Tillid er “SO last year”

Du.Godeste.

Nogle gange kan man altså godt blive rigtig, rigtig træt.

Som de fleste, der læser min blog ved, er jeg jo jurist. Og så må man jo bare ELSKE regler, ikke?

Denne jurist og regelrytter er dog ved at være ganske godt og grundig træt af alle de mærkelige, urimelige og fuldstændig uforståelige regler, der popper op her, der og alle vegne.

Og så har jeg en særlig aversion mod laminerede A4 sider med små beskeder om, hvad man må og ikke må. På mit arbejde er der fx et toilet, hvor der på indersiden af døren er et fint lamineret skilt med teksten: “Luk venligst døren efter dig”. Øhm ja. Havde da ellers glædet mig til at sidde der på toilettet og observere livets gang på kontoret for åben dør, imens jeg gjorde det, man nu engang gør på et toilet?? Ahem?

Men det er jo så mindre vigtigt. Og selv jeg kan da grine af denne seddel (det gør jeg faktisk hver gang, jeg besøger det pågældende toilet). Mere vigtigt er det, at jo flere regler vi får i det danske samfund, jo mere rigide bliver vi. Som mennesker.

Vi er blevet sådan et samfund, der holder øje med om “de andre” nu også overholder alle disse regler. Vi er sådan en forvokset kontrolinstans – vi danskere. Det giver en særlig form for lækker forargelse, når vi ved at NOGEN ikke overholder reglerne. Så kan vi tale om det med naboen og måske endda melde dem til en-eller-anden myndighed, synderne. Det er jo lige til spændingsmomentet over aftenkaffen.

Vi er også blevet sådan et samfund, der foretrækker regler frem for tillid og mellemmenneskelig dialog. Altså sådan et samfund, hvor man fx i det sociale system i meget vidt omfang har droppet tilliden til de mennesker, samfundet har uddannet, og ansat som eksempelvis socialrådgivere. Istedet for at lade dem varetage deres opgaver på baggrund af den faglighed, samfundet har proppet ind i deres hoveder i forbindelse med uddannelsen, vælger vi  at binde dem på hænder og fødder med et regelsæt så stramt, at selv skatteret i sammenligning kommer til at ligne en løssluppen bogstavsfest. Og så bliver det jo svært for alvor at gøre noget for de mennesker, der faktisk har brug for det. For man har alt for travlt med at følge reglerne til at kunne tilpasse systemet til den enkeltes behov.

Eller hvad med alle de her politikker, retningslinjer mv., der opstår i skoler, børnehaver og fritidsordninger. Sukkerpolitikker, madpolitikker, fødselsdagspolitikker… de lærer det fra barnsben af, de kære små – så de er klar til at overtage verden som små regelbundne soldater, der er klar til at påpege selv det mindste, lille regelbrud som en knap så veloplyst stakkel kommer til at begå. Og her snakker jeg altså ikke kriminalitet i henhold til straffeloven – men måske et stykke lyst pålægschokolade i madpakken. Ohhh rædsel.

Eller et eksempel jeg hørte for nogen tid siden, hvor et børnehavebarn blev bedt om at pakke sin brik-juice væk, fordi den overtrådte børnehavens kostpolitikker. WTF?? Efterhånden skal børnene jo være så ensrettede, at man faktisk ikke tolerer mange afvigelser fra normen – hverken de nedskrevne eller de uudtalte. Regelhelvedet strammer over skuldrene på alle niveauer.

Men reglerne gør det jo heldigvis også nemt for pædagogen at bede barnet om at pakke sin juice væk. For regler er jo regler. Og man behøver ikke tage hensyn til, om barnets morgen måske havde været fyldt med skænderier og travlhed, og juicen var havnet i tasken som en tanketorsk fra en stresset forælder? For regler – de ER jo regler. Og man er som borger I SIN GODE RET til at håndhæve dem, ikke sandt?

De regler, vi er så glade for, er jo også med til at legitimere ansvarsforflygtigelse. Jeg mener – hvis man bare følger reglerne kan man jo med god ret parkere sin menneskelighed ved døren. Og man behøver ikke at tage ansvar. Ligegyldigt hvor åndssvage reglerne er i den konkret situation, ja så behøver man ikke tænke selv. Det er der bestemt ikke krav om, hvis blot man kan henvise til reglerne.  Og det magter jeg bare ikke. Følelsesmæssig afstumpethed med henvisning til en åndssvag regel. Det er fanme ikke OK.

Jeg ved godt at tillid er svært. Det kræver virkelig noget af et menneske, at parkere sine betænkeligheder og have tillid til andres faglighed, venlighed, bedste intentioner og andre ting, som vi ønsker at forvente af vores omgivelser. Men det belønnes ofte. For hvis man viser et menneske tillid – så vil man ofte opleve, at dette menneske vil gå langt for at leve op til denne tillid. Og bedst af alt – vil returnere tilliden til dén, der i første omgang uddelte den. Og så vokser man altså som menneske. Helt uundgåeligt.

