Culottes – Why oh Why??

Som jeg før har tilkendegivet, så interesserer jeg mig ikke særligt for mode.

Altså jeg elsker jo god stil – man kan ligefrem kalde mig passioneret.

Desværre kan man bare ikke altid sætte lighedstegn mellem god stil og mode. Nogle gange fristes man næsten til at tro, at modebranchen bare vil afprøve, præcis hvor langt kvinder egentlig vil gå, for at være nede med de seneste tendenser. Som sådan en slags practical joke. Det er vist dét der kaldes “Fashion-victim”??

I de seneste sæsoner har vi set et fænomen, som jeg personligt mener må være branchens særligt udspekulerede måde at tage gas på kunderne: Culottes.

Billede fra Asos

Hvis man konsulterer Wiki får man en definition i retning af “Bukser der er syet på en måde, så det ligner en nederdel”

Dameblade og fashion-blogs er fyldt med artikler om, hvordan man “styler culottes” eller om hvordan man slipper afsted med at bære denne vanskelige beklædningsgenstand. Se blandt andet denne artikel, der beskriver 6 måder at “bære den akavede culotte-trend uden at se akavet ud” eller Huffington Posts artikel her

Og ja – vanskelig er den, genstanden. Som altovervejende hovedregel har den et snit, der lægger ekstra volumen på hofterne, slasker formløst ned om lårene og slutteligt skærer benet, hvor det er bredest. Med andre ord skal man have modelmål for bare at se almindeligt halvfed ud – og er man 163,5 og med kroppen fuld af kurver, så vil ens udseende bedst kunne sammenlignes med modenyt fra cirkustelt-industrien.

De er jo ikke pæne – de er ikke flatterende. De klæder ingen. Hvorfor dog bruge så meget energi på at drøfte, hvordan man bedst gør dem mindre grimme med høje hæle og smarte accessories?

Hvorfor ikke bare droppe de der bukser, der er syet så de ligner en nederdel – og rent faktisk iføre sig en nederdel?

Men af og til dukker de jo op – de kære culottes – måske fordi branchen lige skal tage pulsen på, om vi STADIG hopper på den (og det gør vi jo)

Jeg forstår det ikke. Men så på den anden side; jeg forstår heller ikke rigtig mode som koncept – så måske er det mig, der bare er sådan lidt gammel-kone bitter med en begrænset stil-horisont?

Fru Appel