skriveblokering

Jeg elsker min blog. Altså virkelig elsker at give udtryk for mine meninger om stort og småt. Elsker at poste lækkert kluns, i særdeleshed lækre sko og at give et indblik i mit hverdagsliv som Fru Appel.

Men indimellem mister jeg pusten. Dels kan det være lidt anstrengende at køre den – og sådan ER det jo – lidt narcissistiske bloggerstil. Altså den der “se mig, se mig”. Selv for mig, der ellers kan fable løs i timer om mig selv og mine egne fortræffeligheder. Andre gange svigter selvtilliden og jeg tænker: “Der er sgu da INGEN der gider høre mig rable løs om alt og intet og sko og hvad-ved-jeg.”

Heldigvis (kan man sige) tjener jeg ikke så meget som en krone på min blog. Jeg får ingen gaver fra virksomheder, ingen sponsorater og jeg anmelder kun ting, som jeg køber og betaler på helt normale vilkår. Så jeg er selvfølgelig ikke forpligtet til at skrive, når jeg ikke har noget på hjerte. Og det er godt. For hvis jeg ikke er inspireret – ja så kan jeg ikke sammensætte to ord, uden jeg selv synes det lyder fuldstændig uinspireret og kedeligt. Og min stolthed forbyder mig at poste ting, jeg ikke er tilfreds med. Faktisk kan man godt blive træt af lyden af sin egen stemme – eller synet af sine egne skriblerier.

Og sådan har jeg så haft det, de sidste par uger. Jeg har været syg, træt, haft madforgiftning og dealet med en masse crab, der ikke er interessant nok at skrive et indlæg om, men på den anden side bare har drænet mig for energi. Jeg har jo arbejdet de 3 dage op til påske. Så kom jeg hjem fra arbejde i onsdags. Det FØRSTE jeg gjorde var at tage en lur. Så kunne jeg lige holde mig vågen til kl. 21 samme aften.

Igår – den første fridag – sov jeg længe, tog jeg en times lur om eftermiddagen. Var så træt, at jeg hoppede under dynen kl. 19 med alle intentioner om at se Olsen Banden i fjernsynet (Ja – jeg er KÆMPE fan). Men kl. 20 sov jeg allerede. Lige til klokken blev 7 i morges. Så jeg har været virkelig træt, kan jeg konstatere.

Så derfor – kære læsere – har I ikke hørt fra mig.

Efter mit overdrevne søvn-marathon de sidste dage, er jeg dog endelig vågnet lidt op til dåd. Og hvad gør man så – når man er på vej op igen, efter et par uger, hvor man har bidt i gulvtæppet lidt for meget? Man bager da VANDBAKKELSER… Det er da den eneste logiske måde at vise den narcissistiske blogger-verden, at man er ved at være klar til den igen, ikke?

God påske til alle mine dejlige læsere.