Om at blive mobbet

Da jeg var barn – i folkeskolen – prøvede jeg i nogle år at blive mobbet. At blive holdt udenfor. At blive bagtalt.

Det var hårdt – og det har trukket nogle tråde med sig ind i mit voksenliv, på den måde, at jeg indimellem kan føle mig socialt akavet i flokke af piger, og også finde det vanskeligt at stole på nye venskaber.

Heldigvis kan man sige, at mobningen også har gjort, at jeg har taget en beslutning om at stå ved den jeg er. Med alle kurver, firkantede holdninger, anderledes påklædning og en sarkastisk/humoristisk tilgang til livets genvordigheder. En hård tone, kan man vel kalde det. Og det fungerer faktisk ret godt for mig.

Beslutningen indebar lidt, at man må tage mig som jeg er – med fejl, mangler, særheder og kvaliteter (og snart også silikonebryster). Og det giver faktisk en ret stor frihed, at man bare beslutter at være sig selv, og leve det liv man selv synes man skal leve, uden at tænke så meget over “hvad naboen tænker”. Det giver også nogle hug og nogle kuldsejlede venskaber – men det må man regne med. Det betyder også at jeg er meget modstandsdygtig overfor ting som sladder, misundelse og generel ondsindethed.

Alligevel lykkedes det faktisk for nogle – for mig anonyme – kolleger at ramme mig på et sted, hvor jeg var fuldstændig uforberedt.

Den eller disse personer har valgt, på en rigtig nederdrægtig måde (fremgangsmåden skal jeg skåne jer for her) at så tvivl om, hvorvidt jeg rent faktisk er ærlig omkring min stressdiagnose, og min “lyst” til at blive rask. Baseret på de FB-opdateringer, jeg lægger ud – I MIN FRITID… opdateringer, der primært handler om løbeture, ansigtsbehandlinger og gåture ved sommerhuset.

Jeg skal ikke gå mere i detaljer, men resultatet gjorde, at jeg blev rigtig ked af det – samtidig med alle de “gamle” stresssymptomer dukkede og og overtog mit hoved med fornyet styrke. Jeg føler mig krænket og svigtet. og VRED.

Her er, hvad jeg skrev på min Facebook-væg samme dag.

Til rette vedkommende(r)
Først og fremmest: For dem, der dybest set er ligeglade med, hvad jeg går og laver – spring det her over… det bliver laaangt!
Det er, ad omveje, kommet mig for øre, at person(er) i mit nærmiljø undrer sig over min livssituation, herunder særligt den del, der vedrører den stress-diagnose, jeg var så heldig at rane til mig for et års tid siden. Den eller de, der vælger at udbrede sig om dette på en måde, der stiller mig i et noget uheldigt lys inde i min virkelighed og dagligdag, sætter blandt andet spot på, at jeg jo kun arbejder deltid, samtidig med, at jeg virker utroligt aktiv og overskudsagtig på Facebook.
Da vedkommende(r), der helt åbenlyst har problemer med min måde at takle min situation på, har valgt at gøre dette anonymt, men inddrager Facebook som vidne, må denne eller disse personer jo enten være et del af mit netværk herinde, eller være venner med mine venner. Derfor vælger jeg den offentlige tilgang.
Lad mig slå dette fast: Da jeg i sin tid blev sygemeldt, var jeg sygemeldt i 1 måned. Resten af den tid jeg var væk fra arbejde, valgte jeg at tage – ulønnet – orlov. For ikke at belaste min arbejdsplads, og for at få fred fra kommunal indblanding. Når man har stress, er det der med aftaler, pres og mistænkeliggørelse ikke ligefrem med til at gøre helingsprocessen nemmere.
Da jeg kom tilbage til min arbejdsplads startede jeg op på (og er stadig på) deltid – 25 timer. Og her er så pointen: Jeg er kun LØNNET i 25 timer om ugen. Jeg er ikke sygemeldt og dermed er min stressdiagnose altså selvfinansieret. Ikke at der er noget som helst i vejen med at være sygemeldt – men jeg havde heldigvis mulighed for at vælge en anden løsning.
At der så stadig er nogen, der beklikker min ærlighed omkring stress, ved at pointere (overfor mennesker, hvis syn på mig faktisk betyder noget, men som ikke er Facebook-venner) at jeg laver en masse ting i min fritid, og udviser overskud er egentlig ligegyldigt. Og alligevel rammer det mig.
Det rammer mig fordi jeg faktisk har valgt at være meget åben omkring min diagnose. Jeg takler det med humor, men det betyder IKKE at jeg ikke tager det dybt alvorligt. Jeg kan dog godt fornemme, at for meget humor – når det kommer til stress – er upassende. Man må ikke sige ting som: “Det er jo så fordelen ved at have stress.. ” Men for mig er det altså en måde at takle diagnosen, følgerne og hverdagen på.
Det overskud jeg viser handler jo nok primært om mange løbeture, ansigtsbehandlinger og andre ret overfladiske ting jeg foretager mig. For jeg er blevet nødt til at skære i mit liv. Rigtig meget. Opgav at være Zumba-instruktør, og droppede de fleste timer og arrangementer – så jeg nu kun danser en gang om ugen. Det er Bedre Halvdel, der tager langt de fleste forældremøder mv., fordi jeg ikke kan håndtere presset – og det at have for mange aftaler. Jeg må aflyse en masse ting, som jeg egentlig har lyst til, men ikke magter. Og JA jeg har masser af tid til at lægge ting op på Facebook. Det er sjovt, og det er ret hjernedødt tidsfordriv. En god cocktail, når man er stressramt – og skal slappe af rigtig meget.
Løbeturene er en del af behandlingen og min kamp for at blive rask. For jeg er ikke rask endnu – jeg kæmper for at få det godt. Kæmper med en hjerne, der ofte føles som havregrød – min før åhhh så skarpe hjerne, der pludselig ikke kan så meget som den plejede at kunne, og den fungere heler ikke så godt over længere tidsperioder. Min hjerne, der har brug for pauser og som bare ikke vil som jeg vil.
Det er frustrerende – men det er mit liv, og jeg vælger at tackle det på min måde. Med Facebook, løbeture og store mængder humor. Stress er ikke noget jeg ønsker for nogen. Det er sort og mørkt og ufedt. Og det bliver ikke bedre af, at andre sætter spørgsmålstegn ved ens diagnose, ærlighed og intentioner om at blive rask.
Så; hvis der er nogen – kolleger, venner eller bekendte der gerne vil vide mere, eller har spørgsmål så er de mere end velkomne. Jeg svarer gerne. Men vil I ikke nok komme til mig, i stedet for at sprede tvivl, rygter og andet ukrudt om mig?”

Jeg er stadig ked af det – men en ENORM støtte på Facebook og andre måder har dog hjulpet mig meget.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi ikke går og spreder gift ud for hinanden. At vi taler sammen og behandler hinanden ordentligt. Alt andet er simpelthen for lavt.

Fru Appel