Regel 5: Slangeskinds-Bikini-Klar

Og så er der premiere på regel nr. 5.

Træning, træning… what to say?

Jeg har aldrig været trænings bedste ven. Da jeg var barn gik jeg til fodbold, dans, håndbold, ridning, judo og hvad man ellers kunne deltage i, i mit lille vestjyske landsbysamfund. Jeg har aldrig været god til sport. Lidt til dans måske, og judo – men ellers er min motorik bare ikke velegnet.

Da jeg var omkring 8-9 år gammel begyndte jeg at blive bevidst om, at jeg havde vægtproblemer, og lige pludselig skiftede træning karakter. Fra at være sjov med vennerne og bevægelsesglæde, blev det et middel til at opnå dét, der lige pludselig blev centrum i, hvad jeg opfattede som den eneste vej til sand lykke: Tynd.

Med ordet “tynd” stående som det blinkende, lokkende lys for enden af en mørk tunnel, kastede jeg mig ud i forskellige former. Men det var ikke sjovt længere. Det skulle forbrænde kalorier – flest muligt. Jeg var igennem 90ernes aerobic, det foregik i hallen på den lokale skole, og i spidsen stod en overgearet blond fyr i alt for korte shorts – Anne Larsen var guruen med sin “LFHC” altså INGEN fedt – men gerne kridhvidt brød og pasta.

90ernes Heroine Chic tog hårdt på en pige, der også dengang var udstyret med naturlige kurver, til trods for, at jeg ihvertfald i perioder var meget tynd.

Da jeg flyttede til Århus for at læse i 0’erne var det step og funk i det lokale motionscenter. On and off – fuldstændig afhængig af, om jeg var på slankekur.

Og jeg tabte mig og tog på – tabte mig og tog på.

Da vi så kom til dette årti fandt jeg (sammen med størstedelen af den kvindelige danske befolkning) Zumba. Nåede endda så langt som at blive Zumba-instruktør. Det var en surrealistisk oplevelse at være en del af fitness-industrien, og jeg mødte også en masse spændende mennesker, der var MEGET forskellige fra dem, jeg normalt omgås.

Så væltede læsset og jeg gik ned med stress. Jeg må indrømme at Zumba også havde forvandlet sig til en krævende pligt. Der var koreografier der skulle udarbejdes og øves, der var masser af arrangementer, der skulle deltages i, der var timer i kolde, lokale haller hvor man skulle piske stemningen op i et Zumbahigh…

Jeg har nu opgivet instruktør-tjansen – og deltager i Zumba en gang om ugen i Fitness World og har en masse socialt med pigerne herfra. Der er bestemt ikke den hype, der var engang, og Zumba betragtes generelt som lidt kikset – men det er jeg nu ret ligeglad med. Jeg elsker at danse – og jeg elsker latinmusik.

Og så er jeg begyndt at løbe. Ikke så meget for motionens skyld, men mere for at komme ud og blive blæst igennem. Og undlade at tænke for meget. Jeg har trænet hjemme med mine unger, kettlebells, måtter og alt muligt andet udstyr, som vi trækker ud på gulvet og så giver vi den gas til musik og har det sjovt sammen. Der er ikke så meget retning på – men vi får arbejdet os igennem kroppen.

Jeg vil tilbage til, at træning ikke handler om “tynd” og kalorier. Det skal være fordi jeg synes det har en effekt på min sundhed – og måske endda fordi jeg nyder det. Jeg ved ikke om de mange års fokus på kalorier og tynd har ødelagt min tilgang til træning, og det derfor altid vil ligge på linje med andre pligter, eller om jeg måske kan finde vejen ind til legen og nydelsen igen? Det er stort at tænke på.

Jeg har lige købt “Bootybogen” af Celestine Maria Jensen. Jeg er så heldig (efter de nye idealer) at være udstyret med et ret stort, rundt bagparti – og nu da der er så meget fokus på denne del af anatomien skal den gerne lige strammes op. Det bliver mit første projekt (sammen med løbeturene) når jeg igen må dyrke sport

Billedet er lånt fra Saxo.com – og bogen kan købes her. Den er letforståelig og overskuelig.

Jeg overvejer at hyre en personlig træner i efteråret, for at få lidt retning på hvad jeg skal træne, og hvordan. Det har jeg aldrig haft, men jeg føler et behov for at være lidt mere målrettet og skabe en sammenhængende træning. Gerne med mantraet “at opnå mest muligt med den mindst mulige indsats”

Indtil videre vil jeg stadig nok satse meget på hjemmetræning – og gerne involvere børneflokken for hyggens skyld.

Samtidig glæder jeg mig til at komme tilbage til den ugentlige Zumbatime – og måske ikke så meget selve løbeturene, men det, de gør ved mig.!

Fru Appel