Mit liv som frue: Golf

For nogle år siden fik jeg en fin og dyr julegave af hr. Appel. Det var den største pakke under træet det år, og det er jo fantastisk at få årets største pakke, når man i bund og grund er en barnlig sjæl. Det var et golfsæt. Et rigtig flot et, af mærket “Callaway”. Komplet med lyserød paraply for lidt “girly-faktor”.

Det kunne jo godt virke en anelse mærkværdigt, når jeg nu aldrig havde spillet golf. Never. Jeg er jo danse-typen. Golf indbyder jo ikke lige til booty-shaking. Og så alligevel – jeg ved ikke om I nogensinde har set en golfspiller gøre sig klar til at slå ud… der er lidt stivhoftet shake over det, faktisk.

Men forklaringen (eller den officielle forklaring) var, at hr. Appel havde besluttet at interessere sig for vores parforhold. Han havde fundet ud af, at det ville være sundt for os at have en fælles hobby. Da han ikke lige kunne se sig selv i Zumba, havde han så taget en beslutning om, at golf måtte være sagen. Så kunne vi jo også tage på golfrejser, når vi var gamle – og med venner. Og golfhoteller er oftest lækre hoteller. Med Spa. Forklarede han med et indforstået glimt i øjet, der skulle vise, at han faktisk også har forståelse for mine behov.

Ok. Som kvinde er man jo rørt over, at ens bedre halvdel viser en så stor passion for at bevare gnisten i parforholdet, så jeg kyssede ham og indvilgede i at tage det der obligatoriske golfkursus i det følgende forår.

Første del af forberedelserne var faktisk sjove. Det var noget med at købe golftøj – og sko (de fås ikke med hæle, vil jeg skynde mig at tilføje). Godt nok var det tøj, jeg ikke ville fanges død i uden for en golfbane (pæne, lige bukser, polotrøjer og nydelige windbreakere – og caps). Det gik faktisk meget fint at få samlet en nydelig garderobe alene til brug for det herlige friluftsliv på golfbanen.

Så kom foråret. Hr. Appel fik mig meldt ind i sin egen golfklub, og jeg blev meldt til det her obligatoriske kursus man SKAL tage, for overhovedet at blive sluppet løs på en golfbane. Det er sådan noget med både teori og praksis, lidt ligesom at tage kørekort – bare mere britisk og kompliceret.

Som altid når undertegnede deltager i noget-som-helst gled jeg ubesværet igennem teoridelen. Selvom jeg ikke er en ørn til matematik lærte jeg de mærkelige pointsystemer, og min fremtid som kvindelig golfer virkede sikret. Jeg begyndte endda at abonnere på et  britisk dame-golf-blad med endnu flere fikse vatterede veste, råd til køb af drivere og de evigt nærværende kasketter.

Så kom den praktiske del.

I betragtning af, hvor meget jeg havde shoppet og hvor meget jeg havde læst om golf, skulle man tro, at mit åbenlyse talent ville blomstre. Men nej. Min stakkels instruktør fik et vildt blik i øjnene, når han så mig komme slæbende med mit julegave-golf-sæt. Han var en tålmodig sjæl iklædt cap og (er jeg sikker på) store mængder undertrykte frustrationer.

Det største problem var at slå langt nok. Jeg er jo en vatarm. Og det var svært at finde tid til at øve sig med fuldtidsjob, en mand der aldrig var hjemme og 3 børn, der indimellem gerne ville se deres mor.

Løsningen blev, at jeg 3 morgener om ugen stod på driving rangen kl. 6(!!) om morgenen og kylede den ene bold efter den anden ud over græstæppet.

Efter mange tidlige morgener, en frustreret instruktør og en endnu mere frustreret fru Appel, lykkedes det mig trods alt (med hiv og sving) at bestå den der prøve og få det lille kreditkort man skal bruge for at få adgang til golfbanen uden babysitter.

Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorfor så mange synes det er så fantastisk et spil. Synes vist nærmest det er lidt kedeligt. Det eneste, der holdt mig oppe de tidlige morgener på driving rangen var høj salsamusik i mit headset.

Men nu havde jeg så mit fine kort. Så ventede jeg. Og ventede. For det lykkedes ikke hr. Appel at invitere mig på golfbanen én eneste gang. Ikke én. Jeg har ikke spillet siden – golfsættet står i kælderen og samler støv. Og det ville være løgn at påstå at jeg savner det. Overhovedet.

Hr. Appel taler med jævne mellemrum om, at jeg skal igang igen. Altså for at vi kan have en fælles hobby, og tage gode lange ture på golfbanen sammen, få frisk luft og styrke vores parforhold.

Men nu har jeg jo luret ham. Det handler jo ikke så meget om parforhold eller fru Appel. Det handler jo om hr. Appel, der gerne ser, at der kan bevilges mere tid på golfbanen, og hvis han skal slæbe fruen med rundt, så “so be it” man kan klare lidt af hvert, for at udleve sin passion. Og golfferier. Tænk at tage på ferie for at spille golf. Det er jo lige til at holde til, synes hr. Appel.

Og så troede han vist, at han i samme omgang kunne score nogle billige point hos fruen, fordi han – helt på eget initiativ – havde fundet ud af, at han ville styrke vores forhold og give os mere at snakke om.

Foreløbig spiller jeg ikke golf, før hr. Appel kan præstere en tålelig bootyshake og en shimmy uden alt for mange fejl. Noget for noget. Forhandlingerne har derfor ligget stille en længere periode.

I mellemtiden er der så også flyttet en fin dameracercykel ind i kælderen. Til golfsættet. Sådan en virkelig blæret en i carbon. Den skinner stadig flot og ny – men det er en helt anden historie.

Godnat og sov godt.

Fru Appel