Pulverkurs-mandag med hold i ryggen

Nå – som nævnt er jeg jo lige kommet hjem fra skiferie – og idag var så første arbejdsdag efter en uges hygge (herunder med store mængder af den gode og billige svenske bland-selv-slik)  med familien.

Kl. 3 i morges vågnede jeg med sindssygt ondt i ryggen. Altså virkelig sådan, at jeg nærmest tabte vejret fordi det føltes som om nogen fandt det morsomt at sparke mig i ryggen.

Til trods for diverse forsøg med at organisere mine (mange!) puder på hensigtsmæssige måder, lykkedes det mig ikke at falde i søvn igen, før vækkeuret ringede på et helt ukristeligt tidspunkt (5.40). Jeg kom ud af sengen med besvær – og taknemmelighed over, at hr. Appel og jeg har fremtidssikret vores seng, der – for mit vedkommende – er så høj, at jeg faktisk ikke kan nå gulvet med fødderne, når jeg sidder på sengekanten. Jeg var bare ALDRIG kommet op af vores tidligere seng, sådan en lav “jeg-var-moderne-i-nullerne” flyder helt nede ved gulvet.

Jeg kom skam også i bad og fik lagt make-up – selvom jeg humpede rundt som en rollator-klar gammelmor og klagede mig højlydt til alle (eller det var nu faktisk bare hr. Appel, da resten af huset sov).

Og så var det, jeg kom i tanke om, at en ulykke sjældent kommer alene!

Idag var pulverkursdag.

Altså – jeg havde jo egentlig LOVET mig selv, at det er slut – endegyldigt slut – med kortsigtede mirakelkurs-projekter. Men så var det jeg faldt over et virkelig godt tilbud, fra det for mig ukendte koncept: Livishape. 645 kr. for en uges fuld kost. Á 800 forud udregnede kalorier pr. dag. 3 hovedmåltider og 1 mellemmåltid. Værsgo’

Og så var det jeg alligevel kom til at trykke på “bestil” sikkert blot af gammel vane. Og så ankom jo den fine pakke fra Livishape – incl. nogle piller og også noget “Fibervand”.

Da det ligesom var for sent at gøre beslutningen om, blev jeg enig med mig selv om, at pulvermaden fint kan fungere som en slags “sukker-detox” efter en alt for sukkerfyldt ferie. Det er nemlig nemmest at stå sukkerafvænningen igennem, når alt er målt og vejet på forhånd, og jeg ikke behøver forholde mig til andet, end at åbne pakker og tilberede (eller varme/shake og andre tiltag, der knap kan betegnes som “tilberedning”)

Konceptet består som sagt af pulver: 6 x vanilleshake – 6 x jordbærshake – 2 barer – 7 forskellige retter (Pasta Carbonara, Mexicansk Taco, Aspargessuppe, Karry/Nuddelsuppe og Spicy Pasta Bolognese) og så er der 7 mellemmåltider der fx kan være kage, croutoner, chips mv.

Jeg har faktisk tyvstartet lidt, for jeg har drukket det såkaldte “Fibervand” som egentlig bare smager som saftevand, men som er produceret på fibre og 1/2 liter udgør 10% af ens daglige fiberindtag. Det smager faktisk ret godt. Og mætter. Og jeg er vild med det og bliver sandsynligvis ved med at drikke det. Det er også vældig rart, når jeg nu først spiser morgenmad kl. 9.30, at jeg har “noget” til at fylde tomheden (følelsesmæssigt såvel som fysisk, forstås!).

Nå – men kl. 9.30 vraltede/humpede jeg klagende op ad arbejdspladsens stejle trappe, for at indtage min “morgenmad”. 2 dl Vanille-shake. Jeg er faktisk ikke så meget til sådan noget proteinpulver – men jeg må sige, at denne smagte ok.  Uden at være en stor gastronomisk oplevelse, sendte den mig på smagsmæssig fantasirejse mod softice og sommersol. Og det var egentlig ok på en ellers råkold og regnvåd mandag morgen.

Men 2 dl shake er altså ikke meget. Og da SLET ikke når man har ondt i ryggen – og ondt af sig selv.

Ikke desto mindre hang jeg i til frokost. Efter at have indtaget mit “mellemmåltid” bestående af 2 appetitsænkende “Fiber Konjac” piller, stod den på jordbær-shake. Også en ok oplevelse, når man tager pulver-konceptet i betragtning. Altså drikkeligt uden der opstod spontan trang til opkast (som nogle af mine fidus-lynkure i fortiden har medført)

Jeg har besluttet mig for, at aftensmaden skal bestå af “Mexicansk Taco” serveret i salatblade. Og så nupper jeg et mellemmåltid efter aftensmad, så jeg ikke er svimmel af sult og kalorieunderskud, når jeg står op i morgen (som om!)

Det er hårdt. Min organisme skriger på lakrids, chokolade og Fanta og andre basisfødevarer. Men en uge kan jeg vel klare?

For lige at føje spot til skade, skal det nævnes, at jeg i min (retfærdige) selvynk denne morgen, ikke fik vejet mig – så jeg kender ikke min startvægt, så jeg kan give jer et nøjagtigt vægttab. Jeg vil lige forsøge at huske vejningen i morgen (selvom det jo faktisk godt, qua de ekstra feriekg, kan virke befordrende for den allerede betragtelige selvmedlidenhed, jeg vælter mig i p.t.)

Så konklusionen er: JA jeg ved at der ikke findes mirakelkure. JA jeg ved at det handler om at lukke munden og lette røven. JA jeg er klar over at løsningen er alt andet end langtidsholdbar. Men ved I hvad? – slankekure er jo nærmest blevet min hobby. Efter jeg så småt har fundet ud af, at “tynd” ikke er det samme som “lykkelig”, har jeg fået et langt mere afslappet forhold til slankekure. Jeg hygger mig med at google dem, hygger mig med at afprøve dem – tager dem for det de er – kickstart når motivationen til en sund livsstil lige skal boostes – og jeg trænger til at føle, at jeg gør noget drastisk. Med andre ord handler det mere om følelsen af at give den en skalle, end forventningen om, at jeg om en uge på mirakuløs vis ligner en supermodel.

Og det er så også mit råd til jer, kære læsere: Tag det for, hvad det er – hyg jer med det og tag det ikke alt for seriøst med de der slankekure!

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Instagram og Facebook