Trist? Glam it Up!

Ok – jeg har så ikke fået skrevet noget herinde i længe – af mange årsager.

For det første var hr. Appel og jeg jo på knaldeferie – kort tid herefter smuttede jeg til Rom med mine to yngste unger og mine forældre i nogle dage, og indimellem har min lillebror været indlagt af flere omgange, jeg har haft virkelig travlt på arbejde og privat – OG; jeg har følt mig lidt småtrist og opgivende – helt og aldeles uden nogen form for inspiration i forhold til at dele noget her på bloggen. Det har, med andre ord, været jævnt skidt med mig og skriveglæden.

En af årsagerne til, at jeg har følt mig lidt træt af det hele er, at jeg er plaget af et virkelig irriterende dårligt knæ. Der er sat en stopper for dans – og hvad værre er: Cykling. Har jo ellers slidt og slæbt på cyklen (aka: torturinstrumentet) for at blive klar til Australien næste år. Og det tager lidt pippet fra mig, at jeg sådan her fået en skade, der bliver ved med at gøre ondt, selvom jeg har taget den med ro (altså undtaget i Rom, hvor vi vandrede rundt i de historiske gader dagen lang – på smertestillende).

Indtil videre har jeg ikke opgivet de høje hæle. Jeg spurgte lægen – eller fortalte ham – at jeg jo altså faktisk altid går i høje sko, og hvordan det mon bidrager til mine festlige knæ-problemer?? HELDIGVIS (yndlingslæge) sagde lægen; “mjooohhhh…altså jeg kan jo godt se, det ikke lige er fodformede, og at stødabsorberingen ikke er fantastisk, men det går jo nok, så længe du ikke løber i dem eller går alt for lange ture”

Det var de her Irregular Choice hæle jeg havde på, da jeg besøgte lægen:

Jeg venter nu på en MR-skanning for at få fundet ud af, hvad der plager mine knæ. I øvrigt vil jeg lige tilføje noget andet lægen sagde (igen; yndlingslæge) “Det kan altså ikke være gigt, du er jo så ung”…..ahhmen altså! Det kan man da kalde fantastisk kunde/patientpleje!

Nå – men jeg har som sagt følt mig ret nede og trist – ikke bare på grund af knæene, men også fordi livet har drillet i al almindelighed. Og så igår, da jeg sad i sofaen (nu med ondt i ryggen, sandsynligvis fordi jeg går forkert på grund af knæet) besluttede jeg mig for, at jeg bliver nødt til at sparke lidt kærligt til mig selv. De problemer jeg bakser med er jo i virkeligheden 1st world problems – så de skal også løses på den gode old-fashioned first world måde.

Her til morgen hoppede jeg derfor i min indtil idag ubrugte, men utroligt smukke swing-kjole fra House of Foxy (endnu et fabelagtigt britisk Repro-mærke). Supplerede med en fe-broche og petticoat og hoppede i de læge-godkendte hæle. Gav læberne en omgang glamour-rød og gjorde lidt ud af håret. Wupti. Fik bevæget mig med nogenlunde værdighed på arbejde (når man ser bort fra bil ind- og udstigning). Det blæste. Og det var meget cool, da vinden fik fat i kjolens skørt, og det brusede om mine ben på den der lækre Marilyn Monroe-måde. Det er som substral for diva-sjælen, når man går og er sådan lidt selvmedlidenheds-træt-af-det. Følte mig altså som en diva. Men lignede ikke umiddelbart en, da jeg gennemgik billederne:

Det er typisk sådan det går med billederne: Hvordan skal jeg lige stå? Nu prøver jeg at se sexet ud – nå ikke? Intellektuel – ej, heller ikke? Jamen så er jeg jo bare nødt til at være mig selv!

Det lykkedes dog til sidst:

Så; nu er mit mål for de næste par dage at få humøret skruet tilbage i “Fru-Appel-standard” ved hjælp af glam, stil og lir (og smertestillende piller ad libitum). Det kan godt være, at påklædning er ren overflade – men nogle gange virker humør også udefra og ind. Og gode kjoler, gode sko og fine smykker er i min verden bedre end lykkepiller.

På fredag venter årets ultimative frue-glam-event i selskab med hr. Appel og hans velklædthed, så stilen skal lige skrues endnu et par grader op – det bliver SÅ godt.

Fru Appel

_________________________________________________________________________________________

Følg mig på Instagram og Facebook