Dag 2: Sund Takeaway

Jeg blev vred – 1

Egentlig havde jeg skrevet dette som et samlet indlæg – men fordi jeg havde så meget på hjerte om dette emne, har jeg valgt at dele det op i kortere indlæg (vi taler 3 fulde siders tekst!)  – så der ikke skal gå fristil i projektet.  Jeg håber, kære læsere, I har lyst til at læse hele min føljeton. Første del får I her.

For en god ordens skyld vil jeg lige sige, at Mette har godkendt indholdet, da jeg jo bruger hendes blog som baggrund for min historie. Hun har også givet sin tilladelse til, at jeg må bruge hendes billeder.

 

metteI virkeligheden er det meget få blogs, jeg sådan følger fast. På den måde er jeg en utro type, kan man vel godt sige. Måske fordi mit sind er så flyvsk, og mine interesser hele tiden skifter.

Der er dog undtagelser. Og en af dem er Mettes blog:

getfitinspiration.dk.

Jeg har fulgt bloggen igennem ret lang tid efterhånden, og er blevet mere og mere vild med Mettes ærlige tilgang til det her med vægttab. Hun beskriver ikke bare fantastiske dage fyldt med træning og supersunde salater. Hun beskriver også hvor svært det er og hvor nemt man kan snuble – og hun gør det uden filter. DET er sjældent. For det er ofte forbundet med skam at fejle sit vægttabsprojekt – eller at tage på igen. Og mange bloggere forsvinder ligesom bare, når det sker for dem, fornemmer jeg.

Jeg bliver ofte træt af diverse kost- og fitnessblogs. Netop fordi rigtig mange af bloggerne enten aldrig har været overvægtige – eller fordi der simpelthen er komprimeret for meget overskud og sellerisaft ind i ligningen, til at jeg føler, jeg kan være med. I virkeligheden får de mig til at føle mig usund og doven. Og tyk. Og hvad gør fru Appel, når hun føler sig usund og doven (og tyk)? Hun spiser. Og sidder i sofaen. Det er ikke ment som en kritik af diverse bloggere, det er blot udtryk for, hvad jeg finder inspirerende.

Mettes blog inspirerer nemlig mig. Selvom der er en kæmpe aldersforskel på os, og selvom vores livssituation og vores personligheder slet ikke kan sammenlignes, så kæmper vi de samme indre kampe, når det kommer til mad og træning. Nogle gange går det helt forrygende, andre gange helt ad H til. Man taber sig – man tager på – og man taber sig igen. Men man bliver ved med at prøve. Og man ved faktisk ikke helt, hvad der gik galt, når man efter en periode med vægttab, pludselig finder ud af, at man har taget det hele på igen. Det skete ligesom bare. Livet kom i vejen med alle sine krav, og man faldt tilbage i de gammelkendte vaner.

Udover at beskæftige sig med træning og kost, er Mette også en rigtig god ambassadør for body-positivity-bevægelsen. Jeg ved, der er mange piger og kvinder, der kæmper med at “turde” at gå i bikini og badedragt. Eller de mener der er ting de “ikke kan”, fordi de ikke ligner dem i bladene. Derfor er det SÅ vigtigt, at nogen tør gå foran. Personligt har jeg intet imod at vise mig offentligt i bikini. Også små bikinier som nogen måske ville finde upassende i forhold til min alder og krop. Men jeg ville aldrig have modet til at lægge billeder op på sociale medier. Så jeg går også og putter mig, selvom jeg prædiker kropsaccept.

Og så kunne jeg jo slutte her med en opfordring til, at alle jer, der kæmper med vægttab og/eller manglende kropslig selvtillid, burde tjekke Mettes blog ud, for at finde støtte – og autencitet.

I stedet for, vil jeg adressere noget, som Mette blev udsat for, da hun lagde et lækkert bikinibillede fra sin just overståede ferie, på sin blog – og som berørte mig dybt.

Læs med i morgen og find ud af, hvorfor jeg blev ked af det OG rasende. Både på egne og andre kvinders vegne (det var godt nok den mest kedelige cliff-hanger i bloghistorien – men giv det en chance – det skal nok blive godt;))

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Bloglovin

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dag 2: Sund Takeaway