En hed affære: Cape Town (del 1)

Jeg har nu haft lidt tid til at fordøje min hede forelskelse i smukke Cape Town. Det er helt sikkert ikke en engangsaffære – men kunne derimod godt ende ud i noget mere blivende. For ja – jeg er seriøst forelsket i dette sydafrikanske paradis.

Vi ankom sent søndag aften. Og alt var mørkt. Det første vi mødte var et skilt på motorvejen, der advarede mod at stoppe da vi befandt os i et meget kriminelt område. Godt at vide! Og eftersom det var var en rejse, der bare poppede op af det blå, og en destination jeg egentlig aldrig før har overvejet, ja så havde jeg mine betænkeligheder.

Men da vi havde sovet den første nat på vores LÆKRE hotel – Radisson Blu Capetown Waterfront – (se mere her) og åbnede døren til balkonen var det ikke farlige kriminelle der mødte os – men dette:

Og derfra blev det kun bedre.

Som med alle andre forelskelser startede det med lidt sommerfugle i maven, da vi bevægede os ind på en af de mest besøgte afrikanske destinationer: V & A Waterfront. En havnefront med pulserende liv, levende musik, butikker, restauranter og masser af mennesker fra hele verden. Afrikansk livemusik kunne høres fra en central plads og stemningen var afslappet og tilbagelænet. Med andre ord et rigtigt turiststed. Det gjorde det dog ikke mindre hyggeligt, at skue ud over havnen, der stadig er en fuldt arbejdende havn med masser af kæmpestore fragtskibe, krydstogtskibe, lystbådehavn og alt hvad dertil hører.

Der var utroligt mange lækre indretningsbutikker, og hr. Appel og jeg faldt hovedkulds for en fantastisk lænestol i strudseskind, som dog nok ville have været lidt svær, at have med hjem i håndbagagen. Helt generelt er det meget billigt at shoppe – selv på waterfronten, der sandsynligvis hører til blandt de “dyre” turiststeder. Hvis man elsker afrikansk kunst er det helt sikkert stedet at komme. Det store 4-etagers “African Trading Post” har alt fra kuriosa til antikviteter og kæmpestore skulpturer, alt kunne købes (se bl.a. elefanten og giraffen på billedet nedenunder). At gå igennem de mange rum er en oplevelse i sig selv.

Stemningsbilleder fra V&A Waterfront.

Et enkelt par sko, blev det også til:

Men nu var der jo tale om en arbejdsrejse, så vi måtte trække i arbejdstøjet, og afsted til konference. Hr. Appel som egentlig deltager – Fru Appel som “Spouse”. Jeg havde dog valgt IKKE at deltage i “The Spouse Programme” som dybest set involverede et madlavningskursus (hvem dælen tager til Afrika for at lave sin egen frokost?) og en shoppetur til et marked. Så hellere “Fru Appel slapper pænt meget af på et 5-stjernet hotel program”. Hr. Appel var nemlig ikke meget for, at jeg bevægede mig udenfor hotellet på egen hånd. Han påstod det var af sikkerhedsmæssige årsager. Personligt tror jeg mere, han ikke var meget for at lade mig alene med mit kreditkort i dette shopping-mekka.

På konferencens første dag var vi inviteret til et velkomst-cocktailparty på toppen af Table Mountain – en af verdens nye 7 naturlige vidundere. Et spektakulært bjerg, der med sin flade top, våger over Cape Town og skaber den dramatiske baggrund for en lige så dramatisk by.

Desværre var vejret bare slet ikke med os, og det eneste vi oplevede på toppen var blæst og tåge. Toppen var hyldet ind i skyer – og det var faktisk ret koldt. Heldigvis havde man så besluttet, at afholde arrangementet ved bunden af den kabinebane, der går til toppen.

“International Advokatkonference med ægtefæller” er et helt nyt koncept for mig – til trods for en del år i frue-branchen. Så jeg havde valgt at klæde mig diskret i sorte bukser, sort top med bare skuldre og så hyldet ind i mit dejlige (og heldigvis, ret varme) tørklæde fra Hermés (se mere her) – og så selvfølgelig en hat.

