ALONE…snøøøft

 

Har allieret mig med 80ernes og 90ernes bedste hjerte-smerte musik, imens jeg begræder min aktuelle status som græsenke (Roxette fik lige comeback i mit Fru-Appel-er-17-igen-hoved) Det ER da utroligt at man stadig kan være på grådens rand af afsavn og kærestesorg, bare fordi hr. Appel skal rejse lidt. Efter 21 år med manden skulle man tro, jeg ville havet vænnet mig til det?

Så hr. Appel rejste – og det er som altid hårdt for fru Appel. 10 dage er han væk, først for at køre rigtig meget på cykel i Alperne. Derefter direkte videre til Tyrkiet for at arbejde (og feste!!) Åh så meget for mit glamourøse frueliv. Jeg passer jobbet, børnene og hunden. Eneste glamourøse punkt på dagsordenen idag var at rulle taget ned på bilen, iføre mig Gucci-tørklædet (matcher selvfølgelig bilen), dække øjnene med divasolbrillerne, skrue op for musikken (Michael Bublé)  og køre ned på tanken for at hente mit 336 kr. køb fra Nelly (se indlæg her).

Resten er lidt leverpostej.

Er det fedt, at have en mand, der rejser meget? GU ER DET DA EJ. Han lever sit flamboyante direktør-agtige liv rundt i verden (og påstår at han ikke ser andet end hotelværelser, mødelokaler og lufthavne, imens han u-d-e-l-u-k-k-e-n-d-e tænker på hvor meget han savner undertegnede og sit yngel. Løgner). Imens jeg står alene på skansen som en slags glorificeret enlig mor. Glamfaktoren er til at overskue skulle jeg hilse at sige herhenne fra virkeligheden-for-en-frue.

Man kunne jo sige “jamen fru Appel, du har jo selv valgt det!”. Altså bortset fra, at det nok ikke ville være klogt at sige den sætning til mit ansigt lige nu – så er det jo korrekt. Men derfor er det bare stadig ikke sjovt.

Den lyse side er, at vi altid er meget gladere for hinanden, når vi ikke er sammen. De beskeder, samtaler og mails der ryger over Atlanten (eller hvor de nu skal hen) er lidt en blanding mellem husmorporno og forelskede teenageres SmSer – “jeg elsker dig mest”  – “nej JEG elsker DIG mest” hjerte, hjerte, kys…

Naturligvis er det første vi gør, når han kommer hjem at skændes, fordi han insisterer på at blande sig i MIN husholdning og MINE børn…det er sådan en cirkel vi skal igennem. Hver.Eneste.Gang.Uden.Undtagelser.

En af mine yndlingshistorier om hr. Appels empatiske involvering i sit hjemmeliv fra distancen, er fra dengang, hvor vi var ved at bygge om.

Vi havde nogle gigantiske huller i huset, der hvor panorama-vinduerne skulle sidde. Men de var der så ikke endnu. Det var en af de meget kolde vintre for nogle år siden – og der var 10 graders frost. Børnene og jeg sad i køkkenet (det eneste rum, hvor man kunne holde varmen nogenlunde i det hullede hus) på en isnende søndag med dyner om os, og forsøgte uden større held at holde modet og kropstemperaturen oppe.

Telefonen ringer fra Brasilien:

Hr. Appel: Heeeej Skaaat.. hvordan går det?

Fru Appel: Fint.. vi fryser, men sådan er det jo.. hvordan har du det?

Hr. Appel: (med lidt ynkelig stemme) det er jo søndag.. jeg keeeder mig. Trænede fra morgenen af, og nu er der ikke andet at lave end at ligge ved poolen. Det er træls

Fru Appel: (med let klaprende tænder og en beskyttende arm om yngstebarnet) godt så. Er du sød at tørre dine øjne?

Ohhh the glamour!!

Fru Appel