Op på cyklen igen

Waist-training hot or not?

Det er jo lidt kontroversielt det her med waist-trainere.

For jer, der ikke ved, hvad jeg taler om, så er det sådan en slags moderne korsetter, fremstillet i latex og ofte med indbyggede stivere af stål.

Disse korsetter bliver markedsført af de kurvede stjerner – med bl.a. Kardashian søstrene, Nicki Minage og Amber Rose i spidsen – i takt med at det kurvede look har vundet større indpas i modebilledet. For nok er det blevet ok at have kurver – men man skal have dem de rigtige steder – og har man ikke lagret alt fedtet på bryster, hofter og bagdel – ja så må man jo forsøge at omfordele – og det er her, waist-trainere kommer ind i billedet.

wt

Argumenterne  fra producenterne og celebs er mange – og tanken er, at man bedre former sin krop på en bestemt måde, ved vægttab og træning når man ifører sig en waist-trainer et vist antal timer om dagen. Nogle firmaer går endda så langt som til at påstå, at man detoxer, fordi sådan et latex korset jo altså medfører, at man sveder der, hvor det sidder.

Og hvad tænker jeg så?: Tjahhh…jeg tror ikke på punkt-slankning – og grundlæggende tror jeg ikke, at jeg får en blivende talje (som jeg jo ønsker mig så brændende) ved at bruge sådan et korset. Og den der detox-historie køber jeg slet ikke.

Og alligevel bruger jeg faktisk waist-trainere dagligt. Og jeg har gjort det igennem lang tid – on and off – men mest on. Så er det selvfølgelig meget logisk at stille spørgsmålet: Hvorfor gør du dog det, Fru Appel, når du nu ikke tror på effekten?

Jo – der er mange grunde

For det første, så skaber sådan en waist-trainer, når man har den på,  illusionen af en talje – selv hos en taljeløs type som undertegnede. Jeg går meget i pin-up inspireret påklædning, hvor klassisk timeglas-figur jo er i centrum. Og har man ikke en talje, så må man jo skabe en. Hvor snøre-korsetter kan være ret stive i det, og desuden kræver en del arbejde at få på, så er en waist-trainer hurtig at iføre sig (når man lige har fundet teknikken!!) og mere eftergivende og føjelige, så man har mere bevægelsesfrihed end i et traditionelt korset. Og wupti, har man en talje.

korset

Hverdagslook – man kan lige ane hægterne fra waist-traineren under toppen.

I det hele taget giver en waist-trainer mig, det kurvede look og den figur, jeg higer efter. Jeg forestiller mig, at den overskydende polstring på maven bliver presset ned på min bagdel, så den får et rundere look og op til brysterne, så de sidder pænere. Sådan ser det i hvert fald ud, synes jeg.

For det andet har jeg opdaget, at mine kontorskuldre og min dårlige nakke har fået det meget bedre, efter jeg er begyndt at anvende waist-trainere dagligt. Jeg var før plaget meget af smerter i nakke og skuldre, samt hold i nakken. Det har jeg faktisk ikke mere, fordi waist-traineren tvinger mig til at sidde med ret ryg og derfor mere korrekt ved skrivebordet og PCen.

For det tredje betyder den stramme indretning om maven, at jeg har mindre appetit. Maven er simpelthen presset sammen og jeg har ikke på samme måde lyst til at snacke. Det kan godt være, det er noget jeg bilder mig ind – men det er jo ligemeget, når jeg faktisk er blevet i stand til at sige “nej tak”

“Men er det ikke ubehageligt”? spørger du nok: Gu er det da så – i starten. Nu har jeg brugt traineren så længe, at jeg faktisk føler, at der “mangler noget” når jeg ikke har den på. Jeg føler ikke at min vejrtrækning er påvirket, og i det hele taget oplever jeg ikke længere ubehag – i starten syntes jeg dog godt det kunne være meget anstrengende og irriterende at have sådan en waist-trainer på i længere tid ad gangen – men nu kan jeg sagtens have den på hele dagen, uden det generer mig eller hindrer mig i daglige gøremål. Jeg har også altid korset/waist-trainer på, når jeg går ud om aftenen.

