Mit Provence (1)

Ak ja – alting har jo som bekendt en ende – også vores familieferie til Provence. Og hvilken ferie, det var. Sådan en rigtig familieferie med bedsteforældre og børn. Masser af hygge, masser af (ALT FOR MEGET) god mad, vin og nydelse. Dejlige dufte, sommerregn, lavendel, honning og sæbe…åhhh Provence, du er nem at elske!

Vi beslutede jo allerede sidste år, at vi i år ville vende tilbage til Provence. Vi kunne ikke lade være. Det er simpelthen for dejligt.

Uden overhovedet at have noget kendskab til stedet, faldt valget på landsbyen Fayence, der ligger i Cannes bagland, ca 30 km fra kysten. Huset havde pool og kunne rumme alle 8 (mine forældre, vores au pair og selvfølgelig hr. Appel, yngel og undertegnede). Så det levede op til vores overordnede kriterier.

Huset havde en fantastisk (og stor) pool. Og et dejligt udeområde – men var ellers ikke noget “at skrive hjem om”. Sådan lidt nusset og forsømt. Det trængte helt klart til at nogen ville værdsætte det lidt højere, end tilfældet var. Det var med andre ord shabby – men ikke på den chic’e måde. Ikke desto mindre havde vi en skøn første ferieuge i Fayence, med maser af afslapning, badning og middagslure på den udendørs sofa. Varme, lidt regn og dovne dage på terrassen.

Selve området er skønt. Med den lille perle af en landsby – Fayance – som hovedattraktion. Byen er generelt ret stille og fredelig, når der ikke lige er marked. Så forvandler den sig til et menneskemylder af turister og lokale, på jagt efter gode fund. Der var overraskende mange danskere. På trods af de mange turister får man dog aldrig fornemmelsen af, at stedet er overrendt. Og i modsætning til mange turiststeder, er butiksfolk mv. utroligt venlige og hjælpsomme.

Hvad vigtigere er, så er byen smuk på den der luftige provence-shabby-chic måde. Og selvom min daglige stil og smag er så langt væk fra shabby chic som man overhovedet kan komme – så er det bare helt rigtigt i Provence (og efter min mening altså IKKE i et parcelhus i Tappernøje).

Man får øjeblikkelig trang til at sætte sit hår i en tilfældig, romantisk knold, trække i nogle luftige, hvide gevandter og bære rundt på en fletkurv på det lokale marked, imens man snuser til de saftigste abrikoser, man kan forestille sig. Så selvfølgelig er jeg nu den lykkelige ejer af op til flere stykker markeds-indkøbte Provence-passende løse, romantiske kjoler i lyse farver. Med andre ord, det fuldstændig modsatte af hvad jeg normalt ville bevæge mig rundt i offentligt. Og jeg NØD det. Ikke et korset, make-up eller høje hæle i miles omkreds.

Min mor fik ret hurtigt styr på Provence-chic

For mit vedkommende ønskede jeg bare at smelte ind og være en del af al den velduftende, smukke og überstilede provencalske livsstil. Det er simpelthen så chic en oplevelse. Altså shabby chic – selvfølgelig.

Og MARKEDERNE. Du godeste. Ikke noget med turistgejl-plastik-til-en-tier her. Nix. Designere stiller boder op, hvor de sælger egne designs. Her er lækre specialiteter og unikke fund. Til gengæld er det ikke billigt. Overhovedet.

Nedenfor ses et par af vores indkøb – de førnævnte afsindigt lækre abrikoser. Og så er det jo nærmest en forbrydelse at besøge Provence, uden at smage den lokale (og hundedyre) nougat. Her med blød honningkaramel og mandler. Åhhhh du godeste. Drømmer stadig om den.

Og så var der jo maden. Når vi er på ferie med mine forældre er det min far og jeg, der står for indkøb og madlavning. Til gengæld står min mor og hr. Appel for at sætte de økonomiske rammer. Og skal vi ikke bare sige, at disse økonomiske rammer virkelig udfordrer min fars og mine kreative evner i køkkenet. Hver gang vi er afsted, forsøger vi at forhandle en budgetforøgelse igennem, og hver gang mislykkes det. Så ikke noget med store røde bøffer eller tapas-buffet’er her. Nix. Pølser og kylling. Og lokale grøntsager. Vi spiser ikke ude, da vi alle elsker den afslappede madlavning på terrassen, med børn, der bader – og voksne, der sipper vin i badetøj, imens der hakkes grøntsager og verdenssituationen lige ordnes hen over marinaden.

Og imens Fru Appel bællede rødvin, lavede mad og købte romantiske kjoler – så var hr. Appel igang med det her:

Jeg kommer nok aldrig til at forstå, hvordan det kan betragtes som ferie, at finde det højeste bjerg i omegnen, og cykle op ad det. Med vilje. På en cykel. Uden hjælpemotor. Men ok. Enhver til sit. Der er ihvertfald ingen tvivl om, at cykling er en populær sport i de Provencalske bakker – for hr. Appel var ikke den eneste spandexklædte mandsperson jeg spottede. Så langt fra. Godt der var masser af rødvin.

Læs med i mit næste indlæg om Provence, hvor jeg bl.a. vil fortælle om min nye og strålende forelskelse i den lille pittoreske bjerglandsby Castellane i de Provencalske alper.

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin’