Da mor var ung…

Nåmen jeg har haft en meget lidt glamourøs weekend, hvor jeg var alene hjemme med de to yngstebørn HELE weekenden. Uden voksent selskab. Ældstebarn kommer kun hjem fra efterskolen, når han absolut skal – og hr. Appel slår sine folder på Mallorca, hvor han leger professionel cykelrytter – og fuldstændig glemmer at han egentlig er en halvtør 43-årig advokat med gråt hår og ømme ben. Det gode er, at han gør det i selskab med andre Mamils (Middel Aged Men In Lycra – hvis nogen skulle være i tvivl!), og derfor ikke skal se sin egen tabte ungdom i øjnene. I modsætning til mig, som min historie vil afsløre.

Og jeg var jo så Den Gode Mor i hele 2 dage. Det tog på kræfterne. Fredag aften ville ungerne se tegnefilm. Og i et øjebliks uopmærksomhed lod jeg min 12-årige beslutte film. Sausage Party. Alene titlen burde nok have fortalt mig, at der muligvis kunne være noget, jeg skulle være opmærksom på. Men der var bare et billede af en smilende hotdog – og jeg var ret optaget af et-eller-andet på nettet, så jeg mumlede bare noget tilsagn.

Det var så en MEGET voksen film. Med et i særklasse grimt sprog. Jeg lærte faktisk et par gode nye vendinger – og det gjorde mine børn så uheldigvis også. Filmen handler i sin essens om religion – og havde (i mine ateistiske øjne) egentlig et ret godt budskab. Så se den blot – men lad være med at invitere børn. Selvom det er en tegnefilm med en smilende hotdog. Så er I advaret. Det er ikke for sarte sjæle!

Nåmen… jeg var jo på nettet meget af weekenden. Jeg kedede mig. Jeg holder meget af mine børn – virkelig. Men en hel weekend med emner, der optager 10 og 12 årige drenge (Den Globale Opvarmning og Romersk Historie??) krævede et par mentale udkoblinger.

Af en eller anden grund kastede jeg mig over min ungdoms musik. I ved Roxette. “Look Sharp” CD’en som min bror købte, og som jeg kopierede over på et lyserødt kassettebånd som 14-årig i sommeren 1989, så jeg kunne høre musikken på min (ligeledes lyserøde) walkman på den lange køretur til årets campingferie-mål: Italien.

Samme år, hvor jeg HELE vejen hjem kun hørte de 3 sidste numre på nævnte kassettebånd (kærlighedssange af den mere sentimentale slags) – opfyldt af ulykkelig kærlighed til 1) Dirk fra Holland og 2)Sven fra Tyskland. Begge drenge havde jeg mødt på campingpladsen – og jeg kunne ikke lige finde ud af, hvem jeg var mest forelsket i. Men jeg sendte dem begge to et kassettebånd med Roxette da jeg kom hjem, sammen med et brev til hver, der udtrykte min store længsel efter d’herrer. Jeg så dem aldrig igen. Men jeg husker stadig de lange aftener på stranden med Roxette i walkman’en og med kys, der blev ved med at være kys. Og den søde, pinefulde ulykkelige forelskelse. Som jeg malkede max. Man er vel en drama-queen.

l mine senere teenageår forelskede mig hjælpeløst i Sting og Bryan Adams. De var mine faste følgesvende, dér på mit ungepigeværelse, som nu var blevet opgraderet med den CD-afspiller. Jeg spillede deres sange, når jeg var forelsket, glad, ked af det eller bare kedede mig. De blev således min ungdoms soundtrack. Det var et meget givende forhold – ihvertfald for mig.

Så her i weekenden, sad jeg i sofaen med youtube på Mac’en og hørte mine gamle yndlingsnumre med høretelefoner og et sløret forelsket blik.  Jeg så på billeder af Sting og Bryan. Mærkede den gamle gnist. Mindedes alle de oplevelser, musikken havde forstærket. Gamle kærester, gamle kys – morgener efter for mange cigaretter og for meget alkohol. Famlende tilnærmelser under påskud af at danse tæt.

Og så var det, gjorde jeg en enorm fejl: Jeg googlede begge kunstnere og skrev “2017” for lige at tjekke ud, præcist hvor lækre de er idag. OH NO. De er jo blevet gamle. Altså sådan rigtig gamle. Og ikke med særlig ynde. Pludselig virkede min ungdom og den tilhørende teenage-betagelse MEGET langt væk. Og jeg skyndte mig at lukke google-fanen, imens jeg i mit stille sind spekulerede på, om tiden har været lige så uvenlig mod mig?

For at berolige mine oprørte nerver, skyndte jeg mig  at google Joe Manganiello (bl.a. fra “Magic Mike”). Men det gjorde bare tingene værre. For mit nærstudium af denne, i særklasse, lækre skuespiller afslørede – GULP – at han er yngre end mig. Godt nok kun 1 års tid – men VIRKELIG?. Kan man nu ikke engang synes at en skuespiller er pæn at se på, uden at føle sig som en halv-kikset cougar??

Må indrømme, at det eneste, der på dette tidspunkt, kunne hive mig bare nogenlunde op fra et afgrundsdybt hul af selvmedlidenhed over tabt ungdom var … chokolade. Og Rød sodavand. Og mine børns henrykte latter over en bagel, der knaldede et durum-brød i fjernsynet.

For det gør sgu nogengange lidt ondt, det der med at blive ældre. Selvom jeg nu – i mine 40’ere – har det bedre med mig selv og mine omgivelser end nogensinde før i mit liv, så kan jeg godt indimellem blive sentimental og tænke på hvor min ungdom egentlig blev af? Det gik lidt stærkt i en rus af fester, alkohol, cigaretter og mænd – og frihed.

På den anden side – jeg har nået en alder, hvor der kun skal den halve mængde alkohol til at gøre mig dobbelt så fuld. Hvor man ikke ligger og fumler med en eller anden uerfaren ungersvend i en henstillet trailer på en parkeringsplads i Skjern. Hvor cigaretterne endegyldigt er lagt på hylden. Hvor man sådan for alvor har fundet ud af, hvad kærlighed er, og hvor en af de største glæder er, at tvinge børnene til at høre musik fra “dengang mor var ung” som jeg faktisk gør lige nu, hvor Roxettes hitalbum runger ud af husets højtaleranlæg (der i øvrigt kan spille noget højere end min genbrugs-ghettoblaster på ungpigeværelset – siger det bare!). Imens jeg tænker på Dirk og Sven og Italien og min teatralske 14-årige forelskelse. Med et smil.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Facebook og Instagram