Normalt tager jeg waist-traineren på om morgenen – og så smider jeg den igen, når jeg er hjemme. Jeg har fri kl. 12 – men ofte skal jeg noget efter arbejde, og så er det også fint. Det eneste jeg ikke kan holde til med waist-traineren er faktisk at ligge ned for længe – fx når jeg skal have en ansigtsbehandling eller lavet vipper. Så får jeg – af en eller anden årsag – ondt i ryggen.

Da jeg i sin tid startede med at bruge waist-trainer,  købte jeg det kendte – men dyre – mærke Ann Chery – et helt klassisk latex-korset. Det lugter lidt af kondomer og er ikke specielt behageligt at bære – til gengæld er det effektivt.

Korset5

Min første waist-trainer, en af de første gange, jeg havde den på – det tog omkring 1/2 time at få hægterne lukket. Nu tager det ikke engang et minut!

Dog har jeg siden fundet et billigt mærke, købt på Amazon, som jeg synes er helt fantastisk: TwinsFlame. Det er mere behageligt at have på end Ann Chery. Det er også fremstillet i latex, men beklædt med noget satin-agtigt, så det bare ser pænere ud og IKKE lugter af kondomer. Det koster også kun 1/3 – 1/4 af prisen for Ann Chery, afhængig af leverandør. Find det her – det ser sådan her ud:

korset

Det er suverænt den waist-trainer jeg er gladest for (og jeg har faktisk en ret omfattende samling)

Som noget helt nyt prøvede jeg for første gang i går at træne med en trænings waist trainer – og her kan man se, at jeg jo åbenbart deler smag med Amber Rose:

waist-trainerTraineren er fra Ann Chery og kan købes her. Den er specielt designet til at have på under sport. Da jeg lige fik den på, syntes jeg den var en anelse ubehagelig (det var jo også første gang, det blev taget i brug og så er de generelt lidt strammere og stivere). Men da jeg først kom i gang med at danse, bemærkede jeg det stort set ikke, oplevede ikke at være mere stakåndet end sædvanligt (lets face it – min form har været bedre) og mærkede intet ubehag. Så et er ikke sidste gang jeg træner i “korset”. Og så må man jo elske vilddyrs-designet.

Som det fremgår, er jeg altså begejstret og føler virkelig at waist-traineren er en meget positiv tilføjelse til min garderobe af flere forskellige årsager – omend det ikke er de årsager, producenterne fremhæver.

For en god ordens skyld vil jeg dog lige nævne, at der er mange, der mener, at korsettet kan være usundt. At det klemmer dine ribben og dine organer – og at det kan påvirke din vejrtrækning negativt.

Så derfor: Hvis du har lyst til at forsøge dig med en waist-trainer så tænk på følgende:

Start langsomt. Lad være med at købe en waist-trainer, der er for lille (selvom det kan virke fristende) så du ikke skal spændes alt for langt ind i starten.

Køb en trainer med flere rækker hægter – så holder det længere.

Hav ikke waist-traineren på for længe ad gangen i starten (jeg startede med at have den på 1-2 timer hjemme, før jeg tog springet og tog på arbejde iført waist-trainer)

Du kan møde en del himmelvendte øjne og nedladende kommentarer, hvis du fortæller om din waist-trainer – ignorer det – din krop, dit liv – din beslutning.

Hvis du føler det mindste ubehag eller stakåndethed, så tag waist-traineren af med det samme.

Det skal være sjovt – og du må ikke føle, du piner dig selv, så er det ikke dét værd.

God fornøjelse.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Instagram, Facebook og Bloglovin

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Op på cyklen igen