Pinup Pilgrim i Oslo (3)

Fødselsdagsgave – fra mig til mig!

thumbnail_img_9064

Ak ja – årets skiferie er slut. Heldigvis er alle knogler hele, omend musklerne er ømme ovenpå de uvante fysiske udfoldelser. Og så har jeg jo holdt fødselsdag. 42 år. Du godeste. Den blev fejret med skiløb på en iskold dag, varm kakao og pandekager – og så lavede hr. Appel selv middag: Færdigkøbte fladbrød fyldt med salat (som han selv havde skyllet og snittet), agurk, ketchup og microopvarmede kødboller fra den lokale ICA (svensk supermarked) – han brændte selvfølgelig fingrene! Desserten var ALT FOR MEGET “Lösgodies” og underholdningen var de sidste 3 afsnit af gode gamle “Matador” som jeg elsker – og som vi fik set samtlige 24 afsnit af, på vores skiferie.

Mine gaver har jeg sådan set modtaget på forhånd. Hr. Appel gav mig jo den fantastiske tur til Oslo (læs mere her, her og her) mine forældre har foræret mig børnepasning til næste knaldeferie. Ældstebarnet har lært og spillet Hr. Appels og min sang for mig (ja – så corny er man, når man lærer hinanden at kende i teenageårene!) og på ferien fik jeg en af de første dage,  en ny varm hue af de yngste unger – så der var ingen gavefest til mig på selve dagen. Men så er det jo godt, at man kan købe gaver til sig selv.

Denne broche bestilte jeg på Etsy for et stykke tid siden. Det er ingen hemmelighed, at jeg er fuldstændig fjantet med Disney-tegnefilm, og da i særdeleshed med “Skønheden og Udyret” (jeg kan i DEN grad relatere til Belles fortrædeligheder, siger det bare!). Nogle af mine yndlingskarakterer i filmen er “Mrs. Potts” og “Chip” – den moderlige tepotte med sin søde og lidt frække søn, tekoppen.

Så da jeg på endnu en sen aften gennemgik nyheder i nogle af mine yndlingsshops på Etsy fandt ud af, at “Small Victories Handmade” har produceret et parti brocher med netop Mrs. Potts og Chip som motiv, så besluttede jeg selvfølgelig, at det var en perfekt fødselsdagsgave til mig selv.

brochecollageOg lige før jeg tog afsted på skiferie ankom den så – og jeg er VILDT glad for den. Jeg elsker brocher – en forholdsvis ny passion – og jeg er godt på vej til at have opbygget en lille, men dejlig, samling af både smukke, finurlige og sjove brocher, der kan kaste lidt glans over min garderobe.

Det gode ved brocher er, at man lynhurtigt kan tilføje en interessant detalje til et ellers forholdsvis neutralt outfit. Og så kan jeg altså godt lide, når der er lidt humor inde over et ellers meget voksent-alvorligt kontor-look (selvom jeg nu ikke lige p.t. gør så meget i voksent-alvorligt-stilen).

Men som om en sød og sjov broche ikke var nok i sig selv, ja så ankom den i den fineste lille æske, ledsaget af et håndskrevet kort og en lille smykkepose med en slikkepind og en ekstra lille broche, der faktisk forestiller en melkrukke. Jeg forestiller mig at sidstnævnte kunne være passende på et af mine flæsede værtindeforklæder – hvis nu forklædet ikke udsender en stærk nok husmoder-vibe i sig selv!

Jeg kan varmt anbefale den lille Etsy butik “Small Victories Handmade” priserne er yderst rimelige (fra ca. kr. 90 til ca. kr. 165) og der tilføjes hele tiden finurlige nye brocher til udvalget. Det er også en fantastisk venindegave, hvis der er én veninde, der trænger til lidt opmuntring eller en sød fødselsdagsgave.

NB: Som sagt var der tale om en fødselsdagsgave til mig selv – som er købt på samme vilkår som er gældende for alle andre – der er således ikke tale om et sponsoreret indlæg.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Instagram og Facebook

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pinup Pilgrim i Oslo (3)