Fruens forfængelighed

Jeg har mange gange fortalt, at jeg er virkelig forfængelig. Og det står jeg selvfølgelig ved. Visse dele af mine omgivelser mener dog, at jeg ved at lægge mig under kniven tager forfængeligheden et skridt for langt.

Samtidig ligger det lidt i kortene, at jeg gør det, alene for at leve op til nogle “standarder” – og måske for hr. Appels skyld.

Man kan jo altid sige, at de unge trofæ-kone-wannabees ligger i mit baghjul, parat til at overtage mit fortjente spot – og at nye bryster muligvis kan mindske risikoen for at det sker. Men det er nu ikke for hr. Appels eller andres skyld jeg gør det her. Det er for min skyld.

Og hvilken forskel vil det så gøre for mig, udover en øget tendens til overbalance, kan man så spørge?

Jo altså.. det giver mig (forhåbentlig) anledning til flere smil, når jeg ser mit spejlbillede. En øget lyst til at rette ryggen. En følelse af at være feminin – og at kurverne virkelig kommer til deres ret, når jeg lige får justeret lidt hist og pist.

Selvsikkerhed.

Er det forbundet op på udseendet, mon? Njahhhhhh… vil mit klare svar være. Det svarer nok mest til glasuren på kagen. Det afgør altså ikke hvordan jeg har det med mig selv helt grundlæggende. Det løser ikke dybere issues og gamle problemer. Men det glaserer overfladen og gør det hele lidt mere festligt og indbydende. Håber jeg.

Jeg er hvert andet øjeblik ved at gå i panik og kan slet ikke forstå egne bevæggrunde (jeg kommer i DEN grad ikke fra et miljø, hvor man sådan lige lader sig operere for skønhedens skyld) – det næste øjeblik er jeg ved at sprække af forventning….

B-dag (boob-dag) om 4 dage!!

Fru Appel