Pinup Pilgrim i Oslo (2)

Pinup Pilgrim i Oslo (3)

Som jeg har skrevet lidt om her, var kurset med Ella (Miss Victory Violet) utroligt spændene – og det var helt fantastisk, som hun fik forvandlet modellerne til de rene pinup-gudinder.

Klokken nærmede sig dog hastigt eftermiddagstid, og jeg var sulten – jeg havde jo kun fået morgenmad. Og heldigvis var der sørget for ethvert pinup-behov til denne begivenhed – snart var vi bænket til en fantastisk omgang Afternoon Tea. Et koncept jeg aldrig har forsøgt mig med før. Jeg har faktisk heller aldrig været i London! Men det skal vi nu nok have lavet om på, efter denne oplevelse

afternoonteacol

To kæmpe etagerer blev båret ind til vores 4 personers bord. Proppet med lune scones, små sandwiches og søde sager. De havde bunkevis af valgmuligheder, da vi skulle bestille te – men jeg panikkede fuldstændig og nøjedes med en omgang “Earl Grey”, da tjeneren henvendte sig. Det var nu også godt. Hver gæst fik sin egen porcelænskande te, og bordet var dækket med citronskiver. Meget stilet og ladylike-agtigt.

Jeg kan på det varmeste anbefale at tjekke Cafe Christianias Afternoon Tea ud, hvis man alligevel er i Oslo!

Det bedste var scones’ene. Helt lune og afsindigt bløde. Jeg spiste 2, som jeg smurte med syltetøj, flødeskum og lemoncurd, og til trods for et seriøst pres på korsettet lykkedes det mig også at spise at par små sandwiches og lidt kage. Ret imponeret af min egen indsats, må jeg sige. Jeg drak i øvrigt også en hel kande te – for lige at sætte trumf på!

Det var simpelthen så hyggeligt. De andre kvinder var søde til at tale nogenlunde langsomt og oversætte med engelske ord, hvis jeg ikke lige fangede det norske, men som eftermiddagen skred frem gik det faktisk fint med at kommunikere på skandinavisk blandingsdialekt. Vi grinede, talte om kjoler, sko, pinup kulturen og selvfølgelig de sædvanlige emner: Børn, job osv.

For mig var det jo lidt af en åbenbaring at tale med så mange andre kvinder, med samme interesser som mig. Der er vist ikke så mange i Herning (hvis I er derude, midtjyske pinup’er – så kontakt mig venligst, så vi kan drikke noget “Afternoon Tea”)

Det viste sig at der er forskellige tilgange til pinup-livet. Nogle dresser up til særlige lejligheder. Andre – som jeg – går i pinup/rockabilly inspireret tøj til daglig. Men vi havde alle haft de her sjove oplevelser med andre mennesker, når vi promenerer vores kjoler, underskørter, sjove frisurer og markante make-up. Sidstnævnte 2 dele er dog noget jeg først skal til at lære!

Jeg havde en middagsaftale med vores gamle au pair, Samia, som lige er flyttet til Oslo, så sidst på eftermiddagen sagde jeg pænt farvel til Miss Rockabully (Tonje) og søde Ella, som jeg fik fortalt, at hun altså er en kæmpe inspiration, og at hendes blog var det første rigtige pinup-relaterede univers jeg stødte på. Det er snart længe siden – og var før, jeg overhovedet selv købte mit første tøj. Men det er stadig min yndlingsblog, fordi Ella altså kan noget særligt med sit nydelige sprog og sine ærlige, søde og sjove beskrivelser af livet som professionel pinup. Hun virkede glad for mine ord – OG HUN ROSTE MIN KJOLE! Seriøst. Miss Victory Violet roste Fru Appels kjole. Højdepunkt lige der! Prøv lige at være en forrykt starstruck teenage type, der kun med al den selvkontrol min 41-årige krop mestrer, undlod at hoppe op og ned på stedet.

Aftenen tilbragte jeg i selskab med Samia, som jeg savner rigtig meget. Så det var dejligt lige at få lidt tid til at tale sammen.

samiacollage

Da jeg gik i seng – fuldstændig udmattet og med indtryk myldrende rundt i mit hoved – var jeg simpelthen så glad. Endnu en perfekt dag i Oslo. Og cirka en gazillion kalorier indtaget. Men who cares? Body positivity er jo en stor del af dét at være en pinup. Også når body’en er fyldt med Afternoon Tea og Chokolade Fondant. Og en kæmpe kop Starbucks, der faktisk ikke gjorde meget godt for min nattesøvn.

Søndag – dagen efter – var hjemrejsedag. Men først skulle jeg lige igennem en totalt hår-makeover udført af den søde, hjertelige og glamourøse miss Rockabully.

Fru Appel

________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Instagram

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pinup Pilgrim i Oslo (2)