Og hvad hvis man skuffes, tænker du? Man kan jo ikke styre andre mennesker uden regler?. NEJ – men vi skal heller ikke styre hinanden – vi skal have tillid til, at andre mennesker også kan varetage opgaver. Måske ikke på samme måde som du ville have gjort det – men måske en lige så god måde?

Og hvis vi bliver skuffede – ja så er det en del af det, at være menneske. Og det er jo ikke altid lige rart. At være menneske, altså. Men på den anden side giver det nogle erfaringer med i rygsækken, som man kan bruge senere. Hvis man frigør sig lidt fra det rigide regelrytteri – så vil man opleve, at man faktisk kan tænke selvstændige tanker og bedømme situationer uden hjælp fra et regelsæt. Og man kommer til at tænke mere. Fordi man selv skal mærke efter. Og det kan faktisk være ret sjovt.

Som jurist er min tilgang til nye regler som oftest: Er der et generelt, påviseligt problem der skal løses? Hvis man ønsker en retningslinje udarbejdet af undertegnede, vil man altid blive spurgt: “Og hvor ofte har du så oplevet problemet i praksis?” Overraskende nok er svaret tit: “Altså vi har jo haft én uheldig episode….” og så kan man jo spørge sig selv, om det virkelig er dét værd, at skulle udforme, udgive og implementere et regelsæt, udarbejdet på basis af en enkeltstående situation.

Endnu værre er det, når de, der beder om reglen bare har talt om, at situationen jo KUNNE opstå. Måske.

Måske skulle vi bare have tillid til, at vi kan løse problemet hvis det opstår (igen). Uden at vi behøver at læne os op ad regler, der så måske alligevel ikke tager højde for de konkrete omstændigheder. Måske skulle vi bruge vores faglighed og erfaring – og ikke mindst vores menneskelighed.

Det samme gælder lovgivning. Hvis vi tager det førnævnte eksempel med socialrådgiverne – så vil man ofte se, at regler bliver vedtaget på grund af en episode eller to – gerne noget, der har nået pressen. Og så pålægger man hele vores kæmpe sociale system endnu en regel, der skal iagtages, endnu en kontrol, der skal udføres. Fordi nogen snyder.

Men overvej det lige: De, der snyder – snyder jo alligevel. De stopper ikke fordi der kommer ENDNU flere regler. Og så går de nye regler bare ud over alle de andre, der ikke snyder. Altså majoriteten. De mistænkeliggøres ud fra devisen om, at ALLE er potentielle snydere som vi skal holde ekstra godt øje med. I strafferetten plejer man at sige, at en tiltalt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. De er heldige. Det er bestemt en undtagelse, at man har det synspunkt.

Vi skal ikke lave regler fordi ganske få ud af en kæmpe grupper har snydt eller fået en fordel, vi ikke havde forudset. Det er jo fuldstændig vanvittigt, når lovgiver går igang med torden og bulder og nye love, hver gang en uheldig sag rammer pressen. Det er ligefremt uansvarligt.

Samfundsøkonomisk er det også helt hen i vejret, at sætte et kæmpe apparat igang for at fange en enkelt snylter eller to. Vi kan aldrig forhindre snyd. Uanset hvor mange regler vi vedtager. For den første forudsætning for at regler virker er at mennesker følger dem. Og de mennesker, der ikke følger reglerne vil jo alligevel ikke følge dem, fordi vi laver flere. Og for resten af os bliver det bare endnu mere komplekst og vanskeligt at færdes i vores samfund.

Og så er der dem, der får noget, der minder om en fordel – og forargelsen trives….du godeste altså. Lad os da unde hinanden det godt, istedet for at jagte alt og alle ud fra en fuldstændig håbløs forudsætning  om at vi kan behandle forskellige situationer på samme måde. Hvis vi nu overlod det til fagligt kompetente mennesker at tage stilling kan det jo også være, at samfundet fordeling alligevel ville ende ud med at virke mere retfærdig? Fordi man kunne tage individuelle hensyn.

Nej – så jeg er sådan en regelrytter, der har det rigtig svært med det regelsamfund, vi lever i. Lad os nu have den fornødne tillid til hinanden – som mennesker, som velfærdssamfund, som forældre….og hvis der er en enkelt eller to, der svigter den tillid, så er det bare sådan det er. Deres tab.

Selvfølgelig skal vi have overordnede rammer for, hvordan vi skal fungere som samfund. Men der må altså være en kant! Lad tilliden vokse!

Det var bare det, jeg ville sige.

Fru Appel