Verdenspremiere

Jeg er sådan en, der larmer. Altså sådan en, der (lydmæssigt og i perioder fysisk) kan fylde rigtig meget i et rum. Jeg griner meget og højt – jeg taler meget og har en gennemtrængende stemme….

Og så tænker jeg jo, at endnu et medie kan få glæde af alt denne herlighed. En blog. “Efter utallige opfordringer” njahhh.. ihvertfald et par stykker (de øvrige fra mig selv) har jeg besluttet at lægge dele af mit liv ud i cyberspace og give den gas med mine meninger, mit liv – stort og småt imellem hinanden.

En præsentation er på sin plads.. Jeg hedder Line. Jeg er vestjyde – mor til 3 vidunderlige (og ganske skrækkelige) drenge. Gift med Hr. Appel (faktisk har vores liv sammen 20 års jubilæum næsten sammenfaldende med dette, mit første indlæg). Og så går jeg og fifler med at være offentlig ansat jurist (det er langt mere interessant end det lyder-ish).

Her på min blog slipper man (indtil videre) for min skærebrænder af en stemme, og mit generelt høje lydniveau – men man vil kunne finde min uforbeholdne meninger om at være næsten 40, kvinde, mor, hustru, kollega. Det vil derfor (IHVERTFALD) indbefatte et indhold, der relaterer sig til følgende:

1. Tøj – jeg skriver ikke mode, fordi mode som koncept ikke interesserer mig – det gør STIL derimod. God stil. Eller min version af den
2. Skønhed – hud, hår, negle.. you name it. Jeg fylder smart 40 – og vi bliver alle ældre.. men “I’m going down fighting”
3. Vægt – mere af nød end af lyst er det en interesse, der har forfulgt mig siden mit 8. år. Har været lillebitte og kæmpestor og alt derigennem i løbet af de sidste 30 år. Prøver at finde en balance – men min historie viser, at det ikke er så nemt som det lyder
4. Jfr. nr. 3 – positiv kropsopfattelse – how to?

5. Alt det andet, der kan interessere en nogenlunde velbegavet, nogenlunde orienteret kvinde omkring de 40

Og resten må bare komme som det nu kommer. Jeg er et ustruktureret menneske, og forsøger ikke at planlægge for meget – for så er det da først helt sikkert, at jeg ikke kommer i mål med projektet.

Grunden til at jeg har døbt min blog “Fru Appel” hænger stærkt sammen med førnævnte Hr. Appel. En stor del af min identitet er bundet op på at være en del af ægteskabet – manden har trods alt været en del af mit liv, siden jeg var en bly viol på 19.

Samtidig er jeg en af de der kvinder, der lever i et 50er agtigt ægteskab med (lidt for) traditionel kønsrollefordeling. Sådan en, som feminister nemt kan blive irriterede over, fordi jeg bare er for afhængig af en mand. Selvom jeg er veluddannet, velbegavet og kvik i replikken – så har jeg altså valgt at skrue ned for eget ambitionsniveau for at tækkes hr. Appels ditto. Materielt nyder jeg frugterne af dette – i praksis betyder det dog også at jeg er en slags enlig mor, omend på første klasse. Ligesom de andre fruer – her i den hvide provinsghetto, hvor 1st world problems (mine egne incl.) står i kø, for at vælte idyllen bag bøgehækkene. Det skriver jeg nok også om. I virkeligheden mangler forkælede forstadsfruer en stemme i debatten – vi er en overset minoritet!

Selvom det nok primært er mig selv, der læser dette – mit første – indlæg, så føles det jo alligevel godt. Sæt igang – Fru Appel is in the house!