Ved bunden af kabinebanen var udsigten fantastisk

Der blev serveret cocktails og vi blev præsenteret for et væld af advokater med fruer og et par enkelte kvindelige advokater med ægtefæller. Kønsfordelingen havde fået enhver feminist med respekt for sig selv til at boycutte arrangementet.

Som sædvanlig begrænsede de fleste mandlige gæster sig til at spørge ind til antallet af børn samt disses alder og køn. At levere den oplysning, at man har 3 sønner, giver af uvisse årsager altid point i den sammenhæng. Oplysningen om, at jeg faktisk er i besiddelse af en juridisk master (som det hedder på internationalsk) blev mødt af anerkendende blikke a la “wow, den kan også tænke”

Kvinderne var mere: “Er det Hermés?”

Blev dog også præsenteret for spørgsmålet “Arbejder du?” en del gange (i løbet af hele turen). Fra begge køn. Og altså ikke det i DK så typiske: “Hvad arbejder du med?”.

Det var ret koldt i det overdækkede område, der fungerede som bar, og selvom udsigten var ufattelig smuk (det var under skydækket) var jeg nu glad, da vi skulle med bussen tilbage til hotellet.

tog ca. 100 billeder af den fantastiske udsigt. Det er så storslået. Så fuldstændig åndeløst smukt.

Table Mountains nabobjerg – Lions Head. Man kan hike derop. Hvis man orker. 

Aftenen var afsat til middag på stranden tæt på hotellet. Her var en virkelig sjov restaurant i en slags lagerhal og med en stor veranda ned mod vandet. Vi var ikke overvældende begejstrede for at finde ud af, at vi skulle spise udenfor, med blæsten fra Atlanterhavet som nabo. Vi havde frosset hele eftermiddagen. Heldigvis havde vi medbragt masser af varmt tøj. Men følelsen af at være gennemkold holdt sig helt til dagen efter.

Jeg fik ikke rigtig taget billeder af selv restauranten, da jeg jo var på arbejde som frue, og derfor var lidt begrænset i min kreativitet. Men hovedretten fangede jeg dog

Helt overvældende fade med fisk og skaldyr – det var enormt lækkert. Serveringen var lidt tilfældig, men der var rigeligt med vin. Blev ikke beruset, men fik dog nok til, at jeg kunne underholde den søde (og aldeles vittige) unge, sydafrikanske advokat, der sad på min ene side og den tyske advokatfrue, der sad overfor mig (det skal retfærdigvis siges, at hun selv var advokat). Så alt i alt var aftenen vellykket. Selvom det var koldt. Vores første par dage i Cape Town var temperaturen kun omkring 20 grader, og aftenenerne koldere. Det var jo efterår.

Det føltes lidt som en ilddåb at skulle konversere, spise og drikke med alle disse fremmede mennesker fra alle afkroge af verdenen. På engelsk. Selvom jeg taler godt engelsk, og ikke har problemer med at udtrykke mig på sproget, er det alligevel anstrengende. Nuancer er sværere på et andet sprog, og det betyder at jeg er nødt til at pakke min sædvanlige ironisk/sarkastiske tilgang til verden lidt ned. Men ok. Når jeg er på job som frue skal jeg jo heller ikke være alt for kontroversiel.

De fleste deltagere kendte hinanden i forvejen, og der blev uddelt kindkys, kram og håndtryk. Der var sådan en underliggende lejrskolestemning af “yay, nu skal der drikkes og festes” Lidt ligesom når jeg i sin tid var på advokatsekretær-skoleophold i Mommark. Fag om dagen, fest om aftenen. Hr. Appel og jeg var de nye børn i klassen – og hørte absolut til i den unge ende. Men vi blev taget godt imod – så på konferencens første aften gik vi i seng med en følelse af, at det nok skulle blive godt, det hersens “International advokatkonference med ægtefæller”.

Følg med i del 2 af min affære med Cape Town, hvor det for alvor bliver frækt – her skal vi nemlig tale om mad og vin!!

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin