Delikatesse-snobberi

Nu ved jeg ikke, om der er andre, der – som jeg – er vilde med den gamle TV-serie Matador.

Men en af omdrejningspunkterne i serien er byens “fine damebutik”, hvor den lille, emsige “Hr. Schwann” er 1. mand. Og meget, meget snobbet.

I et af seriens første afsnit er der en lille scene inde fra butikken.

Ind kommer “Fru Apoteker Strøm” for at købe et-eller-andet til garderoben. Hr. Schwann går hende galant og venligt i møde og påbegynder betjeningen. Lige indtil det øjeblik hvor “Fru Konsulinde Holm” gør sin entre. Den stakkels apotekerfrue bliver overladt til et mindre betydningsfuldt medlem af personalet, og Hr Schwann iler til fru Konsulinde Holm med et slesk smil på læben.

NU ved jeg, hvordan stakkels fru Apoteker Strøm har haft det i den situation.

30. december skulle Fru Appel nemlig besøge en af byens finere delikatesseforretninger, for at finde lidt lækker inspiration til nytårsaftens tapas.

Jeg venter pænt på, at de bliver min tur, og de unge herrer der betjenes før mig får overstået deres indkøb.

I en – synes jeg – rimelig forventning om, at det nu er min tur, begynder jeg at tale til damen bag disken – noget i retning af “ja – vi skal jo have tapas til nytår”. Damens blik flakker fra mit (bevares; makeupfrie, bebrillede og ganske uglamourøse ansigt) og om bag mig.

“Ja – ved du hvad” siger hun hurtigt “du kan lige blive betjent af (et navn tilhørende en meget, meget ung dame bag disken)” og så henvender hun sig ellers til damen bag mig og tilbyder sin hjælp. Damen ser helt befippet ud og mumler noget om at det ikke er hendes tur, men butiksdamen er meget insisterende.

Den anden kunde er iklædt Burburry tørklæde og en Burburry taske (alt i den klassiske Burburry-tern) og meget, meget nydelig. Hun bliver vinket over til butiksdamen, og den unge pige tager imod min ordre på dyr ost, forskellige slags tomatpesto og hvad jeg ellers lige kunne finde. Jeg fik dog ikke nogen særlig vejledning – som jo egentlig er det man efterspørger i en dyr specialforretning.

Ok så. Fru Appel viser sig åbenbart for lidt i byens bedre butikker. Bliver bare nødt til at sige, at over min arm slæbte jeg min kuffert af en Louis Vuitton taske (dog ikke i logo-skind) og min jakke var ikke Burburry men dog Calvin Klein, men det så butiksdamen tilsyneladende ikke. Eller også foretrak hun bare Burburry? Moralen må være, at vil man fedtes for her i byen, så gælder det om at bære sine brands på en tydelig måde, der ikke kan overses – ellers overlades man som en anden fru Apoteker Strøm til butikkens menige ansatte.

Det ligger selvfølgelig fast, at jeg ikke sætter mine ben i omtalte butik igen. Fandt iøvrigt også ud af, at byens gode slagter var 10 kr billigere pr. 100g af den helt samme ost, jeg havde købt i førnævnte etablissement.

Herning er faktisk ikke væsenforskellig fra Korsbæk.

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin