Hr. Appels Harem

Jeg er ikke jaloux anlagt. Overhovedet. Hvis du spørger mig er jalousi og mistillid de mest destruktive følelser man kan opleve i et parforhold. Men selv for mig, kan det være svært:

En dag kom HUN nemlig ind i vores liv. Hr. Appel blev præsenteret for hende af sine kolleger. Hun var slank og velformet. Strålende smuk i al sin nymalede glans. Fast og uden unødige kurver. Alt det, jeg ikke er. Cyklen. Bitchen. Elskerinden.

Det startede egentlig uskyldigt nok. En lille tur i ny og næ. Lidt luskeri på diverse internetsider med frække billeder af frempinde og sadler. Ikke noget jeg ikke kunne håndtere – jeg mener; han er jo en mand.

Langsomt blev det værre. De små korte ture blev til langstrakte svedige seancer i og omkring Herning. Lange arbejdsdage afsluttet med rendevouzer på øde landeveje imens jeg ventede med maden og al min kærlighed derhjemme.

Det udviklede sig i takt med, at min bekymring tog til.

Han indrettede et værelse til hende i kælderen. En elskovsrede. Andre af hendes slags må nøjes med utætte skure af gamle planker – men ikke hende. Nænej – der skulle både være varme, skifergulve og lænestol på hendes værelse. Hun skulle bo her, i mit hus. Hende den anden.

Jeg fornemmede klart at jeg ikke var velkommen i det lille kælderværelse. Det var deres sted.  En evigt voksende samling af lir og gear dækkede væggene i værelset, side om side med billeder af de to. Sammen. Cykelbukser og cykeltrøjer i alle afskygninger. I sirlige rækker hang spandex blot og ventede på at pryde hr. Appels legeme, når han og elskerinden tog ud sammen.

Når jeg luftede mine frustrationer og påstod, at han elskede hende højere end mig, var svaret: “det er DIG jeg elsker – men jeg har brug for det her. Jeg føler mig ung og stærk” Han afviste at der var følelser involveret, det var en fysisk ting, forklarede han med flygtige undskyldende blikke over imod hende. En beskyttende hånd på sadlen imens han benægtede alt.

De tog væk sammen. Rejste til Frankrig. På tur i bjergene. Lange romantiske ture i de smukke Alper, imens jeg passede børnene og tålmodigt ventede på min elskede.

Det gik først op for mig, hvor meget hun fyldte i mit liv da jeg begyndte at få fantasier om at iføre mig intet andet end mine pelsede leopardstøvletter fra Louboutin, og kvase hendes sarte legeme under de røde såler imens jeg grinede højt og ondt (muahahahaha)

Men der er ikke noget at gøre. Hun er gledet ind i vores liv. Hr. Appel har fundet sin anden ungdom med hende. Er blevet slank og muskuløs (nåja.. intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget) Faktisk har hr. Appel over de seneste år samlet sit eget lille harem i elskovsreden i kælderen.

Så for at vise min gode vilje overfor hr. Appels harem af cykler, deler jeg her et link, hvor du kan donere til de syge børn. Cyklen og hr. Appel tager nemlig ikke alene til Frankrig og deltager sammen i cykelløbet La Marmotte – han tager hende også med til USA, til udfordringen “Kidsaid across America”, hvor cykelglade danskere kører for at samle penge ind til syge børn i Danmark.

Det handler SELVFØLGELIG om børnene og ikke om hr. Appels ego, at han ønsker at samle så mange penge ind som muligt. Det siger sig selv.

Donér – pengene går som sagt til syge børn og lidt har også ret. I linket kan du også læse lidt mere om hr. Appel, hvis du synes den grå eminence i mit liv er interessant.

Fru Appel