Stand-up Stress

Billedet har ikke rigtig nogen relevans for indlægget, synes bare jeg er så pæn på det, at jeg blev nødt til at blære mig lidt. Det er iøvrigt taget i Cape Town.

Første dag – mandag – efter ferie.

De sædvanlige “ihhhh…hvor er du blevet lækker brun” (hvad jeg for en gangs skyld rent faktisk er – min kosmetolog bliver skuffet, når hun ser mig) og lige så sædvanlige ønsker om at høre, hvordan min ferie har været. Ægte interesse.

Jeg holder meget af min arbejdsplads og mine kolleger – der generelt er dygtige, begavede mennesker, udstyret med en sund portion humor. Det er ligesom et krav, hvis man vil overleve som en del af en hospitalsadministration. De udskældte “kolde hænder”

Så det er bestemt ikke mine kollegers skyld at jeg for omkring 2 år siden bed alvorligt i gulvtæppet. Det var et sammensurium af rigtig mange arbejdsmæssige og private omstændigheder, der skubbede mig ud over kanten og landede mig på sofaen med tilstanden stress. Jeg tog faktisk til lægen (med madpakken i tasken) fordi jeg var forkølet og havde været det længe – jeg forstod simpelthen ikke, at jeg ikke kunne blive rask. Jeg røg hjem igen (under protest!) med en sygemelding for stress.

For at gøre en lang (og træls) historie kort, kan jeg fortælle, at jeg efter nogle måneder var tilbage på job – nu deltids. Jeg er stadig på deltid – men det er efter eget valg, efter jeg måtte foretage en alvorlig hovedrengøring i mit liv, privat såvel som professionelt, for igen at kunne fungere som menneske, mor, kollega og bare Line. Noget i mig gik i stykker – og selvom skårene er klinket, bliver det nok aldrig helt som før, inde i mig. Desværre. Det har været en barsk erkendelse.

Nå – men eftersom jeg synes det er gennemført rædselsfuldt at have stress – og eftersom jeg gerne vil forskåne førnævnte dejlige kolleger for samme oplevelse, forsøger jeg at sætte fokus på problemet. Være åben, tale om det og lægge øre til de tanker som mine kolleger gør sig.

Idag holdt jeg så et lille oplæg for en flok kolleger. Et helt personligt oplæg om mine egne oplevelser med stress. Et oplæg, hvor jeg blandt andet kommer ind på svære emner – som fx det faktum, at jeg kun husker ganske lidt fra min ældste søns konfirmation, der blev afholdt kun et par uger før min sygemelding.

Jeg holder ofte oplæg på arbejdet – men normalt er det juridiske emner, jeg behandler. Spændende ting som “indhentelse og videregivelse af helbredsoplysninger” eller hvad med den sexede gennemgang af reglerne om aktindsigt? Uha, uha… men heldigvis elsker jeg lyden af min egen stemme – og så betyder det jo mindre, hvad det er, jeg skal tale om!

Men det her var ligesom noget andet. Man står overfor mennesker, man kender og arbejder sammen med, og skal åbent fortælle om meget personlige oplevelser og erkendelser. Man kan ikke gemme sig bag sin professionalisme eller faglighed. Man er fuldstændig blottet.

Og for mig, er det faktisk en del af helingsprocessen. At jeg kan få lov til at øse af mine erfaringer. At mennesker, der betyder noget, faktisk vil lytte til en vigtig, vigtig del af min personlige historie. At det betyder noget for dem, at få den indsigt. At jeg måske, bare måske, kan hjælpe én, der selv kæmper med nogle af alle de faresignaler, jeg selv let og elegant ignorerede i mange måneder op til min sygemelding. At jeg kan hjælpe med at fjerne den stigmatisering, der stadig er et faktum, selv i disse tider hvor stress konstant bliver italesat.

Når jeg fortæller om stress, lægger jeg altid  vægt på, at man altså ikke grundlæggende ændrer personlighed, fordi man bliver ramt. Stress er blot en tilbygning. Mennesket er stadig det samme. Det er enormt vigtigt at forstå, at man ikke kan forvente af en stresset person, at vedkommende opfører sig på en bestemt “passende” facon.

Humor har altid været en vigtig del af min personlighed. Jeg er sjov, jeg er ironisk og satirisk – og ret ofte for meget. Og det har ikke ændret sig. Heller ikke da jeg havde stress, og i jævnt tempo (da jeg havde fået det lidt bedre) belemrede Facebook med galgenhumoristiske statusopdateringer. Fordi humoren – for mig – er en del den værktøjskasse, der har hjulpet mig videre i min tilværelse. Dengang var det svært for dele af mine omgivelser at forstå, at jeg kunne joke med noget så alvorligt og tabubelagt som stress. Det kan det stadig være. Men et godt grin er altså ganske sundt og helbredende.

Derfor gjorde jeg også mit bedste idag, for at få mine kolleger til at trække på smilebåndet, imens jeg fortalte min historie. Og det lykkedes. Uden iøvrigt at være stand-up’er forsøger jeg at high-lighte mine pointer med humor og satire. Det glider bare nemmere  ned og optages på en bedre måde, hvis det sker med et smil – og hvis stemningen ikke bliver så akavet og alvorlig, at publikum bare tænker på at flygte.

Som en af mine særligt godt begavede kolleger efterfølgende bemærkede, ja så kan man jo også gemme sig bag humoren. Og det gør jeg helt sikkert – for alt andet er simpelthen for smertefuldt og svært. Og så kan jeg jo ikke bruge mine erfaringer til at hjælpe andre.

Jeg nappede en lur på sofaen, da jeg kom hjem. Ved ikke om det var på grund af det lidt følelsesmæssige pres, det er, at blotte sig (altså billedligt talt, ikke?) foran kollegerne, eller om det bare var resultatet af, at jeg stadig er lidt træt ovenpå vores natteroderi fra Hamborg til Herning i snevejr lørdag nat. Men det behøver jeg heller ikke at vide. Så længe humøret er godt, der er plads til en middagslur og min tan sidder som den skal – så er livet jo fantastisk.

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin