Mere plastic-fantastic

Jeg tager en fridag idag. Fordi jeg blev opereret i går. Igen af ren forfængelighed.

Slog et smut omkring klinikken (Aleris-Hamlet her i Herning) og fik foretaget en lille-bitte fedtsugning på inderlårene og indersiden af knæene. 180 ml fra hvert lår og 50 ml fra hvert knæ.

Baggrunden var den, at jeg siden jeg var teenager har HADET den fedt-pølse der er placeret på det allerøverste af mine inderlår. Altså virkelig hadet. Og den har altid været der, selv i de perioder hvor jeg har været decideret slank. Og det med knæene var af hensyn til æstetikken, så jeg kan få en pæn kurve på indersiden af benet.

Og eftersom man vel nok kan tabe sig og træne (hvad den trofaste læser ved, er en livslang kamp for mig) så kan man altså ikke ændre sin krops facon nævneværdigt. Så fedtsugning handler altså ikke om at blive tyndere, men om at ændre sin facon – populært sagt.

Der var jo dømt faste – så GODT sulten og tørstig mødte jeg ind kl. 13.30. Hr. Appel kørte mig – men satte mig af på parkeringspladsen foran klinikken. Han hader hospitaler (jeg er paradoksalt nok heller ikke vildt begejstret for dem, selvom jeg arbejder på et) og jeg var for nervøs til også at skulle håndtere hans nervøse energi. Så det er en fin aftale. Vi aftalte så, at han ville hente mig, når jeg ringede.

2 timers forsinkelse. 2(!!) timer. Fastende. Jeg var SÅ tørstig. De havde placeret mig en i en stue med direkte sol, så jeg svedte og led, skulle jeg hilse at sige. De 2 timer blev afbrudt af sygeplejersker, narkoselæge og kirurg – der skulle tale med mig – og så skulle Christian (kirurgen – som også ordnede mine bryster, og som jeg bare føler mig 100% tryg ved) tegne på mig. Lidt akavet at stå der, trusseløs, imens han tegnede og fortalte – det kildede HELT ekstremt!! Bagefter bad han mig tage stilling til sit kunstværk, der bestod af tegninger omkring mine aller-ømmeste kropspunkter. Tegningen sad det rigtige sted – og som jeg fortalte ham, har jeg uindskrænket tillid til hans evner – så andet behøvede jeg ikke forholde mig til.

Jeg var godt nervøs, da jeg gik hen til operationsstuen. Det første der mødte mig, var 2 sygeplejersker og den meget søde narkoselæge. Og så bordet. Hver gang jeg ser sådan et bord tænker jeg, at det ligner noget, man skal ligge sig på, for at få en dødssprøjte. Uha, uha…jeg er IKKE fan af nåle. Og jeg vil nærmest hellere føde et barn (uden bedøvelse) end at blive stukket. Narkoselægen var dog VILDT god til at stikke og jeg mærkede det ikke. Men jeg var godt nok nervøs, imens de placerede alle mulige dimser, der skulle overvåge mig. Når jeg bliver nervøs taler jeg. Meget. Og laver jokes – og de var alle så høflige at grine af mine forsøg på at løsne (min) stemning lidt op.

Men søde er de altså. Aede mig på kinden og sagde sov godt, da jeg begyndte at mærke den LÆKRE følelse af bedøvelsen, der bliver pumpet ind i kroppen. Uha det kunne jeg nemt blive afhængig af. Siger det bare.

Og sekundet efter blev jeg vækket igen (eller sådan føles det jo) “Alt gik fint – kan du lige rykke over i sengen” og jeg blev hjulpet i det HÆSLIGE kompressionsbukser, der nu skal være mine tro følgesvende de næste 6 uger. De er VIRKELIGE grimme. Og virkelig ubehagelige at have på.  Jeg er  jo vant til at gå i korset – og følelsen op om maven er stort set den samme. Men nu skal jeg så bare også have dem på om natten. Jeg var hønefuld, da jeg kantede mig over i sengen og snøvlede helt vildt. Men uh det føles altså godt, at være i narkose.

Jeg var hundesulten, da jeg vågnede og blev straks præsenteret for en sandwich og en masse saftevand. Tiltrængt. Mad smager ALTID bedre, når man har været bedøvet. Måske fordi man er så sulten efter en lang dags faste?

Efterhånden som bedøvelsen løjede af, begyndte mine lår at gøre ondt. Det føltes lidt som brandsår møder overtræning, og jeg fik et par Panodiler – det hjalp heldigvis. Jeg bryder mig ikke om at tage “stærke” smertestillende.

Jeg fik hurtigt lov at tage hjem, og ringede glædestrålende til hr. Appel, der dog nok mente, han lige skulle spise sin lasagne færdig, inden han kunne hente mig. Ok så. Lysten til at gense sin nyopererede kone kunne ikke konkurrere med sulten, tilsyneladende.

Jeg fik udleveret journal, morfin (som jeg bare IKKE gider tage) og gode råd – og selvom hr. Appel havde forbeholdt sig retten til sin aftensmad, så var han der hurtigt.

Resten af aftenen gik med almindelig utilpashed, lakridspiber og flere smerter – der dog igen blev effektivt dæmpet af almindelig håndkøbsmedicin.

Jeg er så glad for det er overstået – og synes det er lidt en nedtur, at jeg ikke kan se resultatet før om et par dage, hvor jeg må tage de lækre bukser af, for at gå i bad. Godt jeg vaskede hår lige inden operationen! Desuden kan man først se det endelige resultat om et halvt års tid. Men alligevel. Kan mærke bandagerne under bukserne – og er øm idag, men har det ellers fint.

Fik lidt bondeanger inden operationen. Sådan noget i retning af, at jeg jo går rigtig meget ind for body-positivity bevægelsen, at jeg generelt ikke mener at man kan fixe usikkerhed og dårligt selvværd med plastik operationer, og i øvrigt ikke synes det er fair at sende det signal til den yngre generation af kvinder, at man skal lade sig operere.

På den anden side er jeg jo enormt forfængelig. Og på en måde synes jeg også det er lidt sjovt, at man på den måde kan modellere sin krop til noget, man synes er æstetisk smukkere. For jeg gør det alene for min skyld. Denne operation vil man ikke kunne se jeg har fået, hvis man ser mig med tøj på (altså undtaget de næste 6 uger, hvor kompressionsbukserne vil titte frem under mine kjoler). Men JEG kan se det – når jeg står nøgen foran spejlet. Og det er DET, der betyder noget.

Eneste nedtur er, at jeg nu ikke må cykle i 3 uger. Selvom der stod i det materiale, jeg fik udleveret op til operationen, at jeg måtte cykle efter en uge. Nedtur. Og dårlig samvittighed overfor mit cykel-projekt

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Bloglovin‘