Sport…grrrrrrr

Kender I det?

Det er Sommer. Tid til romantiske gåture – lange sommernætter med et godt glas cava og gode snakke om parforhold, kærlighed og andre dybe tanker – der ligesom flyder let fra hjertet, når solen skinner, nætterne er lyse og fuglene synger.

Eller NOT SO MUCH.

Branden-brøle-mig om der så ikke altid er sport. I ved – først lægger de ud med EM i fodbold. Og selvom Danmark lige p.t. har et skodhold, der ikke engang har kvalificeret sig til nævnte turnering, ja så er alle aftaler om fordeling af TV-tider  pr. default og uden forhandling aflyst. Hr. Appel kan findes placeret solidt i sofaen med en dåsesodavand, pinlige mængder Kinder mælkechokolade og fokuseret koncentration mod TV-skærmen.

Skal jeg drikke Cava og have lange intense snakke, ja så må det blive i mit eget selskab. Indrømmet – det kan jo være charmerende nok, men det føles bare forkert at sidde der og pimpe hele flasken alene, og iøvrigt gentagne gange give mig selv ret i at….nåja – at jeg har ret. Også selvom det for det meste er tilfældet.

Nå – men turneringen lakker mod enden, og så skulle man jo tro, at der kunne blive tid til lidt parforholds-halløjsa med undertegnede – og et sexliv, der ikke begrænser sig til en hurtig indsats i halvlegen.

I virkeligheden viser det sig så, at EM jo bare var et forspil. NU begynder det rigtigt frække. Tour de France. Timelange seancer foran en TV-skærm, med Jørn Leths fløjlsbløde stemme, der følelsesfuldt lirer anekdoter af sig, af mere eller mindre tvivlsom karakter.  TV’et er fyldt med billeder af  mænd, der cykler. Helikopteres brummen som konstant baggrundsmusik. Poetiske sammenligninger med dette og hint. En rigtig mandeting med “mind over matter” og jeg skal komme efter dig. Man kan nærmest se testosteron-niveauet stige i takt med cykelrytterne på deres færd over Alpe d’huez. Det er smukt og fantastisk. Mener de kære mænd.

Lad mig sige det som det er. Cykling er ikke en publikumsvenlig sport. Det er tværtimod billeder af mænd i spandex. I bemærkelsesværdigt grimme farver. INGEN mand burde nogensinde iføre sig spandex. Og da SLET ikke med noget, der ligner en indbygget ble siddende på bagdelen.

Og så sidder man der med alle sine talenter – roder op i håret og skubber sine boobs så tæt på mandens ansigt, som man nu kan tillade sig, når vi trods alt befinder os i familiens fælles stue, og ikke vil traumatisere børnene mere end højst nødvendigt. Og hvad sker der? Jeps. Intet. Absolut intet. Udover måske et lille puf og et venligt “du er lidt i vejen, skat”

Og egentlig får man lyst til at bunde den der Cava – eller måske bare skubbe den ned i halsen på hr. Appel og skrige: “OG HVAD SÅ MED MINE BEHOV?”. Hvortil manden sikkert vil svare: “Jamen skat, der er ikke halvleg i cykling”

Jeg GLÆDER mig til vinter.

Fru Appel

Følg mig på Facebook og Bloglovin