der er rigtig brug for det. For eksempel når man har en dårlig nat, fordi man bliver bange for sit eget løbegear og kamera.

Til skræk og advarsel – løbesko fra Adidas – løbetøj fra Nike, strømper fra Asics. Alt købt i Hamborg. Men pas på – det kan koste søvnløse nætter!!